Helligånden - sprogets kunstner

Helligånden gør sin entré pinsedag ved at markere sig i sproget. Apostlene var alle forsamlede. ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød … og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig ned på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” Hver gang vi i Ap.G. læser om Helligåndens komme til mennesker, så taler de i et nyt sprog. Igen og igen kan vi læse om, at Jesu ord går i opfyldelse, hans sidste ord før han forlod dem: ”Og disse tegn skal fylde dem, der tror:... De skal tale med nye tunger …”Mark 16.17. ”Tungetale” blev navnet på dette sprogunder. Jeg foretrækker at tale om Åndens bøn i os, som omfatter langt mere end det vi normalt forstår ved tungetale. Når Helligånden kommer, bliver Gudsmysteriet – den hellige Treenigheds mysterium – så stort for os, at vores daglige almindelige sprog ikke kan rumme det – eller give udtryk for det. Vi må have et nyt sprog. Åndens liv er for stort til det daglige sprog. Johannes af Korset giver i prologen til sit lange digt ”Åndelig sang” en forklaring på dette: ”Det ville være forkert at tro, at de kærlighedsord om de mystiske erfaringer, som findes i disse strofer, let skulle kunne overføres til sproget. ”Herrens Ånd kommer vor svaghed til hjælp”, siger Paulus, han bor i os og ”beder gennem uudsigelige sukke, for vi ved ikke hvordan vi skal bede ret”. Helligånden kan ikke meddele os sine følelsers rigdom i vort hverdagssprog, og derfor anvender han billeder og ofte underlige lignelser for at tale til os om mysterierne. Hvem kan give udtryk for hvad Gud lader disse kærlighedsfyldte sjæle forstå? Hvem vil i ord kunne åbenbare de følelser han indgiver dem og de brændende ønsker som da opstår? Absolut ingen, heller ikke de sjæle som modtager denne nåde”. Biskop Anders Arborelius har kaldt Johannes af Korset for teopoet.Han udtrykker sin teologi i poesi.Det samme kan siges om De tre store, som i traditionen har fået tilnavnet ”Teologen”: Evangelisten Johannes, Gregor af Nazianz og Simeon Den nye Teologen. Og ikke at forglemme: teopoeten over dem alle: Helligåndens harpe; Efraim Syreren. I 2008 udgav den svenske katolske biskop Anders Arborelius, som er karmelit, sammen med lederen af pinsebevægelsen i Sverige Sten-Gunner Hedin en bog: ”Anden – Gud här och nu”. I den giver biskop Anders en beskrivelse af tungetalen, som er helt på linje med disse bedende teologer: ”Tungetalen udtrykker, hvad al bøn egentlig indebærer: At være lovprisning af den uuransagelige og uforståelige Gud … tungetalen er et slående bevis på Guds forspring. Vore ord når aldrig rigtigt frem.” Biskop Anders sammenligner med, at vi i kirkerne har liturgi på latin, kirkeslavisk, gheez, som de fleste i menigheden ikke forstår. ”Og alligevel kan en for forstanden ubegribelig bøn være en tilbørlig hyldest til ham, som i sig selv er uendeligt meget mere end vi kan udtrykke”. Vi kan takke menigheden i Korinth for, at vi har fået Paulus´ undervisning om tungetalen. Denne menighed levede midt i et multireligiøst samfund, hvor det ekstraordinære havde stor plads. Helt naturligt smittede denne tendens af på de kristne menigheder. Hvis man på You-tube ser / hører nogle optagelser fra overgearede møder med hysterisk tungetale kan man forstå det problem Paulus stod i med denne menighed. Det letteste havde været at befale: Stop med dette! Glem alt om tungetale! Lad os få ro! Men Paulus skrev til disse forvirrede kristne: ”Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger … ” (1 Kor 14,5). Og ”jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer”. Det er for mig en gåde, hvordan nogen kan anvende Paulus til at advare mod tungetalen? Men Paulus tilstræber skelnen mellem den tungetale som hører til i den intime bøn og opbygger den bedende (1 Kor 14.4) og den, som kommer til udtryk i menighedens forsamling, og som kræver udlægning, altså er en form for profeti. Men tungetalen forsvandt – om ikke helt – så må man dog søge intenst for at finde eksempler på, at kristne bad i tunger. Irenæus skriver om, at i alle menigheder blomstrer Åndens gaver. Hos Augustin kan vi læse om et fænomen, der må være sang i Ånden:”Shout for joy … Sing a new song (Sl 33,3). What would this song of joy mean? It means something that cannot be explained in words: It is what he heart is singing. In fact those who start singing … start with the words of a song to express their joy, but then it is as though they are overcome with such happiness that words no longer can express it, and they leave out the words and simply give themselves over to sounds of jubilation … a kind of sound that cannot be said in words” (Exposition on the Psalms, 32.II.8). Det fortælles at Johannes af Korsets medbrødre kappedes om at få lov at rejse sammen med ham, fordi der var en særlig glæde på de rejser. Johannes elskede at synge, han sang de bibelske salmer, men ofte brød han ud i jubel, hvor både ord og melodi var inspireret i øjeblikket. Sang i Ånden? Jeg mindes en karismatisk messe i Peterskirken, hvor der i slutningen udbrød sang i Ånden. Det var ubeskriveligt smukt, og da paven blev båret ud, strålede han af glæde. Men i de sidste århundreder? Mon ikke tungetalens forsvinden hører sammen med at Helligånden blev glemt? Den danske teolog Anne-Marie Aagaard skrev i sin doktorafhandling ”Helligånden sendt til verden”, at vestlig teologi havde udviklet sig til Kristusmonisme. Der var en lang periode, hvor der i vestlig teologi ikke udkom noget værk om Helligånden. Teologien var blevet rationalistisk. Engang var en teolog ”en der beder”, og teologien udtryktes gerne i symboler og lyrik som f.eks. hos Efraim Syreren. Nu var filosofiens analytiske metode blevet vigtigste indgang til teologien. Det er vel svært at forestille sig en rationalistisk teolog tale i tunger! Men pave Johannes d. 23. bad: ”Send os igen en ny pinse”, og der er ikke noget Gud hellere vil end at forny pinsen i os. Så underet skete: rundt omkring i verden oplevede kristne, uafhængigt af hinanden, en ny pinse. Med de samme tegn som i den første pinse: Helligånden rørte ved sproget. I 70-erne kom denne fornyelse her til Danmark. Jeg deltog, men den præst havde nok ret, der spurgte mig: ”Hvorfor er du aldrig blevet rigtig karismatisk?” Jeg var med og dog ikke. For at få klarhed tog jeg på en 30-dages retræte sydpå, langt fra alt, breve udleveret én gang, kun Bibelen som læsestof, daglig samtale med min åndelige vejleder, som jeg hidtil kun havde kendt gennem en kort telefonkontakt. Han var professor i kirkehistorie med patristik som speciale – og en gave til mig. Den sidste dag sagde han til mig, at jeg ikke skulle spekulere over retræten, for den havde været en proces, som ville virke videre. Og så gentog han for jeg ved ikke hvilken gang:” Nu skal du gå din egen vej!” Jeg var sikker: Aldrig mere noget karismatisk! Da jeg kom hjem, gik jeg straks til bibliotekets hylder med kirkefædre. Men dominikaneren Yves Congars 3-binds værk ”Je crois en L´Esprit Saint” var en øjenåbner, og han omtalte den karismatiske bevægelse som en gave til Kirken. Og så en dag – midt i opvasken - fik jeg tungetalens gave. En ven, der kendte mig godt, udbrød: ”Gud må have humor, når Han giver dig denne gave”. Så meget andet fulgte med. Og efter en tid også modstand. Modstand indefra: Er dette ikke falskt? Jeg følte mig ofte dum: Her sidder jeg og siger en masse, som jeg ikke forstår. Er det ikke idiotisk? Og dog erfarede jeg, at tungetalen opfyldte et behov: Ofte kan man føle, når man siger noget, at der er en indre mening, en indre værdi, der ikke kommer med, der unddrager sig et logisk sprog. I tungetalen er det den indre værdi der kommer til orde. En indre fylde udfolder sig. Modstand udefra: Jeg havde i tidskriftet Levende Vand, som jeg dengang redigerede, skrevet at tungetalen er en kontemplativ bøn. Netop det nummer – nr.1 2004 - blev revet væk og måtte genoptrykkes. Men det fremkaldte også spørgsmålet: Kan man kalde tungetalen en kontemplativ bøn? Nu – 10 år senere – vil jeg ud fra egen erfaring og en del andres, endnu stærkere sige: Ja, tungetalen er en kontemplativ bøn. Som den poetiske teologi modsvarer via negativa, og den analytiske teologi de åbenbarede sandheder, sådan modsvarer tungetalen vores bøn til den skjulte Gud. Efraim erklærer i ”Hymner om troen”: ”Der er en intellektuel forskning i kirken, Som undersøger det, der er åbenbaret; Men intellektet er ikke til for at udforske det, som er skjult”. Tungetalen er en apofatisk bøn, som den ordløse bøn er det. Den hører lønkammeret til. Jeg kunne ikke drømme om at bede i tunger i andres påhør. Af og til møder jeg kristne, som går meget stille med at de beder i tunger. Denne bøn er en hemmelighed mellem dem og Gud. De vil ikke udsætte den for nysgerrige blikke. Måske er de – som jeg selv! – også bange for at blive sat i bås. Som argument mod tungetalen kan man høre fromme kristne sige, at tungetalen dog er en af de mindste nådegaver – underforstået: For lille til mig, ikke noget at ønske sig. Men ærlig talt: Hvis Jesus stod foran dig og sagde: ”Jeg har en gave til dig, den er godt nok lille, men den er fra mig”, ville du så ikke tage imod den? Jesus sagde: ”Den som er tro i det små, vil jeg sætte over noget større”. Måske kan det omskrives til: ”Den som i taknemmelighed tager imod en lille gave, vil jeg give noget større”. Selv oplever jeg dog tungetalen som en stor gave! Når jeg taler med dem, som har fået tungetalen som del af en åndelig arv, mærker jeg forskel: For dem er denne bøn helt naturlig, for mig dog stadig noget nyt. Jeg kan stadig tvivle: Er dette ægte? Men frugterne taler deres sprog: jeg har tendens til depression og angst. Når dette overfalder mig, glemmer jeg ofte tungetalen, men når jeg så mindes om den og beder i dette Åndens sprog, får jeg fred. Jeg spænder af, skuldrene synker ned. Gud er nær. Det slår aldrig fejl. Jeg mærker i mig selv det, som Paulus også havde erfaret: Tungetalen opbygger. Og behøver jeg at sige, at tungetalen hos mig er – og altid bør være – i harmoni med regelmæssig tidebøn og indre bøn. Gud giver også denne bøn helt uden om de veje, vi finder naturlige. Jeg mødte engang en kvinde, der var opvokset i anglikansk tradition. Da hun blev konfirmeret fik hun tungetalens gave, men anede ikke hvad det var eller hvad hun skulle bruge denne gave til. Først da hun som ældre mødte den karismatiske fornyelse fik hun velsignelse af denne konfirmationsgave. Og dog sagde Paulus: ”Jeg ønsker at I alle skal tale i tunger”. Må hans ord ikke få lov at lyde nu? Skal den velsignelse tungetalen er, være så skjult, at kun få finder den? bragt i svensk oversættelse i Pilgrim