Ældrebyrde – eller ældrerigdom?
kronik i Kristeligt Dagblad d. 9.1.13.
I en periode kunne jeg ikke åbne min net-bankkonto, uden at en tekst hurtigt bobbede op for straks at forsvinde, så jeg kun fangede ordet ”Ældrebyrde”. Et psykologisk trick! Hvad man ser uden bevidst at se, slår rod i underbevidstheden: De ældre er en byrde.
Er vi ældre en byrde? Jo naturligvis, mennesker i reparationsalderen kan tynge i budgettet: nye led, nye øjenlinser, hjemmehjælp m.m. koster penge, og der bliver færre unge til at betale. Men ældrebyrde er et farligt ord at bruge, for det skaber i os ældre en mindreværdsfølelse, og hos de yngre den holdning, at de ældre virkelig er en byrde.
Det er selve vort menneskesyn der er i spil. Nu drøfter man betimeligheden af medlidenhedsdrab. Ja, hvorfor ikke? Kan man slå det ufødte barn ihjel, kan man vel også spare den syge og gamle for lidelser. Men hvornår er det kun dette ”ædle” motiv, som driver?
Jeg bærer i mig et trist barndomsminde: Min morfar sad sammensunken og sukkede: ”Ingen har brug for mig mere, vi gamle dur ikke, nu er det de unge der skal til”.
Han, som havde været leder i så meget: Menighedsråd, Indre Missions samfund, søndagsskole ... han som så mange aftener havde vandret ud på landet for at hjælpe små bibelkredse. Nu kasseret!
Hvorfor var der ingen, der havde fortalt ham, at hans mission som gammel var at bede? At hans sidste år kunne blive de vigtigste i hans liv, for ham selv og for kirken.
På retræter har jeg mødt mange kvinder i midtvejskrise: Ofte karrierekvinder, der nu måtte erkende, at toppen var nået, nu gik det nedad. Kosmetikindustrien tjener milliarder på at fortrænge denne erkendelse. Man vil forsætte med at være ung, om ikke andet så i udseende. Mænd får kosmetiske operationer, for rynker og poser under øjnene er på minussiden i karrierejaget.
På retræter har jeg mødt mange kvinder i midtvejskrise: Ofte karrierekvinder, der nu måtte erkende, at toppen var nået, nu gik det nedad. Kosmetikindustrien tjener milliarder på at fortrænge denne erkendelse. Man vil forsætte med at være ung, om ikke andet så i udseende. Mænd får kosmetiske operationer, for rynker og poser under øjnene er på minussiden i karrierejaget.
Men hvis man ser midtvejskrisen i øjnene, kan den blive starten på en personlig udvikling, som fortsætter intenst ind i alderdommen.
Den ortodokse, nu afdøde teolog, Olivier Clément skrev: ”Hos os er alderdommen smuk, for den er skabt til bøn. Vi taler om en smuk gammel, for den, der beder, bliver smuk”. Et foto af Mother Teresa kunne ikke bruges som reklame for antirynkecreme, men det havde en tiltrækkende skønhed, skabt i bøn.
Clément udtrykker et helt andet menneskesyn end det, som efterhånden vinder indpas hos os, et menneskesyn, der ikke regner i kroner og ører, men i åndelige værdier.
I årtier sad de dér i de russiske kirker, babusjkaerne, med
Har vore kirker i dag ikke behov for en sådan hær af bedende? På en anden måde helt sikkert, men i dybet det samme.
En åndelig hær, som er helt på tværs af vore konfessionelle grænser. En hær, der i bøn kæmper for sin egen kirke, men også for alle de andre, for kristendommen i Danmark simpelthen.
En åndelig hær, som er helt på tværs af vore konfessionelle grænser. En hær, der i bøn kæmper for sin egen kirke, men også for alle de andre, for kristendommen i Danmark simpelthen.
Der er helt sikkert en slags pilgrimsvækkelse i gang. Folk vandrer til de gamle pilgrimssteder, og hele tiden findes der nye. Ikke alle starter vandringen med en kristen tro i bagagen, men nogle får den undervejs, men vi er mange der ikke kan gå, og pilgrimsvandring er heller ikke alles kald.
En dag kom ordet ”aldringsspiritualitet” til mig. Et kunstigt ord, men det gjorde mig opmærksom på en brist i det meste af vort kirkeliv. Vi bliver jo alle gamle, hvis vi lever så længe. Og hvad gør man ikke i dag for at forlænge livet. ”Alle vil blive gamle, men få vil være det” sagde allerede Cicero. Skyldes denne uvilje mod alderdommen i virkeligheden angst for døden? ”Dødsangst”, sagde Søren Kierkegaard, ”skyldes u-levet liv”. Noget i os har ikke fået lov at leve fuldtud.
Og dødsangst – om så den er nok så ubevidst – skaber ungdomsdyrkelse. Hvor mange gange har jeg ikke fået spørgsmålet om gennemsnitsalderen på de retræter jeg ledede? Det var som om deres værdi var afhængig af hvor mange unge der deltog.
Naturligvis er ungdommen fremtiden, som vi skal satse på. Men kan denne satsning konsolideres uden de ældre? Man kan og skal have ungdomsgudstjenester, men ungdomskirker? Må en kirke ikke have alle aldre – og de ældres erfaringer? I den norske avis Aftenposten fangede en overskrift over en artikel af en kendt debattør, Ingeborg Moræus: ”Der er noget farligt og uciviliseret over et samfund, hvor beslutninger - små som store – bare skal tages af 40-åringer”.
Det er livsvigtigt for vore kirker at vi omvurderer alderdommen. Og det kan vi ikke uden klart at se døden i øjnene. Det gjorde ørken- og kirkefædre.
For dem var erindringen om døden en nåde, som man skulle bede om. Det er en erindring, anámnesis, som går dybere end bare at huske på. Ikke en blot intellektuel akt men en eksistentiel. Man rystes i hele sin person, oplever sit livs begrænsning, at det snart kan tage slut, livets fejltrin står klar for én – frygteligt, og dog er dette en nåde, som vi ikke skal flygte fra. For midt i dette, der kan føles som en dødskamp, opdager vi Kristus, helt nær, Han som har overvundet døden. Og da findes ikke andet end opstandelsen. Angsten bliver til tillid.
En ørkenfader sagde: ”Den som altid holder sig døden for øje, overvinder altid sin modløshed”, og Johannes Klimakus erklærer: ”Den fuldkomne bevidsthed om døden befrier fra al angst”. Dette er ikke dødsdrift, men livsdrift.
”Erindringen om døden”, dette som står så stærkt i de gamle Fædres og Mødres liv og tro må altid være forenet med Jesu navn, Han som drager os med ind i sin opstandelse.
Så får alderdommen en anden værdi. Vi fortrænger den ikke mere. Vi lærer at se den som en rig tid, for os selv og for andre. For den er på særlig måde bønnens tid.
Det er i vi kristnes magt at forvandle ”ældrebyrde” til ”ældrerigdom”.
Vi må opruste en hær af ældre, som lever i bøn. En sådan bedende hær vil kunne redde os fra alle nedbrydelsens kræfter. Min egen kirke, den katolske, har hårdt brug for den. En sådan hær vil kunne forberede den åndelige vækkelse vi længes efter. Hvor ofte kan man ikke høre det suk: Hvorfor står det så dårligt til her i landet? Hvorfor kan fornyelse ikke rigtig trænge gennem? Det er som ligger der en dyne over Danmark.
Tænk hvis alle vi ældre hver dag bare afsatte ti minutter, hvor vi beder for vores egen menighed, men også for alle menigheder i vort land, for sammen er vi jo Guds Folk i Danmark. Tænk hvis præsterne opfordrede de ældre til en sådan forbøn! Vi beder ud fra forskellige traditioner. Nogle katolikker ville bede Rosenkransen, mange fra alle samfund ville bede Jesusbønnen, nogle ville sidde med Kristuskransen, for karismatikere ville dette være bøn i tunger, den bøn, som Paulus opfordrede til. Men alle ville vi være ét i forbønnen for alle kristne i vort land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar