fredag den 28. december 2012

we are waiting for old people to die

The Archbishop of Canterbury has appealed for an end to damaging stereotypes of older people, which he says have created a climate in which they suffer abuse.
In his final speech in the House of Lords, Dr Rowan Williams said attitudes of 'contempt and exasperation' towards the ageing population were contributing to a range of abuse, from patronising and impatient behaviour to physical mistreatment.
He referred to estimates that a quarter of the older population experience elder abuse in some form and called for the Government to appoint a national Older People's Commissioner, the Independent reported.
Dr Williams, who will step down from his role at the end of the year to be replaced by the Bishop of Durham, Justin Welby, said: 'Too often we want to rush children into pseudo-adulthood; too often we want older citizens either to go on as part of the productive machine as long as possible or to accept a marginal and humiliating status, tolerated but not valued, while we look impatiently at our watches, waiting for them to be "off our hands".
'We tolerate a very eccentric view of the good life or the ideal life as one that can be lived only for a few years between, say, 18 and 40.
'It is assumptions about the basically passive character of the older population that foster attitudes of contempt and exasperation, and ultimately create a climate in which abuse occurs.'
The public are becoming 'dangerously used' to speaking and thinking about the ageing population as a burden on both public and private resources, he added, despite half of over 60s carrying out volunteer work worth the equivalent of at least £50billion.
He believes expecting and valuing their continued contribution to society will end damaging stereotypes and older people will no longer be viewed as dependent on the state, their families or their neighbourhoods.


Read more: http://www.dailymail.co.uk/news/article-2248520/We-Follow us: @MailOnline on Twitter | DailyMail on Facebook

ældes med ynde

Jo overskriften lyder banal. jeg har stjålet følgende fra en blog, jeg ikke ellers kender:
"Krukker med patina er skønne og det samme må siges om mennesker - her må det også godt kunne ses at der er blevet levet et liv og sået mange små frø, hvoraf nogle spirede og blomstrede, mens andre aldrig blev til andet end et frø...........
Elsker også mine patinerede krukker, baljer og gamle æblekasser og øver mig i at elske mine rynker lige så højt."

Det citat minder mig om en lille oplevelse - har måske fortalt den før, men det hører alderen til! - Jeg stod i Magasins parfumeriafdeling for at købe en creme. Ekspedienten roste især et mærke. "Se på mig", sagde hun ," jeg har brugt det i mange år, og jeg har ikke en rynke". Jeg så op. Et ansigt der var glat, som var huden trukket ud over et stativ. Jeg blev så glad for mine rynker og ville ikke undvære en eneste af dem (Det skulle da lige være de dybe ved mundvigene, som, hvis jeg ikke passer på, kan sladre om spist chokolade!) Mon ekspedienten fattede, hvorfor jeg hurtigt takkede nej og skyndte mig videre. Måske skulle jeg have fortalt hende, at jeg ønskede at et levet liv kunne ses i mit ansigt. men ville hun forstå? 


torsdag den 27. december 2012

Fire generationer

Juleaften var vi fire generationer ved juletræet - og jeg var den ældste. Så får man denne rullende fornemmelse: "Slægt skal følge slægters gang". Nu er jeg den ældste. Snart ruller jeg af, og så er min datter den ældste ... og vil de yngste kunne huske mig?
Lyder det ikke ynkeligt ?
En af mine søde svigerdøtre sagde til mig, at hvis ikke jeg skrev om "forfædre og - mødre" så ville de blive glemt. Så det har jeg brugt nogen tid på her i julen.
Da gik det op for mig, hvor meget krigen spillede ind i familierelationerne. Min fars familie boede i Vendsyssel. Rejsen der op kunne ikke gøres på én dag, vi måtte overnatte i Ålborg. I lang tid var man slet ikke glad for at rejse p.gr. af sabotagen. Så det blev kun få gange jeg så familien deroppe. Jeg har ingen familie på min egen alder. Og det savner jeg faktisk.
Men hvilke prægtige forfædre og -mødre jeg har! Det var opmuntrende at skrive om dem. Og mine oldeforældre er mine oldebørns tip-tip-tip oldeforældre.
Jo slægt skal følge slægters gang. "Gennem de fagre riger på jorden, går vi til Paradis med sang".

mandag den 24. december 2012

juleaftensdag

Sikke mange "jul" jeg har i mig!  Min barndomsjul på landet, delvis under krigen. Lillejuleaften var der i radioen de forskelige avisers julekoncert, hvor der blev sunget julesange. Det så jeg hen til!  Vi havde vore traditioner. Midt på dagen fik vi noget enkelt. Om aftenen skulle vi vente på, at staldarbejdet var slut. Dyrene skulle også have det godt.  Og så endelig:  risengrød med mandel, flæskesteg og så en vidunderlig frugtdessert. Opvasken var uendelig. Og  så blev træet tændt, juleevangeliet læst, salmer sunget og endelig kunne man pakke op. Jeg var altid spændt på, om der var bøger.

Og så alle julefejringer i min egen familie.  Først på Gustav Wieds vej i det søde lille dukkehus. Dér fejrede vi Inges dåb en anden juledag. Så ét år i Den store "kasse" i Risskov. Tre juleaftener blev det til på Dæmningen i Hvidovre.
Vore forældre kom på besøg. De kom om formiddagen og ventede den store frokost: Hjemmelavet sylte, rullepølse, leverpostej osv. Masser af hjemmebag. Jeg håbede altid på frostvejr, så maden kunne holde sig. Køleskab havde vi ikke. Efterhånden fik vi et isskab, som var isoleret så den købte is kunne holde sig.

Et år kom det ene hold forældre i julen, så en kort pause til at lave ny forsyning, og så kom det andet hold, hvorefter jeg gik helt ned. Jeg mindes med lidt rædsel disse julefejringer, hvor det lille hus var stopfyldt. Besluttede da, at jeg aldrig ville lave sådanne besøg hos mine egne børn.

Og så endelig de sidste år jul hos Inge - og nu jul hos børnebørn. Og det er oldebørnene der venter på at træet tændes og der bliver adgang til pakkerne.




onsdag den 12. december 2012

Alle vil blive gamle, men ingen vil være det!

Så længe siden jeg har skrevet! Travlhed!  Men så mærkeligt, for hele tiden støder jeg på tekster om alderdommen. I aftes læste jeg hos dominikanerpater Anders Pilz uddrag af Cicero: Om alderdommen: "Alle vil blive gamle, men ingen vil være gammel" - Nok værd at tygge på!   Fortsættelse følger!