Så længe siden jeg har skrevet. Hvorfor? Nok fordi min intention med denne blog var at fortælle om, hvor meget der er at forundres - positivt - over, når man ældes.
Og så i en periode har alt det negative fyldt meget. Hver dag dette: jeg ville gerne det - men nej, det kan jeg ikke.
En kontakt med en ungdomsveninde, som fortalte om at en af vore fælles venner var død, og så "Nu er vi to de eneste som er tilbage fra dengang" . JO "dengang" er længe siden. Da vi trillede barnevogne!
Vore veje er forlængst skiltes. Jeg blev katolik - de andre undredes. Siden mødtes vore veje sporadisk, men vi holdt fast ved julebrevene. Hver for sig fik vi nye venner, nye netværk.
Men alligevel!
I går talte jeg med en ven som er en måned ældre end mig. Jo, vi talte om væsentlige emner, som ikke lader sig referere nu, men det blev også om angst for at falde, om afhængighed af stok ... Men så sandelig også om at vi begge er aktive på hver sin måde.
Og nu i fremtiden: Ikke begrænse mig selv ved kun at skrive om det positive. Det er så sandelig ikke nogen dans på roser at blive gammel!
Det er konstant at møde grænser.
Men så sandelig også at opdage nye vidder.
Og lige nu kan jeg se, hvordan det store gamle bøgetræ i haven er ved at springe ud. Bladene på de grene som er vendt mod solen, blev først svumlende, og nu er det grønne ved at titte frem. Nyt liv, ny opstandelse - altid nyt liv af død.
Det må selvfølgelig være underligt, at der bliver stadigt færre, som er ældre end en selv. Jeg husker et menighedsmedlem, der blev over 100 år, og som fortalte om ensomheden. Men det var samme dame, der lettere presset opgave et ønske til sin 100 års fødselsdag: "Jeg har jo alt - men en god parfume kan man selvfølgelig altid bruge"
SvarSletja, nu du siger det! til næste gang!
Slet