aflad!!!

Jeg har netop sendt følgende til KD

Følg paven på twitter og få aflad.

Sådan  var overskriften, og  et par linjer fremme er aflad blevet til tilgivelse!   Er det Ekstrabladet  jeg sidder med? Nej, det er KD!  Mon ikke det var en god idé at give KD´ s journalister, og især dem der har med katolske forhold at gøre, et kursus – bare på én dag – i katolsk teologi og trospraksis. Det kunne skåne dem for at dumme sig, som de så ofte gør, og det kunne gavne det økumeniske klima.

I mine 42 år som katolik har aflad aldrig spillet den mindste rolle. Ja, det var faktisk først som katolik, at jeg virkelig kom til tro på mine synders tilgivelse.  Man må skelne mellem tilgivelse og bod.  Når jeg om aftenen ser tilbage på min dag og beder om tilgivelse for det, som gik galt, så  e r  jeg tilgivet. Tilgivelsen bliver sakramentalt bekræftet i skriftemålet. I årene op til min konversion længtes jeg efter skriftemål. Jeg forsøgte et par gange i folkekirken, men blev skuffet, for dengang var det udyrket mark for  danske præster. Med den stærkt voksende forståelse for skriftemålet er det  i dag så meget lettere at komme til skrifte.  Men selvom synden er tilgivet, kan den have følger som trænger til at blive helede. Derfor giver præsten en bod. ”Bod” kommer af ”at bøde”. De som har prøvet at bøde fiskegarn ved hvad det drejer sig om. ”Modtag som helbredende bod” sagde min først skriftefar. Denne bod kan f.eks. være et råd til at få noget gjort godt igen i forhold til et menneske man har såret, men oftest er det en bibeltekst at meditere over. Det er i denne bodspraksis jeg har fået den vigtigste åndelige vejledning.  Og de bibeltekster jeg har fået som bod, har en særlig plads i mig.

Men hvad så med skærsilden? Både sidste århundredes vel største katolske teolog, Hans Urs von Balthasar, og dennes elev, pave Benedikt, har beskrevet skærsilden som mødet med Guds kærlighed, der både er vores lykke og afslører vores hårdhed. Vi kan i vort liv mange gange opleve dette - "skærsild" - hvor Guds kærlighed afslører os og bevirker en dybere omvendelse. Det kan gøre ondt, men er samtidig en helbredende glæde.  I traditionen har man talt om tårernes gave, de tårer som Helligånden fremkalder, og som både er smerte- og glædestårer, "La douloureuse joie" på fransk. Mon ikke vi i dødens store møde med Guds kærlighed vil opleve disse salige tårer? Pave Benedikt indskærpede, at man aldrig måtte forestille sig skærsild i tid og rum. Gud bruger hverken ild eller skurepulver for at rense os, men omfavner os i sin store Kærlighed, og vi bliver rene. Nu afdøde biskop Hans Martensen fortalte engang at han forestillede sig skærsilden  i billedet af et barn, der havde være uartig, moderen havde bragt den sag ud af verden, men nu sad barnet småhulkende på moderens skød. Det skulle komme sig! Hvad skal vi så med aflad? Glem alt om den! Den har større plads i sensationspressen end i katolikkers bevidsthed. Da jeg konverterede, besluttede jeg at holde mig til sandhedernes hierarki: Kirke- og embedssyn, sakramenterne … - og aflad fik aldrig nogen plads.

--