leve med Gud

Følgende tekst læste jeg forleden morgen, og den talte så levende til mig, at jeg gav mig til at oversætte den. Blev ikke færdig, og nu - et par dage senere - finder jeg, at oversættelsen svækkede teksten. Men alligevel: Måske kan den tale til en og anden. Leve med Gud To livsholdninger kan udskilles hos det troende menneske: At leve for Gud og at leve med Gud. De modsiger ikke hinanden, men det kan ske at der opstår en ubalance: ønsket om at leve for Gud i udgivende tjeneste, med de evner man nu engang har, kan føre til udbrændthed. Den som lever med Gud, ejer altid fred, selv når bruset i omgivelserne er overvældende. Vi må hele tiden minde os selv om det nødvendige: At gøre den indre bøn – stilheden i Gud – til vores ”vistelsesort”. Maria i Bethania er vores forbillede. Hun ved hvor livet skal søges. Når hun sætter sig ved Jesu fødder, vender hun sig ikke bort fra virkeligheden. Hun varmer sin sjæl i lyset fra Jesu ansigt. I den stilhed hvor Maria ser på Jesus, og Jesus på Maria, opstår bønnen. Derfor behøver vi refugier i vort liv, øjeblikke og steder som fører os tilbage til virkeligheden. De behøver ikke at være lange, og de findes aldrig langt borte. Et blik på en Kristusikon kan række til at føre os tilbage til os selv og til den kilde i vort indre, som giver evigt liv. Et ord at ”tygge” på kan blive et brød som giver livsnødvendig næring. Gentagelsen af Jesu navn kan føre os ind i hans nærvær, som altid er hos os. Så får vi den orientering tilbage, som giver livet dets mening: Den som lever med Gud, bærer helt ubemærket frugt for Gud; ”sådan frugt som hører til omvendelsen”. Peter Halldorf: Med evig Kärlek - - - Daglig läsning.