”Alderdommen er smuk”

Ja, det er et citat! For spontant synes jeg ikke at alderdommen er smuk. I aftes så jeg i tv et billede fra den strand, hvor jeg har gået lange ture. Det vil jeg aldrig komme til mere – så skulle der da ske et mirakel. Det mirakel tror jeg ikke på. Alderdommen med dens gigt og anden svækkelse fratager én så mange skønhedsoplevelser. En rollator og stokke, rynker og  tyndt, gråt hår er vel heller ikke forskønnende.

Idealet er den unge, smukke krop – og millionerne ruller for at bevare den. Men hvad er skønhed?  Jeg stod i Magasin og så på en ansigtscreme. Ekspeditricen roste den, hun var nu 55 år og se, pegede hun på sit ansigt: ”Jeg har ikke en rynke! ”Nej, men hendes glatte ansigt var som en dårlig statue, stift og uberørt af livet. Hvis den creme virkede sådan, så skulle jeg ikke have den. Til hendes forundring vendte jeg rundt og sagde, at det ikke havde interesse.

Mother Teresa kunne ikke reklamere for antirynkecreme. Men hvilken skønhed hun udstrålede. Folk blev draget til hende.

Udtalelsen ”Alderdommen er  smuk” er fra den ortodokse teolog, Olivier Clément. Han var franskfødt, men havde helt assimileret det ortodokse menneskesyn: ”Hos os er alderdommen smuk, for den er skabt til bøn. Vi taler om en smuk gammel, for en gammel der beder, bliver smuk”.  Citatet er fra hukommelsen, for jeg har udlånt den bog, hvori det står.

I søndags så jeg tv-gudstjenesten fra Århus Valgmenighedskirke. Den er kendt for at være en ungdomskirke. Ungdomsgudstjenester: Ja. Men: Ungdomskirke? Skal en kirke, menighed, ikke afspejle livets mangfoldighed? Og for øvrigt: Hvor mange år er de unge? Og hvad så?  Og så må det siges, at gudstjenesten var tynd. Jo, de sang lovsange, stod med oprakte hænder, men substansen kan de ikke leve på hele livet.

Jeg har mere end en mistanke om, at det er hele vort menneskesyn der er noget galt med.