at modvirke tendens til depression

Hvorfor skriver jeg så lidt i denne blog?

Jeg startede den med begejstring. Gav den en positiv titel:  Ældes – i forundring.  Som om dette at ældes er en spændende opdagelsesrejse ind i et ukendt land.

JO, det har jeg vel også oplevet lidt af, men …

Så ofte er det  en kamp mod tristhed – ja vel depression. En tendens jeg vel altid har haft, som min far led af. Engang var noget meget væsentligt i mit liv de lange traveture i skoven. Slidgigt hindrer mig nu i det. S. Kierkegaard har sagt han gik sig fra alle triste tanker.  JA – det har jeg også gjort. Skoven har befriet mig fra så meget tungt. På tur i skoven har jeg fået inspiration til foredrag, artikler. Jeg har aldrig bare kunnet sætte mig og skrive, men på en travetur kunne et helt foredrag komme til mig, ikke gennemarbejdet, men som en inspiration, som jeg så kunne arbejde med.

Knæoperation – og ikke mindst den jeg måske skulle have, men ikke orker  – har ændret mit liv. Hvor meget og hvor dybt opdager jeg lidt efter lidt – og det giver mig ikke forundring, men tristhed.

Jeg har altid holdt af de lange ensomme ture. Men ””indelukket”” bliver den gode alenehed til den onde ensomhed. Den dræbende ensomhed.

JO, jeg ved det: Det er op til mig at kæmpe mod dette. Først ved at acceptere. Så ved at være taknemmelig for at jeg bor så smukt.

Men også min bopæl skaber smerten.  I 35 år har jeg dagligt kunnet gå til messe og naturligvis hver søndag.  Nu er dette radikalt ændret.

At have sommerferien foran gør trist. I juni  og juli ingen hverdagsmesser, i juli intet. I august ingen søndagsmesser. I den kirke, som vi ofrede så meget for at få restaureret, og som nu er så smuk.

Da jeg flyttede tilbage fra Sverige besluttede jeg at lade mit kørekort udløbe. Uden fast løn ville jeg jo næppe få råd til at have bil, og med de fine offentlige trafikmidler så tæt på, ville det også være luksus.  Nu ville jeg godt nok ønske at jeg havde den mindste lille bil. Jo, der er søde venner der tilbyder kørsel, der er handicapordningen, som er fin.

Nej, nej, nej – nu er jeg inde på det spor der gør mig trist.

I dag har vi lørdagsmesse, den sidste i lang tid. 

Jeg læser hver dag fra Peter Halldorfs bog: Med evig kärlek.   OM aftenen læser jeg følgende dags  tekst, som jeg så repeterer næste morgen. I aften om de to sønner .  Den ældste søns surhed,   og så: ”Det svar der rymmer den självklarhet som vi ofte inte uppfatter: ”Allt mit är ditt”. Faderns eviga kärlek strömar mot dig som om Gud bara älskade dig. I dag vil han öppna dina ögon så att du ser att i Gud har du allt du behöver”.

Mon ikke det er en god medicin mod truende depression?