Nu - nu! - starter jeg denne blog!  Først lidt om hvorfor jeg vil skrive her:

Når alt i samfundet drejer sig om vækst. Når udtrykket "alderdomsbyrden" kan trykkes i aviserne, når det ikke så meget drejer sig om, hvorvidt man ikke kan -  må -  slå ufødte børn ihjel,  men hvordan man gør det på den mest humane måde -læs: Human, dvs. menneskelig - ja så  glider vi hurtigt ned i en afpersonalisering, der er livsfarlig for vores kultur.

Da må vi som kristne værne om personen, om det man filosofisk kalder "personalismen". Man er person, et værdifuldt menneske, lige til man dør - og derefter evigt.

Da forlængst afdøde professor Prenter var i Indien, undrede han sig over den respekt han blev mødt med. Hvorfor? spurgte han. "Du er jo hvidhåret" var svaret. Så modsat her!

Der er to områder af livet, som vi må værne om: Det i moders liv - og den hvidhåredes.

Dette er er i grunden intentionen med denne bog. Som også er en protest: Selv om jeg er 85, så lever jeg - for fuld kraft!  Så betragt ikke mig - og mine jævnaldrende - som halvvisne blomster der snart skal brændes eller kastes i jorden.

Og så lidt om hvem jeg er, og hvordan mit liv er:

Da jeg var i 70-erne, følte jeg mig evigt ung og nød det.  Men siden! 

For bare 2-3 år siden gik jeg lange ture i skoven. Jeg har mine yndlingssteder dér, men i dag kan jeg ikke gå til dem.

Jeg har fået en leveregel, som bare er vokset frem:  Være taknemmelig for det, jeg har - og ikke sørge over det, som er tabt.

Tro ikke at bloggen vil fortsætte i samme dur som det følgende med en  opremsning af dårligdomme. Denne er blot en forklaring på, hvorfor jeg på ret kort tid er blevet mindre mobil. En virus satte sig på min balancenerve, og i 3 måneder var min bevægelighed begrænset. Ret besværligt, men på nettet fandt jeg teknikker, som man kan anvende for at holde balancen. Sådan en gæst kan man få i enhver alder, men den hærger nok mest den aldrende. En nat kunne jeg pludselig ikke gå. De kære venner, Astrid og Arturo hørte min telefon og kom styrtende, fik tilkaldt læge, som indlagde mig. Og dér var jeg så i 19 dage + 3 uger på Tranehaven til genoptræning.  Den første tid i køresol, og der skulle to til at hjælpe mig på toilet. Scanning viste at der er en forsnævring i rygmarvskanalen - spinalsterose -  så nerver var i klemme. Overlægen ville operere, men andre læger frarådede. Træning løste  problemet.
Så måtte et knæ udskiftes og igen 3 uger på Tranehaven.  Nu fungerer det  nye knæ upåklageligt, men det andet ...  og jeg har ikke lyst til nok en periode med stærke smerter m.m.
En dag erkendte jeg: Jeg er jo blevet gammel. 85 år på papiret. Men indeni stadig ung.
I grunden ...   nej det må vente ...