døden - overgang til LIVET

Døden – overgang til LIVET

Når man er 86, kan man ikke undvige tanken på døden.  Hvor længe vil jeg komme til at følge mit yngste oldebarn? Masser af den slags spøgsmål dukker op.- Også angst for døden. Jeg har altid følt mig usikker over for det ukendte. Og døden er sandelig ukendt. Jo, Troen siger – men angsten vil have sikkerhed. Ikke bare tro!

Og så: En aften – det er ca. en uge siden – jeg var lige ved at sove ind. Da oplevede jeg at være på grænsen til ”den anden side.  At være ved at ”faire mon passage”, som man siger på fransk. Var det i drømme?  Mod mig kom allerførst Therese af Lisieux, dernæst mine forældre, flere afdøde venner -   og så sluttede det.

Var det drøm? Hvad var det?  Det er rystende ligegyldigt, for det efterlod i mig en virkelighed. Måtte tænke på Grundtvigs salme:” Helgen her og helgen hisset, er i samme menighed. Derom haver os forvisset, Han som alle dybder ved”.

Ja nemlig! Drøm eller vågen tilstand? Han som alle dybder ved, forvissede mig om at døden ikke er afslutningen, men netop at ”faire mon passage” til et rigere liv.

Lovede Jesus os ikke ”liv i over flod”?  Det er ikke døden jeg går hen imod, men liv i overflod.

Nu er jeg slet ikke lettroende med hensyn til ”oplevelser”.  Jeg er opdraget af Johannes af Korset – og af østkirkelige mystikere.  Og de afviser ”oplevelser”.  Jo de findes, men man skal ikke søge dem, ikke være optaget af dem.

Derfor er det heller ikke let, at jeg   lægger dette ud!

Og dog tror jeg at jeg skal. Så værsgo – her er det!