tag og læs

Den hellige Augustin fortalte, at han midt i sin forvirrede uro, hvor han ikke kunne finde sin vej, hørte et lille barn sige:" Tag og læs!" Han følte at de ord var til ham, slog op i Bibelen og  hans blik faldt lige på de ord, som viste ham vej.

Læsning har altid været vigtigt i livet med Gud. I Sverige kaldte man en vækkelsesbevægelse for "Læserne".  

Uden åndelig læsning udtørres vi, åndeligt set. Og i dag er denne læsning endnu mere nødvendig end nogensinde. Vi bombarderes med indtryk, som fjerner os fra troens verden. Vi behøver en stæk modvægt, som kan trække os ud af distraktionernes hvirvelvinde og løfte os op på troens plan.

Da kommer bøger med korte tekster til hver dag os til hjælp. Der er lige udkommet et nyt oplag af Wilfrid Stinissens klassiker: "I dag er Guds dag".  Da den udkom for 17-18 år siden, fik jeg den på svensk, og den fulgte mig i nogle år. Den er også lagt ud på vores hjemmeside www.levendevand.dk, hvor man kan gå ind og læse dagens tekst.

I december udkom en tilsvarende bog af Peter Halldorf: "Med evig kärlek - daglig läsning"  Vi er nogle der læser den. En af mine venner skrev:  hvor er det dog en utroligt dejlig bog, som jeg har stor glæde af hver dag. Der er altid noget at tage med ind i sin bøn og meditere over - også fordi andagtsstykkerne knytter til ved bibeltekster.

Ja, en  stor fordel ved denne bog er, at der i margen er tilføjet de skriftsteder, som teksten henviser til.

Det giver også et vist fællesskab at man er nogle der hver dag læser samme bog.  

Den kan købes over nettet, og jeg har fundet ud af at Adlibris er den billigste netboghandel, hvad bøger angår.

kærligheden venter mig

Kærligheden venter mig.

Hvad der vil ske på den anden side

når alt for mig er sunket ned

i evigheden,

det ved jeg ikke.

Jeg tror, jeg tror bare

at  Kærligheden venter mig.

Jeg ved dog at jeg til den tid,

fattig og uden byrder,

skal  gøre mit regnskab op.

Men tro ikke at jeg fortvivler.

Jeg tror, jeg tror så stærkt

at  Kærligheden venter mig.

Tal ikke til mig

om de saliges

herlighed og lovsange,

Og fortæl mig heller ikke mere om engle.

Alt hvad jeg formår

er at tro, stædigt at tro

at  Kærligheden venter mig.

Nu hvor min time er så nær

hvad er der så at sige?

Men bare smil!

Det jeg har troet, tror jeg endnu fastere

på tærskelen til døden.

Det er  Kærligheden jeg nærmer mig

når jeg går.

Det er  Kærligheden

jeg blidt synker ned i.

Hvis jeg dør, så græd ikke.

Det er  Kærligheden der tager mig.

Hvis jeg er bange - og hvorfor ikke?

Så husk mig ganske enkelt på at det er

Kærligheden der venter mig.

Han vil åbne mig helt og fuldt

for sin glæde, for sit lys.

Ja, Fader, jeg kommer til dig båret af vinden

som man ikke ved hvorfra kommer eller hvor den går hen.

Til din Kærlighed.

Din Kærlighed der venter mig.

Moder Alice-Aimée de l'Enfant-Jésus, karmelit

ikke mere at se frem til?

Kristeligt Dagblad har en ugentlig side: Seniorliv. I tirsdags udtalte Frederik Dessau sig om at blive gammel: "Hvis jeg ikke synes det er sjovt at blive gammel,  er det netop fordi jeg godt kan lide at leve. Så  det er ærgerligt, at der ikke er mere at se frem til, for herregud: Hvor gammel kan man blive? "

Men der er jo noget at se frem til!  Det kan synes væk, alt kan være mørkt. Så længe vi lever, vil der være noget skræmmende over døden. Men så indimellem er det som sløret trækkes væk, og evigheden glimter frem. Så er fremtiden lys. Men sådanne øjeblikke er  nåde - gaver - og de er friskvarer, de kan ikke gemmes. Men hver gang styrkes troen.

Lyset der kan skinne frem gennem sløret, er kærligheden.

Og det er kærligheden der venter os.

Næste gang skal jeg citere en smuk bøn - et digt - om dette.

leve livet

Jeg gik og tænkte på at opgive denne blog. Så fik jeg en mail, der takkede for den og opfordrede mig til at lægge min mailadresse ind. Det er hermed gjort.

Har tænkt på at skifte emnet ud med "leve livet" - det er jo netop det, som det hele drejer sig om.

Og livet skal nok med stort: LIVET. 

Læste forleden dag en artikel af den 80-årig der var ked af at være gammel, for han elskde livet, og nu var det snart slut.

Ja, livet med småt er slut om måske kort tid, men LIVET med stort begynder så - nej det er begyndt.

Nu skal jeg se hvordan danskerne klarer sig i VM - og så mere om dette!

skal jeg fortsætte dette?

Begyndte denne blog i begejstring: Der tiltrængtes virkelig noget om alderdommens spiritualitet.

Og er nu kørt træt i det!  Jeg får jo ingen respons. Enetale!  Og det gider jeg ikke! 

I en dagbog kan man skrive åbent. Det kan man ikke helt på en blog.

I går ringede en mig ukendt kvinde. Efter et aktivt liv var hun havnet på et plejehjem. Overladt til de andagter der var, uden mulighed for messe. Uha, håber ikke det er min fremtid engang.

Men jeg føler mig jo ikke gammel.  Har godt nok store problemer med et knæ, der kunne trænge til udskiftelse. Men så kommer problemet:  OPtræning kan tage det meste af et år. Hvor mange år har jeg tilbage? skal jeg ofre et på at træne?  JO, man kan da også lave andet imens, men alligevel?  Ofte tænker jeg: Bare Vor Herre ville skrive en lille seddel: sådan og sådan skal du gøre!  Men Han har nok overladt til os selv at finde ud af en hel del.

hvorfor så lidt på denne blog?

Hvorfor skriver jeg ikke mere på denne bog?  Måske fordi jeg er blokeret af dens titel.         Som om alt her skal handle om det at blive gammel. Og mit liv går jo videre. Min læsning er ikke betinget af min alder. Forleden aften gjorde jeg en opdagelse. Ville finde noget letlæselig godnatlæsning. Opdagede en bog på min hylde, som jeg ikke kendte! "Unseen Warfare", skrevet af en katolsk præst i det 16.årh. Lorenzo Scupoli. Den blev opdaget af en munk på Athos, som oversatte den, derfra til Rusland.  Undervejs er den blevet ændret lidt, så den kunne passe til ortodokse forhold. Spændende! Sjovt at jeg har haft den bog stående og først nu får jeg den læst.
Men hele tiden ligger der nok dette: Jeg har så kort tid tilbage, den må bruges godt.

alderdommen er smuk ...

Ældrebyrde – eller ældrerigdom?

kronik i Kristeligt Dagblad d. 9.1.13.

I en periode kunne jeg ikke åbne min net-bankkonto, uden at en tekst hurtigt bobbede op for straks at forsvinde, så jeg kun fangede ordet  ”Ældrebyrde”.  Et psykologisk trick!  Hvad man ser uden bevidst at se, slår rod i underbevidstheden: De ældre er en byrde.

Er vi ældre en byrde?  Jo naturligvis, mennesker i reparationsalderen kan tynge i budgettet: nye led, nye øjenlinser, hjemmehjælp m.m. koster penge, og der bliver færre unge til at betale. Men ældrebyrde er et farligt ord at bruge, for det skaber i os ældre en mindreværdsfølelse, og hos de yngre den holdning, at de ældre virkelig er en byrde.

Det er selve vort menneskesyn der er i spil. Nu drøfter man betimeligheden af medlidenhedsdrab. Ja, hvorfor ikke? Kan man slå det ufødte barn ihjel, kan man vel også spare den syge og gamle for lidelser. Men hvornår er det kun dette ”ædle” motiv, som driver?

Jeg bærer i mig et trist barndomsminde: Min morfar sad sammensunken og sukkede: ”Ingen har brug for mig mere, vi gamle dur ikke, nu er det de unge der skal til”. 

Han, som havde været leder i så meget: Menighedsråd, Indre Missions samfund, søndagsskole ... han som så mange aftener havde vandret ud på landet for at hjælpe små bibelkredse. Nu kasseret!

Hvorfor var der ingen, der havde fortalt ham, at hans mission som gammel var at bede? At hans sidste år kunne blive de vigtigste i hans liv, for ham selv og for kirken.

På retræter har jeg mødt mange kvinder i midtvejskrise: Ofte karrierekvinder, der nu måtte erkende, at toppen var nået, nu gik det nedad.  Kosmetikindustrien tjener milliarder på at fortrænge denne erkendelse. Man vil forsætte med at være ung, om ikke andet så i udseende. Mænd får  kosmetiske operationer, for rynker og poser under øjnene er på minussiden i karrierejaget.

Men hvis man ser midtvejskrisen i øjnene, kan den blive starten på en personlig udvikling, som fortsætter intenst ind i alderdommen.

Den ortodokse, nu afdøde teolog, Olivier Clément skrev: ”Hos os er alderdommen smuk, for den er skabt til bøn. Vi taler om en smuk gammel, for den, der beder, bliver smuk”. Et foto af Mother Teresa kunne ikke bruges som reklame for antirynkecreme, men det havde en tiltrækkende skønhed, skabt i bøn. 

Clément udtrykker et helt andet menneskesyn end det, som efterhånden vinder indpas hos os,  et menneskesyn, der ikke regner i kroner og ører, men i åndelige værdier.

I årtier sad de dér i de russiske kirker, babusjkaerne, med deres barkede hænder og ofte tandløse munde. Engang forekom de mig at være gammeldags rester fra en fjern fortid. Men hvem var det, som bar kirken gennem ateismens kulde og forfølgelse? Hvem var det, som forberedte en ny tid? 

 Har vore kirker i dag ikke behov for en sådan hær af bedende? På en anden måde helt sikkert, men i dybet det samme.

En åndelig hær, som er helt på tværs af vore konfessionelle grænser. En hær, der i bøn kæmper for sin egen kirke, men også for alle de andre, for kristendommen i Danmark simpelthen.

Der er helt sikkert en slags pilgrimsvækkelse i gang.  Folk vandrer til de gamle pilgrimssteder, og hele tiden findes der nye. Ikke alle starter vandringen med en kristen tro i bagagen, men nogle får den undervejs, men vi er mange der ikke kan gå, og pilgrimsvandring er heller ikke alles kald.

En dag kom ordet ”aldringsspiritualitet” til mig. Et kunstigt ord, men det gjorde mig opmærksom på en brist i det meste af vort kirkeliv. Vi bliver jo alle gamle, hvis vi lever så længe. Og hvad gør man ikke i dag for at forlænge livet. ”Alle vil blive gamle, men få vil være det” sagde allerede Cicero. Skyldes denne uvilje mod alderdommen i virkeligheden angst for døden?  ”Dødsangst”, sagde Søren Kierkegaard, ”skyldes u-levet liv”. Noget i os har ikke fået lov at leve fuldtud.

Og dødsangst – om så den er nok så ubevidst – skaber ungdomsdyrkelse. Hvor mange gange har jeg ikke fået spørgsmålet om gennemsnitsalderen på de retræter jeg ledede? Det var som om deres værdi var afhængig af hvor mange unge der deltog.

Naturligvis er ungdommen fremtiden, som vi skal satse på. Men kan denne satsning konsolideres uden de ældre? Man kan og skal have ungdomsgudstjenester, men ungdomskirker? Må en kirke ikke have alle aldre – og de ældres erfaringer? I den norske avis Aftenposten fangede en overskrift over en artikel af en kendt debattør, Ingeborg Moræus: ”Der er noget farligt og uciviliseret over et samfund, hvor beslutninger - små som store – bare skal tages af 40-åringer”.

Det er livsvigtigt for vore kirker at vi omvurderer alderdommen. Og det kan vi ikke uden klart at se døden i øjnene. Det gjorde ørken- og kirkefædre.

For dem var erindringen om døden en nåde, som man skulle bede om. Det er en erindring, anámnesis, som går dybere end bare at huske på. Ikke en blot intellektuel akt men en eksistentiel. Man rystes i hele sin person, oplever sit livs begrænsning, at det snart kan tage slut, livets fejltrin står klar for én – frygteligt, og dog er dette en nåde, som vi ikke skal flygte fra. For midt i dette, der kan føles som en dødskamp, opdager vi Kristus, helt nær, Han som har overvundet døden. Og da findes ikke andet end opstandelsen. Angsten bliver til tillid.

En ørkenfader sagde: ”Den som altid holder sig døden for øje, overvinder altid sin modløshed”, og Johannes Klimakus erklærer: ”Den fuldkomne bevidsthed om døden befrier fra al angst”. Dette er ikke dødsdrift, men livsdrift.

”Erindringen om døden”, dette som står så stærkt i de gamle Fædres og Mødres liv og tro må altid være forenet med Jesu navn, Han som drager os med ind i sin opstandelse.

Så får alderdommen en anden værdi. Vi fortrænger den ikke mere. Vi lærer at se den som en rig tid, for os selv og for andre. For den er på særlig måde bønnens tid.

Det er i vi kristnes magt at forvandle ”ældrebyrde” til ”ældrerigdom”.

Vi må opruste en hær af ældre, som lever i bøn. En sådan bedende hær vil kunne redde os fra alle nedbrydelsens kræfter. Min egen kirke, den katolske, har hårdt brug for den. En sådan hær vil kunne forberede den åndelige vækkelse vi længes efter. Hvor ofte kan man ikke høre det suk: Hvorfor står det så dårligt til her i landet? Hvorfor kan fornyelse ikke rigtig trænge gennem? Det er som ligger der en dyne over Danmark.  

Tænk hvis alle vi ældre hver dag bare afsatte ti minutter, hvor vi beder for vores egen menighed, men også for alle menigheder i vort land, for sammen er vi jo Guds Folk i Danmark. Tænk hvis præsterne opfordrede de ældre til en sådan forbøn! Vi beder ud fra forskellige traditioner. Nogle katolikker ville bede Rosenkransen, mange fra alle samfund ville bede Jesusbønnen, nogle ville sidde med Kristuskransen, for karismatikere ville dette være bøn i tunger, den bøn, som Paulus opfordrede til.  Men alle ville vi være ét i forbønnen for alle kristne i vort land.

genbrug

At se Matador fremkalder mange minder: Hvordan man tiggede for at få et lagen, der kunne blive en cottoncoat. Den fine nederdel jeg fik, som først havde været et jakkesæt, dernæst blev en dragt til min moster, og hvor de bedste stykker endte som  nederdel til mig!

Det kom til at ligge i ens gener, at intet skal smides væk, for det kan måske bruges. Og gemmer man længe nok, kan det gamle blive aktuelt igen.

Det kan desværre også ske med andet. Da jeg på tv så billeder fra Grækenland, dukkede minder op om det kaffebord, hvor de voksne drøftede sortskjorter og brunskjorter der marcherede sydpå. Jeg forstod ikke, hvad det drejde sig om, men uhyggen satte sig i mig. Min morfar sagde at måske kom der nu orden i Tyskland. Det håb fik han snart beskæmmet.

Nu ser det ud som i 1930-erne: arbejdsløshesd, fattigdom,oprør ...  En stærk mand med karisme og en enkel ideologi, der kan samle alle de utilfredse, og vi kan få scenariet gentaget: Krig, kz-lejre osv.   Blot endnu mere grusomt. Er vi rustede, moralsk, åndeligt til at stå imod?

nytten af en stok.

Hvis du gerne vil møde mange søde mennesker, hvis du gerne vil have hjælp, så anskaf dig en stok og se ud som om du har brug for den.
Jeg har aldrig mødt så megen venlighed som efter jeg er begyndt at bruge stok. Så nogen gavn gør den da! Både for mig, der får hjælp og venlighed - og for den som yder dette.

træls at blive gammel!

Navnet på denne blog kunne tyde på, at det kun er en forundringrejse at blive gammel. Ja, gid det var så!
Det er sandelig også en op-ad-bakke-tur.
Det er hver dag at opleve et nej.
Jeg ville gerne ...  nok en engang til Paris, bare gå rundt, opleve atmosfæren..osv - men det kommer jeg aldrig mere.
Jeg kan ærgre mig over ikke at have været i ....  mange lande, og nu kan jeg ikke.
Bare tage bussen ind i byen - nej det kan jeg ikke.
Godt at der er noget der hedder handicapkøresl. Men det skal forberedes, ingen spontanitet.
Jeg synes det er flot, når jeg gå ned på Ordrupvej - eller rettere når jeg triller ned på Ordupvej med min rollator - som de andre gamle koner. Ofte må jeg ty til taxa hjem.

Denne klagesang kunne forsætte.

Men hvorfor bare ikke konstatere, at sådan er det. Det er så befriende at acceptere.

Og så nok huske på kurset i - hvad er det nu det hedder, det med de ni typer?  - Sr. Emma ledede det. Nu har hun Parkingson!  Vi fandt ud af, at vi begge var 8- ere. Og den type har svært ved at acceptere alderdommen. Den type vil være aktiv, stritter imod at blive svag.

Men her kommer forundringen ind. For når først man accepterer at man er svag, så blive man fri, let. Så ser man det store i små ting, som man før ikke så, for da skulle man det store for at opleve.

Så får nu´et den store værdi.

Teksten i dag i Peter Halldorfs gode bog: Med evig Kärlek  handler om at Gud er "den eneste virkeligt virkelige Virkelighed".  Og den erfarer man kun i stilhedens nu.

mere senere ...