At blive sig selv.
Hendes udstråling fortalte mig: Her er bare noget særligt. Det er mange år siden jeg mødte hende, men jeg glemmer hende aldrig. Hun var uddannet inden for sundhedsvæsenet, men havde suppleret med forskellige kurser i alternativ behandling - som så mange andre. Derfor kan hun også i dette bevare sin anonymitet.
”Jeg vil følge mit hjerte”, kom det ofte fra hende, med stor overbevisning. Jo hun virkede helt igennem oprigtig.
Nu hører man oftere ”Jeg vil følge min ”mavefornemmelse”. Er det fordi dette udtryk er mindre alvorligt? Men meningen er nok den samme: Jeg vil følge det mest ægte i mig.
At følge sit hjerte, mener man, fører til at finde eller blive ”sig selv”, også et in-udtryk, som er aktualiseret i anledning af Søren Kierkegaard-jubilæet.
Hos ørkenfædrene møder man en modsat holdning, der tilskrives en vis Isidor: ”Af alle onde impulser er den mest frygtelige drift at følge sit eget hjerte”.
Bibelen ser nu heller ikke så positivt på det, som kommer fra hjertet: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser”.
Jeg mistede kontakten med den unge kvinde, men så langt som jeg fulgte, blev jeg bekymret for hendes vej. Det ville have været omsonst at udtrykke dette til hende, for hun var så sikker: Jeg følger mit hjerte, altså ret vej.
Men er dette at følge sit hjerte dog ikke en vej til oprigtighed? Taler Bibelen ikke om ”oprigtighed af hjertet”? Den katolske teolog, Henri de Lubac fratager os også illusionen om oprigtighedens værdi: ”Det er ikke oprigtighed men sandheden som gør os frie … at sætte oprigtighed på første plads er måske dybest set udtryk for, at man ikke vil forvandles”. (Paradoxes of Faith, s.127).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar