ingen har brug for mig mere ... og dog!

Jeg har i mig et bittert barndomsminde: Min morfar sad med hovedet i hænderne: "Nej, der er ikke brug for os gamle, nu er det de unge der skal til".

At se ham sådan! Han, som havde været leder i så meget: Menighedsråd, Indre Missions samfund, søndagsskole ... han som så mange aftener var vandret ud på landet for at hjælpe små bibelkredse. Han som havde haft høvdingestatur.

Og nu sammenfaldet, bitter  - med en følelse af at være kasseret.

Jo, han kom over det, for jeg husker ham også som en mild gammel mand. En dag sad han og læste sin avis. Pludselig rakte han den ene arm i vejret, og med et forundret blik udbrød han et glad "Åh" - og så var han i evigheden, som han så tydeligt havde fået et glimt af.

Men hvorfor var der ingen, der fortalte ham, at hans misson som gammel  var at bede?

I dag er pensionister aktive: De rejser, de dyrker sundhed, de nyder at have tid til det, de ikke før kunne. Men er det alt at længes efter, når pensionsalderen nærmer sig?

Jeg ser for mig billeder af de gamle babusckaer i Rusland. De sad der i kirkerne med deres tørklæder, deres barkede hænder og ofte tandløse munde - gammeldags rester af en fjern fortid forekom de mig. Men hvem var det som bar kirken gennem ateismens kulde og forfølgelse? Hvem var det som forberedte en ny tid?

Har vore kirker i dag ikke behov for en sådan hær af bedende? På en anden måde helt sikkert, men i dybet det samme.

En åndelig hær, som er helt på tværs af vore kirkegrænser. En hær der i bøn kæmper for sin egen kirke, men også for alle de andre, for kristendommen i Danmark simpelthen.

Den trænger til det.

En sådan bedende hær kunne kæmpe gennem den dyne,  der så ofte synes at ligge over vort land.

Nej, de ældre er ikke overflødige. De kan være bærende.

Mere om det senere!