Begyndte denne blog i begejstring: Der tiltrængtes virkelig noget om alderdommens spiritualitet.
Og er nu kørt træt i det! Jeg får jo ingen respons. Enetale! Og det gider jeg ikke!
I en dagbog kan man skrive åbent. Det kan man ikke helt på en blog.
I går ringede en mig ukendt kvinde. Efter et aktivt liv var hun havnet på et plejehjem. Overladt til de andagter der var, uden mulighed for messe. Uha, håber ikke det er min fremtid engang.
Men jeg føler mig jo ikke gammel. Har godt nok store problemer med et knæ, der kunne trænge til udskiftelse. Men så kommer problemet: OPtræning kan tage det meste af et år. Hvor mange år har jeg tilbage? skal jeg ofre et på at træne? JO, man kan da også lave andet imens, men alligevel? Ofte tænker jeg: Bare Vor Herre ville skrive en lille seddel: sådan og sådan skal du gøre! Men Han har nok overladt til os selv at finde ud af en hel del.
Kære Grethe! Fortsæt endelig. Lægen Tage Foss havde en lang artikel i Politiken sidste uge, hvor han skrev om, hvor forfærdeligt det er, at blive gammel. Han tror jo ikke på Gud eller evigt liv - og det præger naturligvis hans forhold til døden og alderdommen. - Og jeg tænker: hvilken forskel det gør, at have Håb om og tro på, at det, der kommer er større og mere, end det, der er! - Forvent ikke mange kommentarer, jeg har ganske få, der skriver på min blog, men 80 - 100 der er omkring siden pr. dag!
SvarSlet