D. 30.11 døde Wilfrid Stinissen. Så kort før skrev han til mig, at han ikke havde det godt, noget med maven, det kan være alvorligt. En uge efter, straks efter at han havde fået svar på scanning: Det er cancer i bugspytkirtlen. "Som du ved, er der ingen helbredelsse for det". Han mindede mig om, hvor ofte han havde skrevet eller talt om, at han længtes efter "det stor mötet", men at han kunne bæve ind for den nedbrydning der nu ville komme. "Men opfat ikke dette som afsked, jeg kan have flere måneder her endnu". Men så gik det hurtigt. 14 dage efter et smukt brev, som blev afskedsbrev.
Det var rygtedes at br. W. var dødssyg, og jeg blev bedt om at skrive mindeord. At skrive dette, mens han endnu levede ... det er det sværeste jeg har skrevet. Jeg lægger det ind her.
Vi mødtes første gang i påsken 1970 - efter at have udvekslet nogle breve. Wilfrid har i mange år været min skriftefar og åndelige vejleder. De bedste samtaler har vi nok haft på lange traveture eller i GLumslöv. Samtalerummet i Norraby har altid gjort mig nervøs. I de sidste år har kontakten været pr. telefon og mail.
Nu er det snart hans fødselsdag,og en måned efter min. Hvor vil jeg savne hans fødselsdagshilsen, hvor han altid skrev: Så er vi igen lige gamle ...
Vi var ikke altid enige. Uden iøvrigt at sammenligne, så var Teresa og Johannes af Korset det heller ikke. Mam nævner altid de to i et åndedræt, som var de altid enhed - langtfra! men trods forskelle tjente de begge Karmel.
Jeg føler stadig en tomhed, efter at br. Wilfrid er gået ind til livet. Og samtidig et dybere nærvær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar