hvad er mystik - for mig?

Hvad er mystik for dig?

Den kristne mystik er et kærlighedseventyr: Guds søgen efter sit elskede menneske møder min dybeste længsel, der strækker sig mod Ham. For mig er mystik Jesus, Han er centrum i mit liv. Han er det store nærvær, som jeg lever i.
Ordet "mystik" findes ikke i Bibelen. "Mysterium" derimod er, især i Det nye Testamente, et centralt begreb. Til dansk er det oversat med ”hemmelighed”, et ord der kan give forkerte associationer. ”Guds hemmelighed – mysterium – er Kristus”(Kol 2,2 ). Og evangeliet om Ham skal ikke holdes skjult, men forkyndes. ”Mysterium” betegner, at her er noget, som ikke er tilgængeligt for vores forstand, men kalder på vores tro og tilbedelse. Mystikkens dybe indhold er, at Gud blev menneske for at vi skal få del i guddommelig natur (2. Pet 2).
Det er først ret sent, især i 1500-tallet, at ordene "mystik" og "mystisk" begynder at blive anvendt for at betegne selve den subjektive erfaring. Der sker således en forskydning fra det objektive til det subjektive.
Til en vis grad berettiget. Mysteriet er én gang for alle åbenbaret i Kristus. Dog må det åbenbares på ny for hvert enkelt menneske, hvilket er Helligåndens værk. Uden Helligånden ingen kristen mystik. For enhver findes der et "før" og et "efter". Denne personlige åbenbaring slutter aldrig. Hele livet, ja hele evigheden, går med at udforske, "hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse" (Ef. 3,18-19).
Men alt bliver forkert, når forbindelsen mellem mysteriet og "mystikken" forsvinder, og den mystiske erfaring begynder at leve sit eget liv. Det ser vi i dag, hvor det i mange, selv kristne inspirerede meditationscentre, er selve oplevelserne, som synes at udgøre det væsentlige. Man vil opleve for oplevelsens, ikke for indholdets skyld. Hvor anderledes er det hos Paulus! Han tragter efter "at kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham" (Fil. 3,10). Kristen mystik er at trænge ind i og blive et med den kristne objektivitet. Det objektive mysterium har altid fortrin frem for den subjektive oplevelse.
I sakramenterne – som man i Oldkirken kaldte ”mysterierne” - får vi del i Kristusmysteriet: I dåben, hvor vi ”indpodes i Ham”; i nadveren, hvor Han konkret forener sig med os ved at give os sit eget Legeme og Blod; i Guds Ord, Skriftens sakramente. I salvelse med håndspålæggelse, hvor vi modtager Helligånden.
I Kirkens mystiske tradition står ”lectio divina” centralt. Den langsomme, gentagende læsning af bibelske tekster. Augustin brugte udtrykket ”at tygge drøv på ordet”. Skriften giver os næring. Jeg læser ikke for at have læst, for at vide mere, men for at møde Jesus som jo sagde: ”Skrifterne taler om mig”. Den opmærksomme lytten til Jesu stemme i evangelierne er centrum i al kristen spiritualitet. I klostrene bestod bibelmeditationen ikke bare i at læse, men også i at afskrive de bibelske tekster. Vi kan takke disse munke for, at de i deres skriftlige meditation har bragt Bibelen ned gennem århundreder til os.
I Kristen mystik står Kristus i centrum. Målet er, at ”ikke længere jeg lever, men Kristus i mig” (Gal 2,20).
Dette er målet for min trospraksis.
Ovenstående er for mig det kriterium, som jeg bedømmer andre traditioners trospraksis ud fra. Dette modsiger ikke, at disse også kan rumme glimt af sandhed. I 70-erne var jeg ret optaget af zenmeditation. Jeg rejste til kurser i Tyskland hos den store mester Dürckheim, til Meditationsgården på Berget i Sverige, hvor man dengang dyrkede zen. Men på et kursus i Sigtuna i Sverige viste Gud mig tydeligt, at dette ikke er min vej.
Vi har i vores kristne tradition midler, som kan føre os ind i et tættere forhold til Kristus: bl.a. den gentagende bøn, der ikke må forveksles med et mantra. Jesusbønnen er den mest udbredte:” Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. I første del bekender jeg, at Jesus er min Herre. I anden del mit behov for frelse. Denne bøn kan bedes overalt, kan blive en livsstil. Med den bliver ventetider – for rødt lys, i venteværelset – ikke spildtid, men bønstid, der bringer mig nærmere Jesus.
Hvad med mirakler og andet, man i daglig tale kalder mystik? Jo, dette ekstraordinære kunne der skrives mange sider om, men det må altid være bivirkninger. Hovedsagen er den dybe erfaring af Jesus Kristus.
Har været bragt i religion.dk

spis rugbrød!

Vi lever af rugbrød
Kage smager godt, kan forstærke feststemning. Men vi lever af det grove brød.
”Oplevelser er som champagneskum” siger den kendte svenske katolik Gunnel Vallquist. Den kan give stemning, men den er hurtigt væk.
Dér hvor vi er, har vi jo alt. Vi kan bede tidebønner, måske ikke alle, men dog én daglig. I denne bøn forenes vi med Jesus. Det er hans ”jeg” vi forener os med, for Han bad disse salmer, som var Israels salmer, og som nu er vore. Vi forenes med verdenskirken. Når jeg beder laudes, har andre før mig bedt den, og andre følger efter.
Bibelen kan ligge på vores bord, frit tilgængelig, hvad den langtfra er for alle kristne. Det er i den daglige ”lectio divina”, den langsomme ”tyggende” læsning, at vi møder Jesus. ”Skriften taler om mig” sagde Han jo.
Når denne daglige rigdom bliver virkelig for os, vil vi helt naturligt udstyre vores andagtsplads med en smuk ikon, lys - den bliver vores yndlingsplads.
Da jeg konverterede, var der mange skriftefædre. Man kunne tage klokkerne på rad, og altid kom der én. I dag kan det for nogle være lidt mere kompliceret at komme til skrifte, men præsternes vigtigste opgave er at udøve ”forsoningens tjeneste”. Vi lægfolk må holde dem fast i denne tjeneste ved at vi bruger dem til det, de primært er kaldet til.
Og vi har eukaristien! Når præsten siger: ”Opløft jeres hjerter”, indbydes vi til at går ind i det fællesskab, som omfatter himmel og jord. Vi opstiger i troen til himmelen. Vi skal sammen med engle og ærkeengle og alle helgen lovprise Gud. Leve det, som Grundtvig sang om: ”Helgen her og helgen hisset, er i samme menighed”. Jesu opstandelse har tilintetgjort døden. I brød og vin modtager vi Jesus selv – ”opstandelsens næring” som kirkefædre sagde.
Over for denne virkelighed er det så meningsløst at kritisere præsten, liturgien, dér bør vi kun takke og beundre.
Dagen igennem kan vi bede. ”Skudbønner” som Augustin sagde, bønner som vi ligesom affyrer mod Gud. Vi kan også tilegne os Jesusbønnen, den bøn som har næret utallige martyrer i Østlande: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig/ os”. Den kan blive en vedvarende bøn i os. Så er ingen tid spildtid. Vi kan bede for rødt lys, opdager at ventetid ved kassen er en god bedetid.
Vi har en uendelig rigdom, vi har alt. Vi skal bare bede Helligånden om at oplyse os og gøre alt dette levende for os.
Man kan af og til – om ikke altid –spore en nederlagsstemning blandt os katolikker, mig selv incl.. men hvis vi virkelig lever hvad vi har, vil dette vende.
Pilgrimsrejser kan have værdi, men hvis de er ægte, henviser de til alt det, vi har. Hvis vi tror at Gud findes andre steder end dér vi er, går vi en lang omvej.

ensomhed

I går en fin dag med Samuel Rubenson. Han talte om helgenerne som vore vejledere. Givende, og han er inspirerende.
Men - som hver gang efter et seminar - gik jeg op til mig selv med følelsen af at fale ned i et stort hul. Vel, træthed gør sit. I går mange smerter så jeg havde taget en del smertestillende for at klare det. Dårlig samvittighed: Der var den og den, jeg skulle have talt med ... Savnede nogen at dela dagen med. altså: Ensomhed.
Kastede mig over regnskabet. Det gik op!
Kom efterhånden op af det sorte hul. Som i nogen grad er selvmedlidenhedens hul!!! Andre har en familie at dele med, men stakkels jeg er så alene! Og så ved jeg dog udmærket godt, at den største ensomhed kan findes i en familie- jeg har dog lyttet til så mange gifte kvinder i min tid som retræteleder.
Og i grunden er jeg så lykkelig for mit liv, som det er. Og jeg v e d , at kun Gud kan fylde det sorte hul.
Så: Alt er godt.

abort

jeg har været tæt på abort! Da jeg ventede mit yngste barn, posede min mave ud hvor den ikke skulle: brok! Min læge bandede, som han nu kunne. Dette skulle oprereres, men for farligt nu. For en sikkerheds skyld ringede han til en specialist, der beordrede omgående operation, senere var alt for farligt. Altså: Farligt! Jeg kom ind på Sankt Josefs Hospital, der var ledet af nonner, men hørte under Kommunehospitalet. Kirurgen spurgte mig, om jeg ønskede det barn, for det var lettere og mindre farligt at operere, hvis de måtte fjerne det. Jeg var chokeret: Det var dog et katolsk hospital. Den ledende søster var en gjæv kvinde. Jeg lå på en 10-sengs stue, og en del af de andre var piger fra NØrrebro, som havde "et eller andet med underlivet". Deres mænd eller kærester fik af og til en kontant afregning af denne søster. Jeg betroede mig til hende: Jeg ville ikke opereres, for jeg kunne abortere under operationen, og så var det min skyld. Hun svarede med megen autoritet, at det var min pligt at blive opereret, for uden operation var både barnet og jeg i livsfare. Da jeg var ved at vågne efter narkosen, var mit første spørgsmål, om barnet var dér. Det var han, og det næste: Jeg er så sulten. En sød søster kom med højtbelagt smørrebrød - og jeg kastede op ved synet. Men hvor var de søstre søde! Det var min første kontakt med "det katolske" - og det var ikke så ringe endda! 7 måneder efter fik jeg så Finn. Og det var arret, der gjorde mest ondt ved den fødsel - og det fortsatte i en del år med at kunne give nogle stærke jag. Men hvor taknemmelig over at jeg ikke sagde ja til at de måtte fjerne barnet.

Det værste kan blive det bedste

Ved vores sidste møde i ”mandagsgruppen” – en bibel-meditationsgruppe, som i mange år har mødtes hver mandag - talte vi bl.a. om, at når vi så tilbage på vores liv, var det de mørke stunder som havde givet os mest. Jeg nævnte min far, som led af depression og engang var indlagt et år. Umiddelbart hjemkommen sagde han, at han ikke kunne forestille sig helvede værre end det han havde været igennem. Men senere – jeg tror et par år efter – konstaterede han, at det var den periode i hans liv, han nødigst ville have undværet – det var det rigeste år i hans liv. Dengang forstod jeg det ikke. Jeg havde en panisk angst for selv at blive depressiv. Som 11-12- årig gik jeg til vores huslæge og spurgte: ”Er det som min far fejler, arveligt? ” Naturligvis svarede han nej! Og gav mig det vanvittige råd at begynde at læse Bibelen forfra! Flere af gruppens medlemmer sluttede op om dette. De kunne i deres eget liv se det samme: Det som i øjeblikket havde været så svært, havde beriget deres liv. Der er noget tvetydigt i dette: Vi skal ikke ønske os det svære, hvad enten det er sygdom, skilsmisse, et kært menneske dødsfald... Og det skal siges, at der i nogle kristne kredse har været en sygelig optagethed af lidelsen. Gud vil os lykkelige. ”Jeres glæde skal være fuldkommen” lovede Jesus. Men der kan være meget i os, som blokerer for den ægte glæde. Lidelse kan rense os, forvandle os. Det svære er ikke Guds primære plan for os. Men når nu det kommer, kan Han forvandle det til et bedste for os.

Ordrupgård

Jeg har haft nogle besværlige dage - bl.a. p.gr. af en brækket tand, som jeg i går fik rodbehandlet. Så i dag fri. Tænkte at tage til Ordrupgård, se spændende udstilling og nyde deres skønne hønsesalat. Men så: Fredag - det gør man bare ikke en fredag. Fastedag. Så lød det i mig: du er fri, går ikke igen ind under ... husker ikke lige nu stedet i Galaterbrevet. Det er en skøn og fantasifuld udstilling af en for mig hidtil ukendt kunstner: James Enso. Og så blomstrede alle høstanemonerne, solen skinnede - og hønsesalaten smagte godt. Skal se den udstilling igen.

ensomhed

Der sidder en skade uden for mit vindu - der er 50-60 cm mellem os + vinduesglasset. Den sidder ved det kunstfærdigt lavede fulgebræt, som sidder fast på vinduesglasset. Det er lavet sådan, at kun små fugle skulle kunne få fat i maden, men skaden har fundet ud af, hvordan den kan kante sit hovede ind og spise løs. I begyndelsen var jeg sur på den: Den har jo enorm appetit! Den mærkede nok min uvije, for når den så mig, fløj den. Men nu kigger den bare på mig - og spiser videre. Og i grunden er det rart med det selskab. Mennesket er ikke skabt til at være alene. Men er der noget mere ensomt end at skrive? Er der nogen, der læser det, jeg skriver? Jo, tælleren viser, at der er nogle "derude". Men hvem? Og hvordan reagerere de på mit skriveri?

Helligånden - sprogets kunstner

Helligånden gør sin entré pinsedag ved at markere sig i sproget. Apostlene var alle forsamlede. ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød … og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig ned på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” Hver gang vi i Ap.G. læser om Helligåndens komme til mennesker, så taler de i et nyt sprog. Igen og igen kan vi læse om, at Jesu ord går i opfyldelse, hans sidste ord før han forlod dem: ”Og disse tegn skal fylde dem, der tror:... De skal tale med nye tunger …”Mark 16.17. ”Tungetale” blev navnet på dette sprogunder. Jeg foretrækker at tale om Åndens bøn i os, som omfatter langt mere end det vi normalt forstår ved tungetale. Når Helligånden kommer, bliver Gudsmysteriet – den hellige Treenigheds mysterium – så stort for os, at vores daglige almindelige sprog ikke kan rumme det – eller give udtryk for det. Vi må have et nyt sprog. Åndens liv er for stort til det daglige sprog. Johannes af Korset giver i prologen til sit lange digt ”Åndelig sang” en forklaring på dette: ”Det ville være forkert at tro, at de kærlighedsord om de mystiske erfaringer, som findes i disse strofer, let skulle kunne overføres til sproget. ”Herrens Ånd kommer vor svaghed til hjælp”, siger Paulus, han bor i os og ”beder gennem uudsigelige sukke, for vi ved ikke hvordan vi skal bede ret”. Helligånden kan ikke meddele os sine følelsers rigdom i vort hverdagssprog, og derfor anvender han billeder og ofte underlige lignelser for at tale til os om mysterierne. Hvem kan give udtryk for hvad Gud lader disse kærlighedsfyldte sjæle forstå? Hvem vil i ord kunne åbenbare de følelser han indgiver dem og de brændende ønsker som da opstår? Absolut ingen, heller ikke de sjæle som modtager denne nåde”. Biskop Anders Arborelius har kaldt Johannes af Korset for teopoet.Han udtrykker sin teologi i poesi.Det samme kan siges om De tre store, som i traditionen har fået tilnavnet ”Teologen”: Evangelisten Johannes, Gregor af Nazianz og Simeon Den nye Teologen. Og ikke at forglemme: teopoeten over dem alle: Helligåndens harpe; Efraim Syreren. I 2008 udgav den svenske katolske biskop Anders Arborelius, som er karmelit, sammen med lederen af pinsebevægelsen i Sverige Sten-Gunner Hedin en bog: ”Anden – Gud här och nu”. I den giver biskop Anders en beskrivelse af tungetalen, som er helt på linje med disse bedende teologer: ”Tungetalen udtrykker, hvad al bøn egentlig indebærer: At være lovprisning af den uuransagelige og uforståelige Gud … tungetalen er et slående bevis på Guds forspring. Vore ord når aldrig rigtigt frem.” Biskop Anders sammenligner med, at vi i kirkerne har liturgi på latin, kirkeslavisk, gheez, som de fleste i menigheden ikke forstår. ”Og alligevel kan en for forstanden ubegribelig bøn være en tilbørlig hyldest til ham, som i sig selv er uendeligt meget mere end vi kan udtrykke”. Vi kan takke menigheden i Korinth for, at vi har fået Paulus´ undervisning om tungetalen. Denne menighed levede midt i et multireligiøst samfund, hvor det ekstraordinære havde stor plads. Helt naturligt smittede denne tendens af på de kristne menigheder. Hvis man på You-tube ser / hører nogle optagelser fra overgearede møder med hysterisk tungetale kan man forstå det problem Paulus stod i med denne menighed. Det letteste havde været at befale: Stop med dette! Glem alt om tungetale! Lad os få ro! Men Paulus skrev til disse forvirrede kristne: ”Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger … ” (1 Kor 14,5). Og ”jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer”. Det er for mig en gåde, hvordan nogen kan anvende Paulus til at advare mod tungetalen? Men Paulus tilstræber skelnen mellem den tungetale som hører til i den intime bøn og opbygger den bedende (1 Kor 14.4) og den, som kommer til udtryk i menighedens forsamling, og som kræver udlægning, altså er en form for profeti. Men tungetalen forsvandt – om ikke helt – så må man dog søge intenst for at finde eksempler på, at kristne bad i tunger. Irenæus skriver om, at i alle menigheder blomstrer Åndens gaver. Hos Augustin kan vi læse om et fænomen, der må være sang i Ånden:”Shout for joy … Sing a new song (Sl 33,3). What would this song of joy mean? It means something that cannot be explained in words: It is what he heart is singing. In fact those who start singing … start with the words of a song to express their joy, but then it is as though they are overcome with such happiness that words no longer can express it, and they leave out the words and simply give themselves over to sounds of jubilation … a kind of sound that cannot be said in words” (Exposition on the Psalms, 32.II.8). Det fortælles at Johannes af Korsets medbrødre kappedes om at få lov at rejse sammen med ham, fordi der var en særlig glæde på de rejser. Johannes elskede at synge, han sang de bibelske salmer, men ofte brød han ud i jubel, hvor både ord og melodi var inspireret i øjeblikket. Sang i Ånden? Jeg mindes en karismatisk messe i Peterskirken, hvor der i slutningen udbrød sang i Ånden. Det var ubeskriveligt smukt, og da paven blev båret ud, strålede han af glæde. Men i de sidste århundreder? Mon ikke tungetalens forsvinden hører sammen med at Helligånden blev glemt? Den danske teolog Anne-Marie Aagaard skrev i sin doktorafhandling ”Helligånden sendt til verden”, at vestlig teologi havde udviklet sig til Kristusmonisme. Der var en lang periode, hvor der i vestlig teologi ikke udkom noget værk om Helligånden. Teologien var blevet rationalistisk. Engang var en teolog ”en der beder”, og teologien udtryktes gerne i symboler og lyrik som f.eks. hos Efraim Syreren. Nu var filosofiens analytiske metode blevet vigtigste indgang til teologien. Det er vel svært at forestille sig en rationalistisk teolog tale i tunger! Men pave Johannes d. 23. bad: ”Send os igen en ny pinse”, og der er ikke noget Gud hellere vil end at forny pinsen i os. Så underet skete: rundt omkring i verden oplevede kristne, uafhængigt af hinanden, en ny pinse. Med de samme tegn som i den første pinse: Helligånden rørte ved sproget. I 70-erne kom denne fornyelse her til Danmark. Jeg deltog, men den præst havde nok ret, der spurgte mig: ”Hvorfor er du aldrig blevet rigtig karismatisk?” Jeg var med og dog ikke. For at få klarhed tog jeg på en 30-dages retræte sydpå, langt fra alt, breve udleveret én gang, kun Bibelen som læsestof, daglig samtale med min åndelige vejleder, som jeg hidtil kun havde kendt gennem en kort telefonkontakt. Han var professor i kirkehistorie med patristik som speciale – og en gave til mig. Den sidste dag sagde han til mig, at jeg ikke skulle spekulere over retræten, for den havde været en proces, som ville virke videre. Og så gentog han for jeg ved ikke hvilken gang:” Nu skal du gå din egen vej!” Jeg var sikker: Aldrig mere noget karismatisk! Da jeg kom hjem, gik jeg straks til bibliotekets hylder med kirkefædre. Men dominikaneren Yves Congars 3-binds værk ”Je crois en L´Esprit Saint” var en øjenåbner, og han omtalte den karismatiske bevægelse som en gave til Kirken. Og så en dag – midt i opvasken - fik jeg tungetalens gave. En ven, der kendte mig godt, udbrød: ”Gud må have humor, når Han giver dig denne gave”. Så meget andet fulgte med. Og efter en tid også modstand. Modstand indefra: Er dette ikke falskt? Jeg følte mig ofte dum: Her sidder jeg og siger en masse, som jeg ikke forstår. Er det ikke idiotisk? Og dog erfarede jeg, at tungetalen opfyldte et behov: Ofte kan man føle, når man siger noget, at der er en indre mening, en indre værdi, der ikke kommer med, der unddrager sig et logisk sprog. I tungetalen er det den indre værdi der kommer til orde. En indre fylde udfolder sig. Modstand udefra: Jeg havde i tidskriftet Levende Vand, som jeg dengang redigerede, skrevet at tungetalen er en kontemplativ bøn. Netop det nummer – nr.1 2004 - blev revet væk og måtte genoptrykkes. Men det fremkaldte også spørgsmålet: Kan man kalde tungetalen en kontemplativ bøn? Nu – 10 år senere – vil jeg ud fra egen erfaring og en del andres, endnu stærkere sige: Ja, tungetalen er en kontemplativ bøn. Som den poetiske teologi modsvarer via negativa, og den analytiske teologi de åbenbarede sandheder, sådan modsvarer tungetalen vores bøn til den skjulte Gud. Efraim erklærer i ”Hymner om troen”: ”Der er en intellektuel forskning i kirken, Som undersøger det, der er åbenbaret; Men intellektet er ikke til for at udforske det, som er skjult”. Tungetalen er en apofatisk bøn, som den ordløse bøn er det. Den hører lønkammeret til. Jeg kunne ikke drømme om at bede i tunger i andres påhør. Af og til møder jeg kristne, som går meget stille med at de beder i tunger. Denne bøn er en hemmelighed mellem dem og Gud. De vil ikke udsætte den for nysgerrige blikke. Måske er de – som jeg selv! – også bange for at blive sat i bås. Som argument mod tungetalen kan man høre fromme kristne sige, at tungetalen dog er en af de mindste nådegaver – underforstået: For lille til mig, ikke noget at ønske sig. Men ærlig talt: Hvis Jesus stod foran dig og sagde: ”Jeg har en gave til dig, den er godt nok lille, men den er fra mig”, ville du så ikke tage imod den? Jesus sagde: ”Den som er tro i det små, vil jeg sætte over noget større”. Måske kan det omskrives til: ”Den som i taknemmelighed tager imod en lille gave, vil jeg give noget større”. Selv oplever jeg dog tungetalen som en stor gave! Når jeg taler med dem, som har fået tungetalen som del af en åndelig arv, mærker jeg forskel: For dem er denne bøn helt naturlig, for mig dog stadig noget nyt. Jeg kan stadig tvivle: Er dette ægte? Men frugterne taler deres sprog: jeg har tendens til depression og angst. Når dette overfalder mig, glemmer jeg ofte tungetalen, men når jeg så mindes om den og beder i dette Åndens sprog, får jeg fred. Jeg spænder af, skuldrene synker ned. Gud er nær. Det slår aldrig fejl. Jeg mærker i mig selv det, som Paulus også havde erfaret: Tungetalen opbygger. Og behøver jeg at sige, at tungetalen hos mig er – og altid bør være – i harmoni med regelmæssig tidebøn og indre bøn. Gud giver også denne bøn helt uden om de veje, vi finder naturlige. Jeg mødte engang en kvinde, der var opvokset i anglikansk tradition. Da hun blev konfirmeret fik hun tungetalens gave, men anede ikke hvad det var eller hvad hun skulle bruge denne gave til. Først da hun som ældre mødte den karismatiske fornyelse fik hun velsignelse af denne konfirmationsgave. Og dog sagde Paulus: ”Jeg ønsker at I alle skal tale i tunger”. Må hans ord ikke få lov at lyde nu? Skal den velsignelse tungetalen er, være så skjult, at kun få finder den? bragt i svensk oversættelse i Pilgrim

liv i overflod

Liv i overflod Vores tekst i aften – meditationsgruppen – er Joh 6,1-14. Hvor Jesus færdes, er der ingen smalle steder. Tusinder af mennesker bliver mætte og 12 kurve tilovers. Ved brylluppet i Kana forvandlede Jesus 6 vandkar med vand til vin. Hvert kar rummede 2-3 spande. Har ofte tænkt på, hvordan afholdsfolk forklarer den tekst. Nu var et jo ikke den slags spiritus, som man bare skyller ned for at blive beruset, men en god vin, som man nyder. Når Jesus beder disciplene kaste garn ud, bliver fangsten overvældende. Og når Jesus taler om det liv, han vil give os, er det ikke bare ”liv”, men liv i overflod. Mærker vi det liv? Lever vi i et liv, der strømmer over – til andre?

leve med Gud

Følgende tekst læste jeg forleden morgen, og den talte så levende til mig, at jeg gav mig til at oversætte den. Blev ikke færdig, og nu - et par dage senere - finder jeg, at oversættelsen svækkede teksten. Men alligevel: Måske kan den tale til en og anden. Leve med Gud To livsholdninger kan udskilles hos det troende menneske: At leve for Gud og at leve med Gud. De modsiger ikke hinanden, men det kan ske at der opstår en ubalance: ønsket om at leve for Gud i udgivende tjeneste, med de evner man nu engang har, kan føre til udbrændthed. Den som lever med Gud, ejer altid fred, selv når bruset i omgivelserne er overvældende. Vi må hele tiden minde os selv om det nødvendige: At gøre den indre bøn – stilheden i Gud – til vores ”vistelsesort”. Maria i Bethania er vores forbillede. Hun ved hvor livet skal søges. Når hun sætter sig ved Jesu fødder, vender hun sig ikke bort fra virkeligheden. Hun varmer sin sjæl i lyset fra Jesu ansigt. I den stilhed hvor Maria ser på Jesus, og Jesus på Maria, opstår bønnen. Derfor behøver vi refugier i vort liv, øjeblikke og steder som fører os tilbage til virkeligheden. De behøver ikke at være lange, og de findes aldrig langt borte. Et blik på en Kristusikon kan række til at føre os tilbage til os selv og til den kilde i vort indre, som giver evigt liv. Et ord at ”tygge” på kan blive et brød som giver livsnødvendig næring. Gentagelsen af Jesu navn kan føre os ind i hans nærvær, som altid er hos os. Så får vi den orientering tilbage, som giver livet dets mening: Den som lever med Gud, bærer helt ubemærket frugt for Gud; ”sådan frugt som hører til omvendelsen”. Peter Halldorf: Med evig Kärlek - - - Daglig läsning.

Alle mennesker af god vilje sammen i bøn

Paven har opfordret alle af god vilje til at gøre dagen i morgen til en faste-og forbønsdag for fred. Det er en fantastisk tanke at kristne over hele verden beder sammen. Den katolske Domkirke i Stockholm har inviteret til en økumenisk bønsaften i morgen. Det kunne jeg ønske at vores også havde. Men Sankt Ansgars Kirke i Bredgade er åben for bedende. Stormuftien af Syrien meldte at han ville rejse til Rom for at være med. Praktisk er det nok umuligt for ham. Jeg vil tro at man på nettet kan følge vigilien på Peterspladsen, hvor paven vil lede bønnen. Faste? Ja, mange vil nok faste på en eller anden måde. Man kan jo i det mindste spise billig mad! Og så tænke på alle de flygtninge, som mangler det nødvendigste. Det bliver en fantastisk dag i morgen.

leve livet

I morges, i min læsning, stødte jeg på sætningen "Jeg er kommet for at I skal have liv". Og straks måtte jeg tænke på Elisabeth af Treenigheden der lige før sin død sagde: "Jeg dør ikke. Jeg går ind til livet". I min alder tænker man på døden. Men det er vigtigt at leve, at "arbejde mens det er dag". Og så har jeg lige bestilt nye briller - uforskammet dyre - men en god investering, når man læser og skriver så meget som jeg gør.

boganmeldelse

Jeg skrev en anmeldelse til KD af Henrik Højlunds bog: Mærk Gud. Jeg vidste at den var alt for lang, men ... ja nu ligger denne tekst som artikel på www.levendevand.dk Følgende langt kortere er så sendt til KD, som vil bringe den. Mærk Gud KD bragte d. 24. august en anmeldelse af Henrik Højlunds nye bog: Mærk Gud. Anmelderen, Morten Thomsen Højsgaard, nævner at forfatteren ”er en toneangivende sognepræst fra kirkens konservative fløj”, men tilføjer: ”Der er slet ingen støjende udfald mod homoseksuelle. Der er ikke et frastødende ord om kvindelige præster”. Altså er forfatteren straks sat i bås: Det er ham fra højrefløjen, der er imod kvindelige præster! Bogen kan dermed få et dødstød: Kun for dem i samme bås. Som katolik er jeg fri af folkekirkelige båse, så jeg købte bogen, læste den og undrede mig: Har anmelderen og jeg læst samme bog? Augustin, på hvis festdag jeg åbnede bogen, sagde, at mennesket er skabt som længsel. Vi er længsel. ”Mærk Gud” handler om menneskets fundamentale længsel. Der indledes med et citat af den norske forfatter og psykiater Finn Skårderud: ” Jeg ved ikke, hvordan man beslutter sig til at lave en længsel eller et savn til tro”. Han mener at moderne troende reducerer Gud til en følelse, der skal dække individuelle behov for selvudvikling. Ud fra dette lader forfatteren læseren møde spændingen mellem det, vi kalder den katafatiske og den apofatiske teologi, mellem Gud som har åbenbaret sig, og Gud, som er ud over alt hvad vi kan fatte. Den spænding som er troens livsvilkår. Læseren bliver inviteret til at møde beboere i det kristne erfaringsunivers, ”troens hus”. Dér er ingen kirkelige båse, kun vide horisonter. I læsningen får jeg samme følelse, som når jeg i et selskab falder i snak med et ukendt menneske. Samtalen vokser i intensitet efterhånden som det viser sig, at vi har fælles bekendte, måske venner. To mennesker der møder hinanden for første gang, føler efterhånden, at de har noget værdifuldt sammen. Vi møder en forfatter fra det første århundrede, Hermas Hyrden, der skrev: ”Klæd dig i glæden, den finder altid nåde for Gud og bliver godt modtaget. Derfor skal du rigtigt fråse i den!” Den engelske humorist og filosof G.K.Chesterton, ham med både father Brown og det intelligente forsvar for den kristne tro: ”Fritænkeri og Rettroenhed”. Der er den franske forfatter Bernanos som tager munden fuld: ”Kirken disponerer over glæden, over hele den portion glæde, som er forbeholdt denne triste verden”. Men også pinsepræsten Tomas Sjödin, hvis lyse ungdomstro blev sat på prøve og modnet i dagliglivet med to svært handicappede sønner, han der som så mange andre fandt hjælp hos 1500-talsmystikeren Johannes af Korset. Moder Teresa! Hun som skræmte hele verden med sin bog, der skildrer hvilket trosmørke hun gik gennem. Nogle beskyldte hende for uærlighed: Her havde hun talt om troen, levet troen, og så troede hun ikke selv! Dette er en økumenisk bog. Synd hvis den bliver sat i bås. ”Højlunds ægteskab fylder meget i bogen.” skriver anmelderen og skaber dermed nogle helt forkerte forestillinger. En styrke i bogen er, at Henrik Højlund spiller på analogien mellem vort forhold til Gud og den menneskelige kærlighed. Så aldeles bibelsk! Læs bare Ef 5,25-33. I ”troens hus” møder læseren også mange ukendte mennesker, som forfatteren har mødt som sjælesørger. Og de mennesker har været heldige! Hvor ofte har jeg ikke på retræter mødt mennesker, der har haft yderst uheldige oplevelser ved at henvende sig til sognets præst, som ikke forstod bare det mindste af deres erfaringer. I dag synes man nemlig i det teologiske studium at have glemt eller forkastet Oldkirkens syn på en teolog: ”En teolog er en, som beder, og den der beder, bliver teolog”. Vi kan ønske os mange bedende teologer. De vil forstå og værdsætte denne bog. Henrik Højlund: Mærk Gud, 213 s. kr. 200,- Kristeligt Dagblads Forlag

hvad en ny ikon kan udrette

Jeg har flere ikoner: En meget gammel russisk Mariaikon, som jeg købte for mange år siden, da man endnu kunne få fingre i en sådan. En anden smuk Mariaikon malet af en kendt ikonmaler i Sankt Petersborg, som jeg fik af ortodokse venner til min 80- års dag. Men jeg har søgt en Kristusikon. Ingen af dem jeg har set, har tiltalt mig. På et nylig besøg i Bjärka-Säby viste Peter mig én, malet af en ikonmaler som jeg har truffet deroppe. Den måtte jeg bare have. Overvejede: Var det ikke luksus at købe den? Men jeg følte at jeg skulle. Den indtog halvdelen af mit store skrivebord - men så måtte den anden helvdel også være i orden. Nu sidder jeg her med en varm, smuk Kristusikon, omgivet af lys og blomster - og et opryddet skrivebord, hvor en masse blev smidt væk, noget fik en anden plads. Der har aldrig været så enkelt og ordentligt som nu. Og nu, da jeg var ved at gøre min arbejdsplads smukkere, gik jeg ud og købte et nyt tæppe til den vinkel der er mellem skrive-og computerbord: 90x160. I smukke farver og helt moderne stil. Og jeg tror ikke den ikon er færdig med at forny!

min adressebog

Min gamle adressebog hang i laser. Ny indkøbt, og nu skulle navne og adresser overføres.  En smertelig opgave!  Af vennerne fra Århustiden var én tilbage. Så mange følelser der gik gennem mig. Den nye adressebog har mange tomme rubrikker.
Men så en sød historie: Peter Halldorf fortalte mig, at GUnnell Vallquist - en kendt katolsk forfatter, medlem af det svenske Akademi, nu 97 år - og biskop Martin Lönnebo hver aften beder kompletoriet sammen - pr. tlf.

aflad!!!

Jeg har netop sendt følgende til KD

Følg paven på twitter og få aflad.

Sådan  var overskriften, og  et par linjer fremme er aflad blevet til tilgivelse!   Er det Ekstrabladet  jeg sidder med? Nej, det er KD!  Mon ikke det var en god idé at give KD´ s journalister, og især dem der har med katolske forhold at gøre, et kursus – bare på én dag – i katolsk teologi og trospraksis. Det kunne skåne dem for at dumme sig, som de så ofte gør, og det kunne gavne det økumeniske klima.

I mine 42 år som katolik har aflad aldrig spillet den mindste rolle. Ja, det var faktisk først som katolik, at jeg virkelig kom til tro på mine synders tilgivelse.  Man må skelne mellem tilgivelse og bod.  Når jeg om aftenen ser tilbage på min dag og beder om tilgivelse for det, som gik galt, så  e r  jeg tilgivet. Tilgivelsen bliver sakramentalt bekræftet i skriftemålet. I årene op til min konversion længtes jeg efter skriftemål. Jeg forsøgte et par gange i folkekirken, men blev skuffet, for dengang var det udyrket mark for  danske præster. Med den stærkt voksende forståelse for skriftemålet er det  i dag så meget lettere at komme til skrifte.  Men selvom synden er tilgivet, kan den have følger som trænger til at blive helede. Derfor giver præsten en bod. ”Bod” kommer af ”at bøde”. De som har prøvet at bøde fiskegarn ved hvad det drejer sig om. ”Modtag som helbredende bod” sagde min først skriftefar. Denne bod kan f.eks. være et råd til at få noget gjort godt igen i forhold til et menneske man har såret, men oftest er det en bibeltekst at meditere over. Det er i denne bodspraksis jeg har fået den vigtigste åndelige vejledning.  Og de bibeltekster jeg har fået som bod, har en særlig plads i mig.

Men hvad så med skærsilden? Både sidste århundredes vel største katolske teolog, Hans Urs von Balthasar, og dennes elev, pave Benedikt, har beskrevet skærsilden som mødet med Guds kærlighed, der både er vores lykke og afslører vores hårdhed. Vi kan i vort liv mange gange opleve dette - "skærsild" - hvor Guds kærlighed afslører os og bevirker en dybere omvendelse. Det kan gøre ondt, men er samtidig en helbredende glæde.  I traditionen har man talt om tårernes gave, de tårer som Helligånden fremkalder, og som både er smerte- og glædestårer, "La douloureuse joie" på fransk. Mon ikke vi i dødens store møde med Guds kærlighed vil opleve disse salige tårer? Pave Benedikt indskærpede, at man aldrig måtte forestille sig skærsild i tid og rum. Gud bruger hverken ild eller skurepulver for at rense os, men omfavner os i sin store Kærlighed, og vi bliver rene. Nu afdøde biskop Hans Martensen fortalte engang at han forestillede sig skærsilden  i billedet af et barn, der havde være uartig, moderen havde bragt den sag ud af verden, men nu sad barnet småhulkende på moderens skød. Det skulle komme sig! Hvad skal vi så med aflad? Glem alt om den! Den har større plads i sensationspressen end i katolikkers bevidsthed. Da jeg konverterede, besluttede jeg at holde mig til sandhedernes hierarki: Kirke- og embedssyn, sakramenterne … - og aflad fik aldrig nogen plads.

--

Ikke hvad jeg gør, men hvad jeg er.

Hvor ofte har jeg ikke sagt dette på retræter, i foredrag: Væren kommer før funktion. Min identitet er i det, jeg er, ikke i det, jeg gør. Og så må det igen og igen aktualiseres.

Nu gør jeg ikke så meget. Leder ikke retræter,  redigerer ikke tidsskrift … og så mærkes det at en del af identiteten alligevel var bundet til funktionen.

Peter havde fået kald af Jesus: På dig vil jeg bygge min kirke.  Men han havde nok bygget sin identiet på dette: Det er altså mig, det hele bygger på!   Dette var ikke solidt, og det måtte gå totalt i stykker. Og først da var Peter klar til at leve sit rigtige kald: At være i en kærlighedsrelation til Jesus.  ”Elsker du mig?” spørger Jesus Peter. Ikke: ”Vil du være leder? ”

At leve i et kærlighedsforhold til Jesus er altid det egentlige kald for en kristen. Vi kan så blive sendt ud i en tjeneste. Den er tidsbegrænset men kaldet er evigt.

yngstesønnens 60-årsdag!

Nej, det er ikke løgn - selv om jeg af og til siger ved mig selv. Det er løgn, så gammel er jeg altså ikke!

Men jeg havde en skøn uge i Norge, hvor min yngste  søn og hans norske kone bor i Ås og har en skøn hytte i Drøbak, ved Oslofjorden. Et norsk tidsskrift hedder "Hytteliv", og det egner sig udmærket til godnatlæsning, når nu man har ferie. Og så får man indblik hvordan "hytter" er indretet. Heller ikke denne ville jeg kalde en hytte. Jeg ville meget gerne udskifte mit badeværelse og køkken med hyttens!  Men altså: en uge med den skønneste udsigt , fint vejr og masser af familiesamvær. Ikke at forglemme: To gange lækker festmiddag: Fiskesuppe -  rensdyr og elgsteg med stegte kantareller og så Finns berømte hjemmelavede is.  Nydt på terassen i skønt vejr og den vide udsigt over fjorden.

Sammen med familien er jeg oldemor, den ældste ... og så når jeg igen er hjemme, skal jeg arbejde med den artikel jeg har lovet at aflevere inden d. 15.8. -    OM Helligånden og bønnen.

Jeg har også i hovedet til denne blog et mere seriøst indllæg end dette, men det må vente.

De helliges samfund

et gammeldags udtryk!  Men et tidsløst fænomen. En god ven spurgte om der havde været noget særligt den og den aften, for hun havde tænkt så meget på mig. Jeg mindedes ikke noget særligt, men derfor kan der da godt have været noget, som hendes bøn afværgede.  Men jeg kender så udmærket dette, at man ligesom får et  prik "på skulderen": Du skal bede for den og den. Og så bliver man helt stille indeni, med det indre blik rettet mod denne person. Det kan være mærkeligt, for måske er det én jeg kun kender perifert, men som pludseligt bliver nær.
I går havde jeg et dejligt besøg af en norsk teolog, i dag kommer en kv. præst. Fællesskab på kryds og tværs.

dødsannoncer!

Må le af mig selv! Når jeg har set de vigtigste nyheder og artikler i dagens avis, slår jeg op på "Navne"  og kigger lige dødsannoncerne gennem. Nogen jeg kender? Og der bliver stadig flere!  Og hvor gamle blev de? Og så regner jeg lige ud -   næsten uden at tænke over det, helt automatisk -  hvor mange år  jeg kan regne med at have tilbage.

Det trøstede mig, at br. Wilfrid med en varm latter sagde, at han gjorde akkurat det samme. Og så kom snakken om hvordan vi mærkede alderen.

Af det netværk jeg engang havde i Århus er kun få tilbage.

Når jeg skriver så lidt på denne blog, er det jo fordi det slet ikke er spor sjovt at blive gammel.  Men nok mest fordi jeg synes, at det  som optager mig mest, slet ikke passer til bloggens titel. Det, som fylder, er jo ikke aldersbestemt.

Lige nu: Hvad sker der i vores danske katolske bispedømme? Jeg tænker på Neokatekumenerne!  Det lyder så godt: Vi har et præsteseminarium, der uddanner præster på løbende bånd. Hvad kan en biskop ønske sig mere?  Ca to præster om året. Unge - nogle af dem flotte -  mænd, alle italienere eller spaniere, en enkelt polak.

Men hvor de kommer, bliver der splittelse.  Den norske katolske biskop har frabedt sig dem -og han får så norske kald.

Jo, der kommer nok mere om dette!  Her kan jeg vel tilade mig at udgyde mine bekymringer. jeg har dog gennem masser af år mødt og ofte talt med afhoppere fra nyreligiøse bevægelser. Og når jeg nu taler med afhoppere fra NK, så løber det mig koldt ned ad ryggen. De sekteriske træk er de samme.

Jeg skriver nu også på en artikel om pave Frans til det sv. tidsskrift Pilgrim.

Venter en gæst, så nok om det i dag!

at modvirke tendens til depression

Hvorfor skriver jeg så lidt i denne blog?

Jeg startede den med begejstring. Gav den en positiv titel:  Ældes – i forundring.  Som om dette at ældes er en spændende opdagelsesrejse ind i et ukendt land.

JO, det har jeg vel også oplevet lidt af, men …

Så ofte er det  en kamp mod tristhed – ja vel depression. En tendens jeg vel altid har haft, som min far led af. Engang var noget meget væsentligt i mit liv de lange traveture i skoven. Slidgigt hindrer mig nu i det. S. Kierkegaard har sagt han gik sig fra alle triste tanker.  JA – det har jeg også gjort. Skoven har befriet mig fra så meget tungt. På tur i skoven har jeg fået inspiration til foredrag, artikler. Jeg har aldrig bare kunnet sætte mig og skrive, men på en travetur kunne et helt foredrag komme til mig, ikke gennemarbejdet, men som en inspiration, som jeg så kunne arbejde med.

Knæoperation – og ikke mindst den jeg måske skulle have, men ikke orker  – har ændret mit liv. Hvor meget og hvor dybt opdager jeg lidt efter lidt – og det giver mig ikke forundring, men tristhed.

Jeg har altid holdt af de lange ensomme ture. Men ””indelukket”” bliver den gode alenehed til den onde ensomhed. Den dræbende ensomhed.

JO, jeg ved det: Det er op til mig at kæmpe mod dette. Først ved at acceptere. Så ved at være taknemmelig for at jeg bor så smukt.

Men også min bopæl skaber smerten.  I 35 år har jeg dagligt kunnet gå til messe og naturligvis hver søndag.  Nu er dette radikalt ændret.

At have sommerferien foran gør trist. I juni  og juli ingen hverdagsmesser, i juli intet. I august ingen søndagsmesser. I den kirke, som vi ofrede så meget for at få restaureret, og som nu er så smuk.

Da jeg flyttede tilbage fra Sverige besluttede jeg at lade mit kørekort udløbe. Uden fast løn ville jeg jo næppe få råd til at have bil, og med de fine offentlige trafikmidler så tæt på, ville det også være luksus.  Nu ville jeg godt nok ønske at jeg havde den mindste lille bil. Jo, der er søde venner der tilbyder kørsel, der er handicapordningen, som er fin.

Nej, nej, nej – nu er jeg inde på det spor der gør mig trist.

I dag har vi lørdagsmesse, den sidste i lang tid. 

Jeg læser hver dag fra Peter Halldorfs bog: Med evig kärlek.   OM aftenen læser jeg følgende dags  tekst, som jeg så repeterer næste morgen. I aften om de to sønner .  Den ældste søns surhed,   og så: ”Det svar der rymmer den självklarhet som vi ofte inte uppfatter: ”Allt mit är ditt”. Faderns eviga kärlek strömar mot dig som om Gud bara älskade dig. I dag vil han öppna dina ögon så att du ser att i Gud har du allt du behöver”.

Mon ikke det er en god medicin mod truende depression?

Alt er gennemlyst ...

Nej, jeg vil ikke slutte den "tråd" jeg  er begyndt, men dette er lige hvor jeg er nu:

I flere år  læste jeg Wilfrid Stinissen: i dag er Guds dag – og selv om den er en klassiker, trængte jeg til nyt. I år læser jeg Peter Halldorf: ”Med evig kärlek”.  Den giver mig ofte aha-oplevelser.

I går – om pinsen: ”Evigheten fläktar i vårt bröst …  Allt är genomlyst i bråkdelen av en sekund”.

Ja, netop! Det er dette ”lys” som af og til gennemlyser en, så man  v e d: Evigheden er her.

Måske får man dem oftere, jo  ældre man bliver: Evigheden kommer jo nærmere for hver dag. Men den er også her og nu.

Forleden dag faldt jeg ”ned” i gamle dagbøger. Det jeg læste var skrevet i en begsort periode i mit liv. Og jeg tænkte: Du godeste hvordan kom jeg helskindet gennem alt dette?

Men mit i sorte beretninger var der også netop dette: Alt blev gennemlyst i en brøkdel af et sekund.

Disse lysglimt fyldte mig med kraft til  at gå videre.

Den kraft som pinsen vil give os i rigt mål.

Basilius af Cæsarea (300-tallet) skriver: ”Som solen skinner over alt, og du dog føler den varmer, som var du den eneste, sådan kommer Helligånden til dig, som var du den eneste i verden”.

Det er pinsen!  Hver af os får en guddommelig Ven, som altid vil være hos os, i os. Som hvert øjeblik vil lede os, som varmer vort hjerte, som overøser os med sine gaver.

Hvert år får vi chancen for på ny at modtage Helligånden, for på ny at vove tro på denne sandhed: han vil være hos dig, hos mig, som var du, jeg, den eneste.

Skal vi vove tro det? Vove at gå ud i Åndens eventyr?  Nej, vi ved sandelig ikke, hvor det eventyr leder os, men det gør da livet spændende!

at blive sig selv 2

I de første århundreder blev ørkenerne i  Nærorienten invaderet af et mærkeligt folkefærd. Ørkenfædrene kalder vi dem, som om de var en homogen flok, hvad de langtfra var. Der var også ørkenmødre mellem, hvad ofte er blevet glemt. En af disse måtte da også forklæde sig som mand for at kunne leve dér, og først da man skulle forberede hende til graven, blev hun afsløret. ”De var som skibbrudne der flygtede fra det synkende skib” skrev Thomas Merton. Altså verdensflugt? Angst for at engagere sig i verdens problemer? Næsten det værste man kan tænke sig i dag.

Men verden kom til dem. Folk strømmede ud i ørkenen for at få del i deres visdom – nogle nok også af nysgerrighed. Og de flygtende søgte bare længere ind i ørkenen, nogle så langt at de ikke blev fundet.

De behøvede ikke at lokke med spændende gudstjenester og så glæde sig når da bare kirkerummet blev brugt. Som en sognepræst der viste mig rundt og fortalte hvor mange tusinder der kom i kirken. Jo tak, hvad kom de til: en masse kurser, nogle koncerter og sågar yoga, men søndagens gudstjeneste var ringe besøgt.  

Der blev ikke skrevet bøger i ørkenen, nogle talte kun få ord til de besøgende. Men ord, der havde en sådan vægt, at de har talt gennem århundrederne. Vi har dem i forskellige samlinger, og i dag oversættes de flittigt. Ørkenfædrene var forløbere for klosterbevægelsen. I  klostrene har deres ord hørt til den  daglige læsning, og da klostrene har været det stærkeste kulturskabende element i Europa, har disse enkle ord indirekte været med til at forme os.

De holdt ikke lange prædikener for dem, der lykkedes at finde dem. ”Giv mig et ord” var den bøn som besøgeren kom med. Et af de ord, som går ingen er: ”Flygt” – ja igen: Verdensflugt!

Vi læser og tænker ørkenens visdom ud fra vores egen kontekst. Der er ord, begreber som vi er nødt til at tænke om  - oversætte – for måske havde de en helt anden betydning i deres verden end i vores.

Vi taler om at finde os selv, ja at realisere os selv. Nogle forstår dette som at eksponere sig selv – på facebook evt.

De som ville gå i lære hos ørkenfædre og – mødre talte også om sig selv.   Om de tanker der gang på gang dukker op, om fantasier, om alt hvad der rumsterer i sindet. De blev ikke mødt med det vi ville kalde sjælesorg eller psykoterapi.  De spillede bold op ad noget som var større end det enkelte menneskes erfaring. De gjorde sig sårbare, de indså hvor komplekse de var. De gik ind i den forvandling, som Henri de Lubac ikke var så sikker på at vi ønskede.

Johannes ’Dværgen udtale: ”Vi har skilt os af med  den lette byrde, som hedder selvransagelse og påtaget os den tungere: Selvretfærdiggørelsen”.

Tolderen havde ransaget sig selv og erkendte, at han var en synder. Han bekendte det og gik glad og fri hjem. Farisæeren sammenlignede sig selv med andre og så at han var dem overlegen: altså ikke noget at komme efter her. Og han slæbte videre på den byrde det er altid at skulle retfærdiggøre sig selv.

Hvor jeg genkender mig selv i ham!  Jeg fortæller noget negativt om en anden. Det kan være sandt, men den skjulte intention er at hævde mig selv. Sådanne tanker kan findes i mange variationer.  Jamen er det da ikke tungt og trist at se dette og endnu mere at fortælle det til en anden?

Nej, for Gud ved det jo allerede. Han står klart il at tilgive og rense – så vi kan gå frie og glade hjem. Først når vi til bunden ser vore skjulte fejl, kan Jesus virelig blive frelseren for os.

Det er     centralt i ørkenens visdom.

Johannes Dværgen sagde: ”Intet glæder fjenden mere end de som ikke udtrykker deres tanker”.

(fortsættelse følger)

at blive sig selv

At blive sig selv.

Hendes udstråling fortalte mig: Her er bare noget særligt. Det er mange år siden jeg mødte hende, men jeg glemmer hende aldrig. Hun var uddannet inden for sundhedsvæsenet, men havde suppleret med forskellige kurser i alternativ behandling  - som så mange andre. Derfor kan hun også i dette bevare sin anonymitet. 

”Jeg vil følge mit hjerte”, kom det ofte fra hende, med stor overbevisning. Jo hun virkede helt igennem oprigtig.

Nu hører man oftere ”Jeg vil følge min ”mavefornemmelse”. Er det fordi dette udtryk er mindre alvorligt?  Men meningen er nok den samme: Jeg vil følge det mest ægte i mig.

At følge sit hjerte, mener man, fører til at finde eller blive ”sig selv”, også et in-udtryk, som er aktualiseret i anledning af Søren Kierkegaard-jubilæet.

Hos ørkenfædrene møder man en modsat holdning, der tilskrives en vis Isidor: ”Af alle onde impulser er den mest frygtelige drift at følge sit eget hjerte”.

Bibelen ser nu heller ikke så positivt på det, som kommer fra hjertet:  ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser”. 

Jeg mistede kontakten med den unge kvinde, men så langt som jeg fulgte, blev jeg bekymret for hendes vej. Det ville have været omsonst at udtrykke dette til hende, for hun var så sikker: Jeg følger mit hjerte, altså ret vej.

Men er dette at følge sit hjerte dog ikke en vej til oprigtighed? Taler Bibelen ikke om ”oprigtighed af hjertet”? Den katolske teolog, Henri de Lubac fratager os også illusionen om oprigtighedens værdi: ”Det er ikke oprigtighed men sandheden som gør os frie … at sætte oprigtighed på første plads er måske dybest set udtryk for, at man ikke vil forvandles”. (Paradoxes of Faith, s.127).

 (fortsættelse følger - forhåbentligt)

Nej, det kan jo ikke!

Så længe siden jeg har skrevet. Hvorfor? Nok fordi min intention med denne  blog var at fortælle om, hvor  meget der er at forundres - positivt - over, når man ældes.

Og så i en periode har alt det negative fyldt meget. Hver dag dette: jeg ville gerne det - men nej, det kan jeg ikke.

En kontakt med en ungdomsveninde, som fortalte om at en af vore fælles venner var død, og så "Nu er vi to de eneste som er tilbage fra dengang" . JO "dengang" er længe siden. Da vi trillede barnevogne! 

Vore veje er forlængst skiltes.  Jeg blev katolik - de andre undredes. Siden mødtes vore veje sporadisk, men vi holdt fast ved julebrevene. Hver for sig fik vi nye venner, nye netværk.

Men alligevel!

I går talte jeg med en ven som er en måned ældre end mig. Jo, vi talte om væsentlige emner, som ikke lader sig referere nu, men det blev også om angst for at falde, om afhængighed af stok ... Men så sandelig også om at vi begge er aktive på hver sin måde.

Og nu i fremtiden: Ikke begrænse mig selv ved kun at skrive om det positive. Det er så sandelig ikke nogen dans på roser at blive gammel!

Det er konstant at møde grænser. 

Men så sandelig også at opdage nye vidder.

Og lige nu kan jeg se, hvordan det store gamle bøgetræ i haven er ved at springe ud. Bladene på de grene som er vendt mod solen, blev først svumlende, og nu er det grønne ved at titte frem.    Nyt liv, ny opstandelse - altid nyt liv af død.

Gå nu ut och hela Kristi Krop

Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

Johannesevangeliet kapitel 17 vers 22 - 23

Verset fra Johannesevangeliet har fulgt Grethe Livbjerg i ti år.  Den 86-årige forfatter og blogger fra Ordrup deltog i 2004 i  et møde i det nordlige Sverige, som samlede  ca. 8-900 kristne fra forskellige kirkesamfund. Inden deltagerne skiltes var der en afskedsgudstjeneste, hvor den svenske biskop Martin Lönnebo, efter at have lyst velsignelsen stod stille lidt og så sendte deltagerne ud med ordene: ”Gå nu ut och hela Kristi Krop”.

 ”Straks vidste jeg, at det var dette, jeg skulle bruge resten af mit liv på.  Jesu sidste bøn om enhed blev meget aktuel for mig. Vi skylder verden enhed. Ikke fordi det er dejligt at mødes på tværs af kirkeskel, men fordi verdens frelse afhænger af de kristnes enhed.  Enhed – ikke enshed.  Ligesom Tre-enigheden er en enhed, hvor Fader, Søn og Helligånd er forenet i kærlighed trods forskellighed," siger Grethe Livbjerg.

Hun voksede op i et folkekirkeligt hjem, men konverterede midt i livet til den katolske kirke og har i en årrække været optaget af økumeniske spørgsmål. Som redaktør af  tidsskriftet "Levende vand" har hun fulgt den økumeniske samtale, som på mere overordnede niveauer føres mellem kirkesamfund. Men den enhed Grethe Livbjerg ville arbejde for, inspireret af Jesu sidste bøn, skulle foregå på græsrodsplan. Også pave Benedikt inspirerede Grethe Livbjerg til at tage initiativer på græsrodsniveau.

"I sin første tale til kardinalerne i 2005 understregede pave Benedikt behovet for at arbejde for enhed. Han sagde, at når vi står for den almægtiges domstol vil hver enkelt af os blive spurgt, hvad vi har gjort og ikke gjort for de kristnes enhed," siger hun.

Ud fra et ønske om at arbejde for enheden mellem kristne inviterede hun en gruppe mennesker fra alle kirkesamfund til et forum, som eksisterer den dag i dag. Her mødes baptister, metodister, lutheranere, pinsefolk, ortodokse og katolikker og taler om tro og liv. Ved hver samling deler en af deltagerne sin troshistorie.

"Vi lærer hinanden at kende og erfarer Helligåndens nærvær og virke mellem os. Nogle har sagt, at enhed skabes gennem personlige venskaber. Jeg tror det er rigtigt. Fra at være et forsøgt fællesskab er vi blevet hinandens venner. Vi ved godt, at vi ser forskelligt på mangt og meget, men vi drøfter ikke vore forskelligheder.  Som den ortodokse teolog Olivier Clément (1921 - 2009) har sagt det, må enhver økumenisk samtale begynde med, at vi sammen søger tilbage til vore fælles rødder før alle splittelser. Netop dette sker i dag på forskellige niveauer ".

"Pave Johannes  Paul II (1920 - 2005) sagde engang, at vel er de kristnes splittelse en katastrofe, men Gud kan også bruge katastrofer. Ved at vi har været adskilte, har Helligånden virket forskelligt i forskellige kirker. Når vi så mødes, er vi rigere, fordi vi har hver vores værdier at komme med. Sådan oplever jeg det selv. Jeg er stadig katolik, men jeg er langt rigere end før, fordi venskabet med andre kristne har beriget mig ubeskriveligt meget," siger hun.

døden - overgang til LIVET

Døden – overgang til LIVET

Når man er 86, kan man ikke undvige tanken på døden.  Hvor længe vil jeg komme til at følge mit yngste oldebarn? Masser af den slags spøgsmål dukker op.- Også angst for døden. Jeg har altid følt mig usikker over for det ukendte. Og døden er sandelig ukendt. Jo, Troen siger – men angsten vil have sikkerhed. Ikke bare tro!

Og så: En aften – det er ca. en uge siden – jeg var lige ved at sove ind. Da oplevede jeg at være på grænsen til ”den anden side.  At være ved at ”faire mon passage”, som man siger på fransk. Var det i drømme?  Mod mig kom allerførst Therese af Lisieux, dernæst mine forældre, flere afdøde venner -   og så sluttede det.

Var det drøm? Hvad var det?  Det er rystende ligegyldigt, for det efterlod i mig en virkelighed. Måtte tænke på Grundtvigs salme:” Helgen her og helgen hisset, er i samme menighed. Derom haver os forvisset, Han som alle dybder ved”.

Ja nemlig! Drøm eller vågen tilstand? Han som alle dybder ved, forvissede mig om at døden ikke er afslutningen, men netop at ”faire mon passage” til et rigere liv.

Lovede Jesus os ikke ”liv i over flod”?  Det er ikke døden jeg går hen imod, men liv i overflod.

Nu er jeg slet ikke lettroende med hensyn til ”oplevelser”.  Jeg er opdraget af Johannes af Korset – og af østkirkelige mystikere.  Og de afviser ”oplevelser”.  Jo de findes, men man skal ikke søge dem, ikke være optaget af dem.

Derfor er det heller ikke let, at jeg   lægger dette ud!

Og dog tror jeg at jeg skal. Så værsgo – her er det!

vigtig boganmeldelse

Henri J.M. Nouwen: DEN SÅREDE LÆGE -  At tjene i verden i dag,  Boedal 2013. 113 s. kr. 175,-

Henri  J.M Nouwen (1932-1996) er en gammel kending, han skrev 40 bøger, oplag 2 mill, på 22 sprog. Flere af hans bøger er udkommet på dansk.

Og nu har vi også fået denne hans mest læste bog.

Den udkom i USA i 1972, og den har i sin engelske udgave fået en sproglig ansigtsløftning, men indholdet er vedkommende i dag.

Da jeg pakkede den ud, var mit første indtryk: Hvor er den  smuk!  Nu ivrer mange for e-bøger, og disse  har sikkert de res ret, men en smuk bog indbyder nu på en helt anden måde til læsning.

Og så oversættelsen! Engang læste jeg en fransk bog, som virkelig satte mit hjerte i brand.  Den skulle udkomme på dansk, og jeg glædede mig. Men oversætteren havde dræbt den!  Det var en dygtig oversætter, og alt var ord til andet korrekt, men teksten  fængede ikke mere, og bogen fik da heller ikke nogen udbredelse her i landet.

Louise Øhrstrøm, som har oversat denne bog, er sprogkunstner. Hendes oversættelse er medrivende smuk.  

Nouwen  indleder bogen med beretning om en ung mand på 26 år,  der opsøger ham. Med ham som mønster prøver Nouwen at beskrive den almindelige tilstand i den moderne verden. Nu ville denne mand være 66 år, og man kan spørge, om diagnosen stadig passer.

Historisk rodløshed?  Jo, den er nok ikke blevet mindre. Og dog er man i kirkelige kredse begyndt at søge sine rødder.  

Tilværelsen for denne unge mand er blevet fragmenteret. Der mangler en sammenholdende mening, der kan give livet retning. Spørgsmålet er, om det ikke er nødvendig at transcendere vore menneskelige begrænsninger for at kunne skabe et meningsfuldt liv.  Sagt anderledes: Om ikke det centrale problem for det moderne menneske er, at det har tabt sansen for udødelighed.

Vi kan langt hen ad vejen genkende os selv og vor samtid i Nouwens analyse. Hans anliggende er så, at vi må erkende vore egne sår, som ikke bare skyldes de personlige slag vi har fået, men som også består i, at vi deler vor samtids eksistentielle sår.

På mit bord ligger et program  for kurser i:  Personlig udvikling – Eksistentiel afklaring – Energiforståelse – Spirituel fordybelse. 

Dette er bare et af mange. Og alle bekræfter de Nouwens analyse af det moderne menneske problemer.

Jeg vil varmt anbefale dem, der føler sig tiltrukket af sådanne svar  på tilværelsens problemer, at købe og langsomt meditere over denne bog.

Det er både billigere og bedre end mange kurser.

Og hvem siger, at man ikke kan meditere og drøfte den sammen med andre!

samtale om døden

Uha, det er længe siden jeg har skrevet. Men der har været så meget ...
Jeg søgte noget på min harddisk, og stødte på denne samtale mellem redaktøren af Pilgrim, Peter Halldorf og  mig. Den har været bragt i det svenske tidsskrift og er der for på svensk.

Opstandelsen overstråler døden.

P.H.: Du har undertiden i forbindelse med døden talt om  forundring. Føler du I den alder du nu har, at du i døden vil forundres?  

G. L. : Når man ved, at tiden for mødet med livet på den anden side er kort, bliver spørgsmålet  mere nærgående:  Hvad er det jeg skal møde? Nu og da kan en bøn stige op fra dybet av mit indre, uden at jeg reflekterer over den. ikke min bøn, men en bøn som bedes i mig. Engang bad jeg ud fra en vis desperation: ”Jesus, vis mig hvad der venter mig. ”Pludseligt omfavnedes jeg af en varm kærlighed.  Det var svaret: Det er kærligheden  som venter mig!

P.H.: Har dit syn på døden altid været så lys?

G.L.: Min opfattelse af døden er dybt forankret i vækkelseskristendommen. Jeg mindes min morfar, en patriarktype. Han levede av sin bibel, kunne den udenad. En morgon da han sad och læste sin tidning, föll den ur hans händer. Han höjde den ena armen, samtidigt som han utbrast i ett glatt och förundrat ”Åh!”. Sedan föll han ner död. Jag bars från början av barnets enkla tro: Att dö är att gå hem till Jesus. Men så dök det upp stränga helvetespredikanter som sårade det lilla barnets själ. Den glada förväntan byttes i ångest. Ibland undrar jag om de inte alla borde få en kvarsten om halsen… Men de visste ju inte bättre.

P.H.: ”Innanför eller utanför, var ska du stå en gång”, sjöng man ju i de gamla bönhusen.

G.L.: Jag minns en ungdomskamrat vars död gjorde djupt intryck på mig. Med sitt mycket livliga temperament passade hon inte riktigt in i bönhusmiljön där vi växte upp. Hon genomskådade var fromma beteenden och karikerade dem. Hennes föräldrar var bekymrade för henne. Hon blev alvarligt sjuk, og en dag tyckte hennes far att han borde förbereda henne för döden. Hennes reaktion var väldigt enkel: ”Det gör inget, för Jesus är här.” Hennes kamrater kom hem till hennes begravning. Vi samlades alla på gårdsplanen, stilla och högtidligt gick vi bakom kistan från hennes föräldrars gård till kyrkan. En helande stillhet omslöt oss. Men hon hörde ju inte till de frälsta! Hon hade faktiskt gjort narr av de allt för frälsta. Och likväl: Jesus var där. En del av de alltför snäva ramarna sprängdes den gången.

P.H.: Hur har din syn på döden sedan förändrats under livets gång?

G.L.: När tron mognar skapas också en större förväntan inför det stora mysterium som väntar bortom döden. Som en gång när jag låg på sjukhuset och väntade på en operation: ”Kanske är jag där om några timmar”, tänkte jag. Men så återkom rädslan som planterats i mig som barn. Det finns väl också ett helvete? Mina många synder… Senare kom skärselden in i bilden. Inte i samband med min konversion, för då tog jag mig an trons sanningar i en sund hierarkisk ordning, och skärselden hamnade då utanför.  Men den hörde ju till.

P.H.: Du har under en stor del av ditt liv lett retreater och varit andlig vägledare för människor. När det kommer till den yttersta frågan om döden, var har du själv fått den vägledning som varit dig till störst hjälp?

G.L.: Mötet med kyrkofäderna kom att fullständigt förändra mitt förhållningssätt till döden. För dem står uppståndelsen i centrum. Jesus har besegrat döden, och han drar oss med in i uppståndelsen. ”Minnet av döden är en nåd, som läggs till de övriga gåvor Gud ger oss”, skriver Johannes Klimakos på 600-talet. Minnet i denna mening är ett metafysiskt minne, en erinran, något helt annat än de psykologiska minnen som vi bär med oss genom olika upplevelser i livet. Djupt inom oss vet vi att vi ”haver ^{andetsteds hjemme”, som Blicher} sjöng. Det minnet är förbundet med tron: ”Det är omöjligt att leva den kommande dagen i tro, om vi inte betraktar den som den sista i vårt liv”, säger Johannes Klimakos

P.H.: Måste man oavbrutet tänka på döden för att kunna leva i tro? 

G.L.: Både och. Tro har med verkligheten att göra. Och döden är en del av tillvarons verklighet. Men minnet av döden måste vara förbundet med Jesu namn. Namnet på honom som har besegrat döden. Klimakos säger också: ”Låt minnet av döden vara närvarande när du faller i sömn och när du vaknar, liksom åkallan av Jesus. Då kommer du att vara beskyddad när du sover.”

P.H.: Om Kristus inte har uppstått är vi de mest ömkansvärda av människor, säger Paulus.

G.L.: Ja, Jesu uppståndelse – och vår egen – är den grund kristendomen bygger på  -  eller: eksistentielle sandhed”omdrejningspunkt”. Varje kristen är kallad till ett liv där vi har lagt döden bakom oss, och därför inte behöver frukta kroppens död. Under de första århundradena kallades de kristna ”de som inte fruktar döden”.

P.H.: Förundran inför döden är alltså möjlig för att uppståndelsens liv redan inträtt?

G.L.: Jag upplevde en gång ett dop genom nedsänkning. För mig som är van vid tre handkupor vatten över barnets huvud, var det en stark upplevelse. Prästen gick ner i sjön tillsammans med de två stora barnen. I tur och ordning försvann de ner under vattnet, för att strax komma upp igen. De dog med Kristus och uppstod med honom. Efteråt kunde vi se, både på de nydöpta och på prästen, att något hade skett. Det var gripande när vi under vandringen från sjön till kapellet sjön den gamla väckelsesången: ”Saliga visshet, Jesus är min.” I den vissheten vågar jag också tro på min egen uppståndelse.

P.H.: ”Om vi har dött med Kristus, skall vi också leva ett nytt liv med honom”, säger Paulus. Och kyrkofäderna kallade den andliga människan för en ”uppstånden människa”. Vad innebär, på ett existentiellt plan, denna uppståndelse?

G.L.: Vi döps till Jesu död och uppståndelse, och hela vårt liv är en övning i att dö och uppstå. Ibland måste vi också dö från sådant i vårt liv som vi förlitar oss på, det som skänker trygghet, för Gud har något annat för oss. Något inträffar som får vår yttre trygghet att störta samman. Det kan vara en människas död, en skilsmässa, ett avsked från ett jobb. Man är som en död utan att kunna se någon uppståndelse. Men plötsligt bryter ljuset fram, och vi får ta emot nytt liv igen.

P.H.: I dopet har alltså denna död och uppståndelse redan skett, fastän den ständigt är i vardande. Hur ser du på förhållandet mellan dopet i vatten och dopet i Ande?

G.L.: Dopet i Anden gör oss förvissade om dopets nåd. Därigenom vet vi att vi har dött med Kristus och också uppstått med honom. I den vissheten släpper ångesten för döden sitt grepp.

P.H.: Kan du utveckla det.

G.L.: Det är den nåden som kan följas av tårarnas gåva, en erfarenhet som på franska kallas ”la douloureuse joie”, den smärtfulla glädjen. Hjärtat av sten förvandlas till ett hjärta av kött. Ett hjärtas som är lyhört för Andens viskning. Ett hjärta befriat från den tunga ångesten. Ett hjärta där Anden ingjuter kärlekens glädje och krav.

P.H.: Kärleken krav?

G.L.: Just den erfarenheten är själva kärnan i skärselden, så som påven Benedikt beskriver den. I mötet med Guds oändliga kärlek och rättfärdighet upplever själen sin egen otillräcklighet – även när den gudomliga kärleken har luttrat själen från den sista resten av synd. Skärselden är alltså inte en fysisk plats, utan en djup inre erfarenhet av Gud, som väcks av Guds kärlek.

P.H.: Det låter som att skärselden skulle kunna liknas vid ett andedop!

G.L.: Ja, hvorfor ikke? Jeg ser begge som en overvældende oplevelse af Guds kærlighed, som både vækker glæde og smerte, fordi den afslører vores hårdhed. Sådan forklarer det 20.århundredes største katolske teolog, Hans Urs von Balthasar skærsilden i sin bog ”Was dürfen wir hoffen?”, og han havde inden trykning  drøftet manuskriptet  med Ratzinger, den nuværende pave.

P.H.: Du återkommer ofta till livet i Anden, och har i din memoarbok berättat om ett slags andedopsupplevelse for få år siden.

G.L.: Den erfarenheten har gjort det tydligare för mig hur ett liv i Anden leder till en växande medvetenhet om dopets nåd. En medvetenhet som fullständigt förvandlar människan. När allt verkar förlorat – det känns som att vi har drunknat – kan uppmärksamheten på vårt dop förvandla död till uppståndelse. Jag har själv gjort den erfarenheten. Därför är all askes en övning i att avstå det som skymmer dopets nåd för vår blick. Livet i Anden leder till uppståndelsen här och nu.

P.H.: Vad gör du när blicken skyms och ångesten kommer smygande på nytt?

G.L.: Da er tungetalen mig en stor hjælp. Jeg ved, at der er mange i min baggrund, som ikke forstår mig i dette, ja som har lagt afstand til mig på grund af tungetalen. Men ud fra min erfaring gennem de sidste år mener jeg at der bør tales meget mere om denne gave. Den bør gøres lettere tilgængelig. Den er en hjælp i  mørke perioder, som vi alle går gennem.

P.H.: Låt oss återvända till kyrkofäderna, som har betytt så mycket för dig. De talar ofta om kyrkan som det ”nya Eden”. Att kyrkan djupast sett är världen på väg mot sin förklaring.

G.L.: Kyrkan ger oss uppståndelsens näring: Den Uppståndne själv! Irenaeus av Lyon säger att ”som brödet efter åkallandet av Gud inte längre är vanligt bröd, utan består av både en jordisk och en himmelsk del, så är våra kroppar som deltar i eukaristin inte längre förgängliga, eftersom de bär på hoppet om uppståndelsen”. Jag minns när jag under en retreat knackade på retreatledarens dörr för att få gå till bikt. Prästen mötte mig med en omfamnande glädje och sa: ”Här kommer en som vill fira uppståndelsens fest!” Även bikten är ett uppståndelsens sakrament. En påtaglig erfarenhet av att det gamla är förbi, något nytt har kommit.

P.H.: Och samtidigt vet vi att döden en dag skall komma och hämta oss, att allt det vi erfar här bara är en blek skugga av det som skall komma.

G.L.: Det är så sant. Allt gott, det bästa och vackraste visar bara hän. Det är inte nog för mitt innersta djup. Och samtidigt är det just däri allt det sköna och goda har sitt yttersta värde. För mig handlar det om transparensen. Här i tiden ligger liksom ett täcke över allting. En dikt, ett konstverk kan för ett ögonblick bryta igenom. För en kort stund skymtar evigheten fram. Jag minns särskilt en konstupplevelse på Louisiana. Temat var Overdækningar. Sal efter sal var fyllda av övermålade konstverk. Bara ett litet hörn antydde att det från början varit något annat. Människor stod i beundran framför målningarna, och jag tänkte: Kejsarens nya kläder! Här finns ju inget. Detta är verkligen den moderns konstens förfall. Men när jag efteråt stod på en busshållsplats föll blicken på en grön gren. Jag såg det på ett sätt som jag aldrig tidigare sett en grön gren, den var genomskinlig, evigheten strålade från den. Då insåg jag att den utställning jag just sett hade tjänat som en katharsis. Min blick hade renats till att verkligen kunna se.

                      När jag mött och samtalat med någon jag känner en djup gemenskap med upplever jag nästan alltid ett både och: Det var så gott! Och samtidigt efterlämnade det en längtan. För det jag djupast inne ville dela var tillslutet. I evigheten tror jag att vi kommer att vara transparenta för varandra. Vi kommer att fullt ut kunna dela allt. Enheten blir fullständig.

P.H.: Nu är vi på väg mot påsken och skall på nytt följa Kristus på vägen genom död till uppståndelse, den händelse i vår kristna tro som förklarar alla andra händelser. Hur kan Kristi påsk förmedla vägledning till nutidsmänniskan i hennes existentiella kamp?

G.L.: Död och uppståndelse är ju invävt i hela livet, ända från födelsen. När vi föds dör vi från livmoderns trygghet, och uppstår till det vi kallar livet. Treåringens trots är en död från spädbarnets trygghet till ett större mått av självständighet. Jag såg en gång en konfirmand som i tv sa att hon inte önskade bli äldre, hon hade det så tryggt tillsammans med sina föräldrar. Rörande, men osunt. Hon måste dö från den tryggheten för att uppstå till en större frihet, kanske genom en kris som innebär smärta både för henne själv och hennes föräldrar. I vår karriärfixerade tid väntar nog den svåraste döds- och uppståndelseprocessen mitt i livet. Man har nått krönet, men sedan? Det gäller särskilt kvinnor.

P.H.: Mer än för män?

G.L.: Ja, jag har ofta i mina retreater mött medelålders kvinnor mitt i karriären, som vet att nu går det utför. För kvinnan omfattar krisen även utseendet. Det unga, slanka och vackra är ju det ideal som dominerar i vår tid. Mitt i livet-krisen är en existentiell kris i ordets verkliga mening. Myten om evig ungdom är djupt inristad hos oss, och i en kultur där källflödena till den äkta eviga ungdomen har täppts till, förvrängs myten till en illusion som kosmetologer och plastkirurger lever högt på. Frågan måste då på allvar ställas. Vad identifierar jag mig med? Min kropp eller mig själv som andlig varelse? Det är här det gäller att förverkliga sitt dop: att uppstå till ett rikare inre liv. Nu behöver kontemplationen, källan till den ständiga förnyelsen, får överta första platsen, om den inte haft den tidigare. Först då kan vi leva efter Paulus ord: ”Därför ger jag inte upp. Även om min yttre människa bryts ner förnyas min inre människa dag för dag.”[1] Myten om evig ungdom blir nu verklighet!

P.H.: Slutar denna utveckling av död och uppståndelse med kroppens död?

G.L.: På samma sätt som människans födelse ur moderns kropp är en övergång från en liten och trång värld till en oerhört mycket större, kommer födelsen ut ur vår egen kropp att ta oss in i en oändligt mycket större värld. Om barnet kunde berätta om sin sista tid i livmodern, skulle det då inte vara en berättelse om att allt var på väg att bli för trångt? Så kan det också kännas när man blir äldre: Det här livet blir för trångt. Det är inte liktydigt med livsleda, tvärtom. Med den följer en växande livsglädje och livslängtan. Det är en längtan efter större livsutrymme, efter det liv i överflöd som Jesus lovat oss.

P.H.: Du har nyligen förberett din egen begravning. Varför har det varit viktigt för dig?

G.L.: Jag vil gerne at den dag skal vare en uppståndelsens fest, som mina barn kan mindes med glädje. Min förberedelse er som en  slags testamente, hvor salmer, tekster skal udsige det, som har været  mit livs rigdom. Det var  otroligt hårdt at gøre det. Men nu, hvor det er gjort, har jeg ikke tænkt mere på det. Nu kan livet leves videre, jeg kan arbete videre, så længe Gud vil. 

Alle  burde gøre dette.

---

[1] 2 Kor 4:16.