åndeligt venskab

Jeg har hadet det ord! Hørte en vits, som siger noget om dette i forvanskning: to munke kunne ikke døje hinanden, de undgik at tale sammen ... besværligt! Men de havde et dybt åndeligt venskab! Jeg vil venskab jeg kan føle, mærke, opleve - ikke noget luftigt åndeligt. Og dog, så er det ofte de blot u-åndelige venskaber der bliver luftige, flygtige.
I min daglige læsning stødte jeg på dette: "Åndelig venskab opstår, når et menneskes dyb åbner sig for et andet menneskes inderste dyb. I det venskab er man aldrig længere kun to ... "
Kan man ikke skelne mellem fællesskab og venskab? Vores menighed er mit nærmeste fællesskab. Vi har ikke valgt hinanden. Men i messen bliver vi ét.
Men jeg har nære venner, som jeg ikke kan dele nadverfællesskab med, men hvor det virkelig gælder: dyb åbner sig for dyb.
Læste for mange år siden bogen "Vänskabens sakrament".Den er just genudgivet på svensk. Måske mere om den senere.