ingen har brug for mig mere ... og dog!

Jeg har i mig et bittert barndomsminde: Min morfar sad med hovedet i hænderne: "Nej, der er ikke brug for os gamle, nu er det de unge der skal til".

At se ham sådan! Han, som havde været leder i så meget: Menighedsråd, Indre Missions samfund, søndagsskole ... han som så mange aftener var vandret ud på landet for at hjælpe små bibelkredse. Han som havde haft høvdingestatur.

Og nu sammenfaldet, bitter  - med en følelse af at være kasseret.

Jo, han kom over det, for jeg husker ham også som en mild gammel mand. En dag sad han og læste sin avis. Pludselig rakte han den ene arm i vejret, og med et forundret blik udbrød han et glad "Åh" - og så var han i evigheden, som han så tydeligt havde fået et glimt af.

Men hvorfor var der ingen, der fortalte ham, at hans misson som gammel  var at bede?

I dag er pensionister aktive: De rejser, de dyrker sundhed, de nyder at have tid til det, de ikke før kunne. Men er det alt at længes efter, når pensionsalderen nærmer sig?

Jeg ser for mig billeder af de gamle babusckaer i Rusland. De sad der i kirkerne med deres tørklæder, deres barkede hænder og ofte tandløse munde - gammeldags rester af en fjern fortid forekom de mig. Men hvem var det som bar kirken gennem ateismens kulde og forfølgelse? Hvem var det som forberedte en ny tid?

Har vore kirker i dag ikke behov for en sådan hær af bedende? På en anden måde helt sikkert, men i dybet det samme.

En åndelig hær, som er helt på tværs af vore kirkegrænser. En hær der i bøn kæmper for sin egen kirke, men også for alle de andre, for kristendommen i Danmark simpelthen.

Den trænger til det.

En sådan bedende hær kunne kæmpe gennem den dyne,  der så ofte synes at ligge over vort land.

Nej, de ældre er ikke overflødige. De kan være bærende.

Mere om det senere!

”Alderdommen er smuk”

Ja, det er et citat! For spontant synes jeg ikke at alderdommen er smuk. I aftes så jeg i tv et billede fra den strand, hvor jeg har gået lange ture. Det vil jeg aldrig komme til mere – så skulle der da ske et mirakel. Det mirakel tror jeg ikke på. Alderdommen med dens gigt og anden svækkelse fratager én så mange skønhedsoplevelser. En rollator og stokke, rynker og  tyndt, gråt hår er vel heller ikke forskønnende.

Idealet er den unge, smukke krop – og millionerne ruller for at bevare den. Men hvad er skønhed?  Jeg stod i Magasin og så på en ansigtscreme. Ekspeditricen roste den, hun var nu 55 år og se, pegede hun på sit ansigt: ”Jeg har ikke en rynke! ”Nej, men hendes glatte ansigt var som en dårlig statue, stift og uberørt af livet. Hvis den creme virkede sådan, så skulle jeg ikke have den. Til hendes forundring vendte jeg rundt og sagde, at det ikke havde interesse.

Mother Teresa kunne ikke reklamere for antirynkecreme. Men hvilken skønhed hun udstrålede. Folk blev draget til hende.

Udtalelsen ”Alderdommen er  smuk” er fra den ortodokse teolog, Olivier Clément. Han var franskfødt, men havde helt assimileret det ortodokse menneskesyn: ”Hos os er alderdommen smuk, for den er skabt til bøn. Vi taler om en smuk gammel, for en gammel der beder, bliver smuk”.  Citatet er fra hukommelsen, for jeg har udlånt den bog, hvori det står.

I søndags så jeg tv-gudstjenesten fra Århus Valgmenighedskirke. Den er kendt for at være en ungdomskirke. Ungdomsgudstjenester: Ja. Men: Ungdomskirke? Skal en kirke, menighed, ikke afspejle livets mangfoldighed? Og for øvrigt: Hvor mange år er de unge? Og hvad så?  Og så må det siges, at gudstjenesten var tynd. Jo, de sang lovsange, stod med oprakte hænder, men substansen kan de ikke leve på hele livet.

Jeg har mere end en mistanke om, at det er hele vort menneskesyn der er noget galt med.

Leden - middagsdæmonen

I dag var den der, den fæle lede!  Det gik så godt i formiddags, men så blev alt gråt og trist. Ørkenfædrene kendte det. Ikke så mærkeligt, for deres liv var ensformigt.  At   flette kurve dag ud og dag ind var der ikke megen spænding i. At altid se på sand og atter sand kunne vel heller ikke være opløftende i det lange løb. Alle kendte til dette, men de vidste  også, at leden var den værste synd, hvis man gav efter for den. Derfor måtte den for alt i verden bekæmpes.
To brødre var på nippet til at give op. Den ene sagde: "Vi kan vel holde ud til foråret, men så flytter vi". Foråret kom. Den anden sagde:  "Skal vi vente til efteråret, men så flytter vi?"  Sådan gik mange år. De holdt ud hele livet.  
Hvad er vores flugt fra leden?  At gå på nettet!  -  At købe ind. At ringe til en ven og bare snakke. Altså at bruge en anden til sin flugt fra leden.                 
Leden kan have med udbrændthed at gøre. Jeg fandt en tekst, som jeg bare må citere:

I Guds rike existerar ingen utbrändhet, kan helt enkelt inte göra det, eftersom människan där får ”vila ut från sitt verk, så som Gud vilade från sitt”. (Hebr 4:10)
Boten mot utbrändhet är vila för kropp och själ, men också sinnesändring: vi måste omvända oss från ett sätt att leva där vi vill hinna mer, uträtta mer och tjäna mer, till ett liv där vi låter den Helige Ande vara vår vägvisare och vän.
När vi låter oss ledas av Anden bryter Guds rike fram som en vårbäck i vårt trötta inre landskap. Frigörelsen från klocktidens tyranni tar sin början. Vi upplever ett annat slags ”tid”, den som är en fläkt av evigheten. Vi har nu vår källa i framtiden.

Fra Fastebloggen på www.ekumeniskakommuniteten.se

Vores kilde er i fremtiden. I forventningen. I forundringen over det, som venter os.
mere om det en anden gang!

forundring?

Én  - husker ikke hvem - har sagt, at den egentlige synd er at vi ikke undres. 
Nu er der så meget der er blevet udråbt som den egentlige synd, men måske kan det tænkes sammen med Jesu ord om at vi skal blive som børn.
Jeg havde et barnebarn på besøg. Hentede hende ved toget, og vi skulle i biografen. Men der var ventetid. Glyptoteket? Mon det var noget for en 10-årig?  Den egyptologiske samling fremkaldte højlydte udbrud: "Det er det mest spændende jeg har oplevet!" Folk vendte sig om: Hvilken unge!   Biografen mistede interesse.  På vej til S-toget gik vi ned ad Bredgade, ikke den mest spændende gade for et barn. Men hun kunne se  noget spændende i et gammelt dørhåndtag. For mig fik tingene nyt liv.
Forundring er skabende. Mangel på forundring er dræbende.
Jo, det kommer der mere om.

... deri består kristendommen.

Jeg har ikke fået læst Julien Greens dagbog, som findes i en meget rost svensk oversættelse af Gunnell Vallquist. Men her er et citat fra denne, som jeg stødte på for en del år siden - og nu igen:
"Att indtill offret av sit eget liv älska någon vars ansikte man aldrig har sett och vars röst man aldrig har hört, däri består kristendomen. En människa står vid fönstret och ser sneen falla, och plötsligt finns inom henne en glädje utan namn på något mänskligt språk. Hennes innarsta upplevelse i denne oförglömliga stund är et hemlighetsfullt lugn som icke störs av någon timlig omsorg; här är hennes tillflykt, hennes enda tillflykt, ty paradiset är ingenting annat än att älska Gud, ocg det finns inget annat helvete än att vare skild från Gud."   (citeret fra Régis Boyer: Människan - vem är hon?)

Bladene falder, og den blå himmel bliver synlig

Jeg læste en dag følgende, citeret efter hukommelsen: "At ældes er som en besværlig bjergbestigning. Det kan være hårdt, men udsigten er fantastisk".
I den sidste måned har jeg kunnet iagttage, hvordan træerne bliver nøgne - og stadig mere af den blå himmel kommer frem. Baggrunden i denne blog er også blå himmel! Ikke tilfældigt!
Jeg læste engang en bog: "Fødsel til frihed". Den skildrer livets forskellige aldre. Man dør fra én alder for at fødes ind i en ny. Dør fra livmoderens tryghed - hvis den er tryg i dag! - ud i livet. Dør fra spædbarnets afhængighed ud i trodsalderens "vil selv". Pubertetens døen bort fra at være barn -  besværlig for den unge selv og forældrene, men så vigtig for at en moden voksen kan komme ud på den anden side.  Midtvejskrisen, hvor man må indse, at nu går det nedad - hvis man kun har det produktive at satse på. Hvor mange midaldrende kvinder har jeg ikke mødt på retræter! Ofte i en form for depression eller livskrise: Hvad nu?  Og så alderdommens udsigt til død - og den udsigt kan synes mørk. Hvis da ikke man har evigheden som udsigt!
I dag er midtvejskrisen for mange starten på en flugt - som giver grobund for en milliardindustri i vor kultur. På Ordrupvej er der et stoppested, som jeg har hørt omtalt som "de blå damers"! De pæne ældre  damer, der bruger masser af penge til at præservere udseendet.
Men midtvejskrisen kan også danne udgangspunkt for en intens udvikling, der fortsætter ind i alderdommen.
Det ældre menneske har alle aldre i sig, kan dykke ned i dem og hente  energi til nu´et.

Nu - nu! - starter jeg denne blog!  Først lidt om hvorfor jeg vil skrive her:

Når alt i samfundet drejer sig om vækst. Når udtrykket "alderdomsbyrden" kan trykkes i aviserne, når det ikke så meget drejer sig om, hvorvidt man ikke kan -  må -  slå ufødte børn ihjel,  men hvordan man gør det på den mest humane måde -læs: Human, dvs. menneskelig - ja så  glider vi hurtigt ned i en afpersonalisering, der er livsfarlig for vores kultur.

Da må vi som kristne værne om personen, om det man filosofisk kalder "personalismen". Man er person, et værdifuldt menneske, lige til man dør - og derefter evigt.

Da forlængst afdøde professor Prenter var i Indien, undrede han sig over den respekt han blev mødt med. Hvorfor? spurgte han. "Du er jo hvidhåret" var svaret. Så modsat her!

Der er to områder af livet, som vi må værne om: Det i moders liv - og den hvidhåredes.

Dette er er i grunden intentionen med denne bog. Som også er en protest: Selv om jeg er 85, så lever jeg - for fuld kraft!  Så betragt ikke mig - og mine jævnaldrende - som halvvisne blomster der snart skal brændes eller kastes i jorden.

Og så lidt om hvem jeg er, og hvordan mit liv er:

Da jeg var i 70-erne, følte jeg mig evigt ung og nød det.  Men siden! 

For bare 2-3 år siden gik jeg lange ture i skoven. Jeg har mine yndlingssteder dér, men i dag kan jeg ikke gå til dem.

Jeg har fået en leveregel, som bare er vokset frem:  Være taknemmelig for det, jeg har - og ikke sørge over det, som er tabt.

Tro ikke at bloggen vil fortsætte i samme dur som det følgende med en  opremsning af dårligdomme. Denne er blot en forklaring på, hvorfor jeg på ret kort tid er blevet mindre mobil. En virus satte sig på min balancenerve, og i 3 måneder var min bevægelighed begrænset. Ret besværligt, men på nettet fandt jeg teknikker, som man kan anvende for at holde balancen. Sådan en gæst kan man få i enhver alder, men den hærger nok mest den aldrende. En nat kunne jeg pludselig ikke gå. De kære venner, Astrid og Arturo hørte min telefon og kom styrtende, fik tilkaldt læge, som indlagde mig. Og dér var jeg så i 19 dage + 3 uger på Tranehaven til genoptræning.  Den første tid i køresol, og der skulle to til at hjælpe mig på toilet. Scanning viste at der er en forsnævring i rygmarvskanalen - spinalsterose -  så nerver var i klemme. Overlægen ville operere, men andre læger frarådede. Træning løste  problemet.
Så måtte et knæ udskiftes og igen 3 uger på Tranehaven.  Nu fungerer det  nye knæ upåklageligt, men det andet ...  og jeg har ikke lyst til nok en periode med stærke smerter m.m.
En dag erkendte jeg: Jeg er jo blevet gammel. 85 år på papiret. Men indeni stadig ung.
I grunden ...   nej det må vente ...