dødsannoncer!

Må le af mig selv! Når jeg har set de vigtigste nyheder og artikler i dagens avis, slår jeg op på "Navne"  og kigger lige dødsannoncerne gennem. Nogen jeg kender? Og der bliver stadig flere!  Og hvor gamle blev de? Og så regner jeg lige ud -   næsten uden at tænke over det, helt automatisk -  hvor mange år  jeg kan regne med at have tilbage.

Det trøstede mig, at br. Wilfrid med en varm latter sagde, at han gjorde akkurat det samme. Og så kom snakken om hvordan vi mærkede alderen.

Af det netværk jeg engang havde i Århus er kun få tilbage.

Når jeg skriver så lidt på denne blog, er det jo fordi det slet ikke er spor sjovt at blive gammel.  Men nok mest fordi jeg synes, at det  som optager mig mest, slet ikke passer til bloggens titel. Det, som fylder, er jo ikke aldersbestemt.

Lige nu: Hvad sker der i vores danske katolske bispedømme? Jeg tænker på Neokatekumenerne!  Det lyder så godt: Vi har et præsteseminarium, der uddanner præster på løbende bånd. Hvad kan en biskop ønske sig mere?  Ca to præster om året. Unge - nogle af dem flotte -  mænd, alle italienere eller spaniere, en enkelt polak.

Men hvor de kommer, bliver der splittelse.  Den norske katolske biskop har frabedt sig dem -og han får så norske kald.

Jo, der kommer nok mere om dette!  Her kan jeg vel tilade mig at udgyde mine bekymringer. jeg har dog gennem masser af år mødt og ofte talt med afhoppere fra nyreligiøse bevægelser. Og når jeg nu taler med afhoppere fra NK, så løber det mig koldt ned ad ryggen. De sekteriske træk er de samme.

Jeg skriver nu også på en artikel om pave Frans til det sv. tidsskrift Pilgrim.

Venter en gæst, så nok om det i dag!