spis rugbrød!

Vi lever af rugbrød
Kage smager godt, kan forstærke feststemning. Men vi lever af det grove brød.
”Oplevelser er som champagneskum” siger den kendte svenske katolik Gunnel Vallquist. Den kan give stemning, men den er hurtigt væk.
Dér hvor vi er, har vi jo alt. Vi kan bede tidebønner, måske ikke alle, men dog én daglig. I denne bøn forenes vi med Jesus. Det er hans ”jeg” vi forener os med, for Han bad disse salmer, som var Israels salmer, og som nu er vore. Vi forenes med verdenskirken. Når jeg beder laudes, har andre før mig bedt den, og andre følger efter.
Bibelen kan ligge på vores bord, frit tilgængelig, hvad den langtfra er for alle kristne. Det er i den daglige ”lectio divina”, den langsomme ”tyggende” læsning, at vi møder Jesus. ”Skriften taler om mig” sagde Han jo.
Når denne daglige rigdom bliver virkelig for os, vil vi helt naturligt udstyre vores andagtsplads med en smuk ikon, lys - den bliver vores yndlingsplads.
Da jeg konverterede, var der mange skriftefædre. Man kunne tage klokkerne på rad, og altid kom der én. I dag kan det for nogle være lidt mere kompliceret at komme til skrifte, men præsternes vigtigste opgave er at udøve ”forsoningens tjeneste”. Vi lægfolk må holde dem fast i denne tjeneste ved at vi bruger dem til det, de primært er kaldet til.
Og vi har eukaristien! Når præsten siger: ”Opløft jeres hjerter”, indbydes vi til at går ind i det fællesskab, som omfatter himmel og jord. Vi opstiger i troen til himmelen. Vi skal sammen med engle og ærkeengle og alle helgen lovprise Gud. Leve det, som Grundtvig sang om: ”Helgen her og helgen hisset, er i samme menighed”. Jesu opstandelse har tilintetgjort døden. I brød og vin modtager vi Jesus selv – ”opstandelsens næring” som kirkefædre sagde.
Over for denne virkelighed er det så meningsløst at kritisere præsten, liturgien, dér bør vi kun takke og beundre.
Dagen igennem kan vi bede. ”Skudbønner” som Augustin sagde, bønner som vi ligesom affyrer mod Gud. Vi kan også tilegne os Jesusbønnen, den bøn som har næret utallige martyrer i Østlande: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig/ os”. Den kan blive en vedvarende bøn i os. Så er ingen tid spildtid. Vi kan bede for rødt lys, opdager at ventetid ved kassen er en god bedetid.
Vi har en uendelig rigdom, vi har alt. Vi skal bare bede Helligånden om at oplyse os og gøre alt dette levende for os.
Man kan af og til – om ikke altid –spore en nederlagsstemning blandt os katolikker, mig selv incl.. men hvis vi virkelig lever hvad vi har, vil dette vende.
Pilgrimsrejser kan have værdi, men hvis de er ægte, henviser de til alt det, vi har. Hvis vi tror at Gud findes andre steder end dér vi er, går vi en lang omvej.