Jeg har hadet det ord! Hørte en vits, som siger noget om dette i forvanskning: to munke kunne ikke døje hinanden, de undgik at tale sammen ... besværligt! Men de havde et dybt åndeligt venskab! Jeg vil venskab jeg kan føle, mærke, opleve - ikke noget luftigt åndeligt. Og dog, så er det ofte de blot u-åndelige venskaber der bliver luftige, flygtige.
I min daglige læsning stødte jeg på dette: "Åndelig venskab opstår, når et menneskes dyb åbner sig for et andet menneskes inderste dyb. I det venskab er man aldrig længere kun to ... "
Kan man ikke skelne mellem fællesskab og venskab? Vores menighed er mit nærmeste fællesskab. Vi har ikke valgt hinanden. Men i messen bliver vi ét.
Men jeg har nære venner, som jeg ikke kan dele nadverfællesskab med, men hvor det virkelig gælder: dyb åbner sig for dyb.
Læste for mange år siden bogen "Vänskabens sakrament".Den er just genudgivet på svensk. Måske mere om den senere.
tirsdag den 28. januar 2014
torsdag den 23. januar 2014
Venskab
Jeg er flyttet meget i mit liv - og flyttet kirkeligt!
Som helt ung var mine venner dem, der kom i Missionshuset. Senere som gift havde vi vore nære venner i bibelkredse.
Med konversionen mistede jeg en del af disse venner. Mit skridt var jo en skandale. Men nogle bevarede jeg venskabet med, dog er kun én af dem i live - 90 år.
Men jeg har fået nye venner - dybe venskaber. I alle mine svenske eksemplarer af Wilfrid Stinissens bøger har han i dedikationen skrevet. "Tack för din trofasta vänskap". Vi har bestemt ikke altid været enige. Der har været paucer, hvor kontakten var svag, men den har aldrig været afbrudt, og vore sidste mails var præget sf dyb taknemmelighed for de 43 års venskab. Hans død har efterladt et tomrum.
Jo ældre, man bliver, jo flere tomrum opstår!
Og dog: Wilfrid, og andre med ham er jo bare gået foran. Vi skal mødes igen - og hvilken glæde det bliver!
I den bog, jeg dagligt læser i, handler teksten i dag om "Andlig vänskap".
Mere om det næste gang.
Som helt ung var mine venner dem, der kom i Missionshuset. Senere som gift havde vi vore nære venner i bibelkredse.
Med konversionen mistede jeg en del af disse venner. Mit skridt var jo en skandale. Men nogle bevarede jeg venskabet med, dog er kun én af dem i live - 90 år.
Men jeg har fået nye venner - dybe venskaber. I alle mine svenske eksemplarer af Wilfrid Stinissens bøger har han i dedikationen skrevet. "Tack för din trofasta vänskap". Vi har bestemt ikke altid været enige. Der har været paucer, hvor kontakten var svag, men den har aldrig været afbrudt, og vore sidste mails var præget sf dyb taknemmelighed for de 43 års venskab. Hans død har efterladt et tomrum.
Jo ældre, man bliver, jo flere tomrum opstår!
Og dog: Wilfrid, og andre med ham er jo bare gået foran. Vi skal mødes igen - og hvilken glæde det bliver!
I den bog, jeg dagligt læser i, handler teksten i dag om "Andlig vänskap".
Mere om det næste gang.
søndag den 5. januar 2014
Jeg dør ikke, jeg går ind til livet
Wilfrid Stinissen ocd.
I de sidste år har Wilfrid Stinissen ofte udtrykt sin længsel efter ”Det store mötet”. Nu har han oplevet det, som er titlen på en af hans bøger: ”Jag dör inte jag träder in i livet”.
Og dog føles det så uvirkeligt, at han nu har forladt os. Han var et usædvanligt levende menneske, til stede i nuet og med enorm arbejdskraft, altid interesseret i livet omkring sig. Indtil for et par uger siden var han taknemmelig for og kommenterede interessante links, man sendte ham.
Allerede som 16-årig vidste han, hvad han ville med sit liv og indtrådte i 1943 i et karmeliterkloster i Belgien. Adspurgt for nylig, om han i dag ville tilråde så tidlig indtræden, svarede han nej, men tiden var en anden dengang, og han var opvokset i et hjem, hvor daglig messe og bøn var naturligt integreret i familiens liv. Også to af hans søskende gik i kloster, en nu afdød bror som karmelit, og en søster er franciskanerinde på Færøerne.
Br. Wilfrid fortsatte sine studier ud over de tre års filosofi og fire års teologi, og efter at have doktoreret i filosofi var han en tid professor i dette fag. Karmeliterklostrene i Belgien havde en del udadrettet arbejde, men i 1960-erne besluttede ordenen, at der i hver provins skulle være et rent kontemplativt kloster. Belgiske karmeliternonner havde i 1950-erne grundlagt et kloster i Glumslöv, Sverige, og det var søstrenes store ønske at få karmelitisk vejledning, så det var nærliggende for de belgiske brødre at søge et egnet sted i nærheden.
I 1967 købte ordenen et forfaldent husmandssted i Norraby på den skånske slette. Dér flyttede br. Wilfrid ind sammen med tre medbrødre. I 1973 udvidedes med nabohuset, en gammel skole, som blev ombygget til retrætehuset Karmelgården. I samtalerummet dér har br. Wilfrid tilbragt utallige timer med at give åndelig vejledning.
Br. Wilfrid var med hele sin person præst. Han blev præsteviet på festdagen for den hellige præst Jean-Maria Vianney, kendt som sognepræsten af Ars, og på mindekortet for sin præstevielse lod han trykke dennes ord: ”Hur stort det är att vara præst! Om han fattade det, skulle han dö”.
I de år spirede en retrætebevægelse frem i Sverige med det inspirerende centrum i Berget, Rättvik. Br. Wilfrid var en af pionererne, og i nogle år gik turen ofte til Rättvik for at lede kursus/ - retræte dér. I begyndelsen var det i samarbejde med Hans Hof, professor i religionsfilosofi. De to udgav sammen en bog ”Meditation og Mystik”, men inden den udkom, skiltes deres veje. Br. Wilfrid kunne ikke følge Hof, der var præget af zenbuddhisme. Men den nære forbindelse til Berget beholdt han.
Br. Wi
lfrid betydning for økumenien i Norden er uvurderlig, og det var en særlig glæde for ham, da han i en jubilæumsmesse i Rättvik, efter tilladelse af sin medbroder biskop Anders Arborelius, kunne indbyde alle til at modtage kommunionen.
Et sted i Norge sidder en teolog og skriver doktorafhandling om br. Wilfrids teologi. Den kan blive spændende. I de 43 år, jeg har haft nær kontakt med br. Wilfrid, har han været meget åben over for nye teologiske strømninger, men samtidig dybt rodfæstet i Karmel.
Deltagerne i hans retræter bad ham om at udgive retræteforedragene i bogform. Det var svært at tro ham, når han kunne sige, at det faldt ham vanskeligt at skrive og at han i grunden slet ikke havde lyst til det, for hans bøger er udkommet i en stadig strøm. Først på et frikirkeligt forlag, siden på flere svenske forlag, og de er oversat til mange sprog. De læses i alle kirkesamfund og af ikke-kristne. Den mest solgte og nok mest elskede er ”I dag er Guds dag”, som for nylig er udkommet på dansk i nyt oplag. Hans styrke har altid været, at han kunne udtrykke dybe tanker i et enkelt og let sprog. Jeg mødte en journalist, som op af lommen trak et slidt eksemplar af ”Natten er mit lys”, som er br. Wilfrids fortolkning til nutidigt sprog af Johannes af Korsets ikke altid så lette tanker. Den bog havde reddet ham ud af en depression.
I sine sidste år elskede br.Wilfrid at citere Leonard Cohens berømte sætning: "There's a crack in everything, that's where the light gets in.” Der findes en revne, et åbent sår, i mennesket, og det er dér lyset - Gud - kommer ind.
I en samtale med sin gode ven, pinsepræsten Peter Halldorf, fremhævede han det, som kan blive hans vigtigste eftermæle: "Jeg har en idé, jeg ved ikke om man vover at skrive det ... Vi lever i svære og forvirrede tider. De fleste mennesker er trætte og slidte, de lider af komplekser og neuroser. I sådan en tid lader Gud en ny hellighedstype træde frem. En der ikke består i det den katolske Kirke gør, når man saligkårer - man undersøger da om kandidaten har levet dyderne på en heroisk måde - men en hellighed, der består i en accept af egen svaghed. Det er i mine fiaskoer jeg mest af alt kan møde Gud. Når jeg stiller mig midt i min svaghed og råber til Gud om barmhjertighed, så kommer jeg Gud nær.
Jeg tror at Gud i denne kaotiske tid er tilbøjelig til at dispensere fra det gamle hellighedsideal. Jeg ville næsten sige at det nu er tid til helgener på dispensation. At Gud lader sin barmhjertighed strømme rigeligere over os end tidligere. Gud tager os elendige mennesker, hvor vi er. Han arbejder med det forhåndenværende materiale. Han har ikke ændret plan med os mennesker, Han ønsker også nu i vore dage, at vi bliver hellige. Måske er det vor tids særlige nådegave at få en dybere forståelse af hellighedens væsen: At hellighed ikke består i at være fejlfri, men i en grænseløs tillid til Gud”.
Broder Wilfrid er gået ind til Livet. Han har ikke forladt os, men beder for os.
I de sidste år har Wilfrid Stinissen ofte udtrykt sin længsel efter ”Det store mötet”. Nu har han oplevet det, som er titlen på en af hans bøger: ”Jag dör inte jag träder in i livet”.
Og dog føles det så uvirkeligt, at han nu har forladt os. Han var et usædvanligt levende menneske, til stede i nuet og med enorm arbejdskraft, altid interesseret i livet omkring sig. Indtil for et par uger siden var han taknemmelig for og kommenterede interessante links, man sendte ham.
Allerede som 16-årig vidste han, hvad han ville med sit liv og indtrådte i 1943 i et karmeliterkloster i Belgien. Adspurgt for nylig, om han i dag ville tilråde så tidlig indtræden, svarede han nej, men tiden var en anden dengang, og han var opvokset i et hjem, hvor daglig messe og bøn var naturligt integreret i familiens liv. Også to af hans søskende gik i kloster, en nu afdød bror som karmelit, og en søster er franciskanerinde på Færøerne.
Br. Wilfrid fortsatte sine studier ud over de tre års filosofi og fire års teologi, og efter at have doktoreret i filosofi var han en tid professor i dette fag. Karmeliterklostrene i Belgien havde en del udadrettet arbejde, men i 1960-erne besluttede ordenen, at der i hver provins skulle være et rent kontemplativt kloster. Belgiske karmeliternonner havde i 1950-erne grundlagt et kloster i Glumslöv, Sverige, og det var søstrenes store ønske at få karmelitisk vejledning, så det var nærliggende for de belgiske brødre at søge et egnet sted i nærheden.
I 1967 købte ordenen et forfaldent husmandssted i Norraby på den skånske slette. Dér flyttede br. Wilfrid ind sammen med tre medbrødre. I 1973 udvidedes med nabohuset, en gammel skole, som blev ombygget til retrætehuset Karmelgården. I samtalerummet dér har br. Wilfrid tilbragt utallige timer med at give åndelig vejledning.
Br. Wilfrid var med hele sin person præst. Han blev præsteviet på festdagen for den hellige præst Jean-Maria Vianney, kendt som sognepræsten af Ars, og på mindekortet for sin præstevielse lod han trykke dennes ord: ”Hur stort det är att vara præst! Om han fattade det, skulle han dö”.
I de år spirede en retrætebevægelse frem i Sverige med det inspirerende centrum i Berget, Rättvik. Br. Wilfrid var en af pionererne, og i nogle år gik turen ofte til Rättvik for at lede kursus/ - retræte dér. I begyndelsen var det i samarbejde med Hans Hof, professor i religionsfilosofi. De to udgav sammen en bog ”Meditation og Mystik”, men inden den udkom, skiltes deres veje. Br. Wilfrid kunne ikke følge Hof, der var præget af zenbuddhisme. Men den nære forbindelse til Berget beholdt han.
Br. Wi
lfrid betydning for økumenien i Norden er uvurderlig, og det var en særlig glæde for ham, da han i en jubilæumsmesse i Rättvik, efter tilladelse af sin medbroder biskop Anders Arborelius, kunne indbyde alle til at modtage kommunionen.
Et sted i Norge sidder en teolog og skriver doktorafhandling om br. Wilfrids teologi. Den kan blive spændende. I de 43 år, jeg har haft nær kontakt med br. Wilfrid, har han været meget åben over for nye teologiske strømninger, men samtidig dybt rodfæstet i Karmel.
Deltagerne i hans retræter bad ham om at udgive retræteforedragene i bogform. Det var svært at tro ham, når han kunne sige, at det faldt ham vanskeligt at skrive og at han i grunden slet ikke havde lyst til det, for hans bøger er udkommet i en stadig strøm. Først på et frikirkeligt forlag, siden på flere svenske forlag, og de er oversat til mange sprog. De læses i alle kirkesamfund og af ikke-kristne. Den mest solgte og nok mest elskede er ”I dag er Guds dag”, som for nylig er udkommet på dansk i nyt oplag. Hans styrke har altid været, at han kunne udtrykke dybe tanker i et enkelt og let sprog. Jeg mødte en journalist, som op af lommen trak et slidt eksemplar af ”Natten er mit lys”, som er br. Wilfrids fortolkning til nutidigt sprog af Johannes af Korsets ikke altid så lette tanker. Den bog havde reddet ham ud af en depression.
I sine sidste år elskede br.Wilfrid at citere Leonard Cohens berømte sætning: "There's a crack in everything, that's where the light gets in.” Der findes en revne, et åbent sår, i mennesket, og det er dér lyset - Gud - kommer ind.
I en samtale med sin gode ven, pinsepræsten Peter Halldorf, fremhævede han det, som kan blive hans vigtigste eftermæle: "Jeg har en idé, jeg ved ikke om man vover at skrive det ... Vi lever i svære og forvirrede tider. De fleste mennesker er trætte og slidte, de lider af komplekser og neuroser. I sådan en tid lader Gud en ny hellighedstype træde frem. En der ikke består i det den katolske Kirke gør, når man saligkårer - man undersøger da om kandidaten har levet dyderne på en heroisk måde - men en hellighed, der består i en accept af egen svaghed. Det er i mine fiaskoer jeg mest af alt kan møde Gud. Når jeg stiller mig midt i min svaghed og råber til Gud om barmhjertighed, så kommer jeg Gud nær.
Jeg tror at Gud i denne kaotiske tid er tilbøjelig til at dispensere fra det gamle hellighedsideal. Jeg ville næsten sige at det nu er tid til helgener på dispensation. At Gud lader sin barmhjertighed strømme rigeligere over os end tidligere. Gud tager os elendige mennesker, hvor vi er. Han arbejder med det forhåndenværende materiale. Han har ikke ændret plan med os mennesker, Han ønsker også nu i vore dage, at vi bliver hellige. Måske er det vor tids særlige nådegave at få en dybere forståelse af hellighedens væsen: At hellighed ikke består i at være fejlfri, men i en grænseløs tillid til Gud”.
Broder Wilfrid er gået ind til Livet. Han har ikke forladt os, men beder for os.
Wilfrid Stinissens død
D. 30.11 døde Wilfrid Stinissen. Så kort før skrev han til mig, at han ikke havde det godt, noget med maven, det kan være alvorligt. En uge efter, straks efter at han havde fået svar på scanning: Det er cancer i bugspytkirtlen. "Som du ved, er der ingen helbredelsse for det". Han mindede mig om, hvor ofte han havde skrevet eller talt om, at han længtes efter "det stor mötet", men at han kunne bæve ind for den nedbrydning der nu ville komme. "Men opfat ikke dette som afsked, jeg kan have flere måneder her endnu". Men så gik det hurtigt. 14 dage efter et smukt brev, som blev afskedsbrev.
Det var rygtedes at br. W. var dødssyg, og jeg blev bedt om at skrive mindeord. At skrive dette, mens han endnu levede ... det er det sværeste jeg har skrevet. Jeg lægger det ind her.
Vi mødtes første gang i påsken 1970 - efter at have udvekslet nogle breve. Wilfrid har i mange år været min skriftefar og åndelige vejleder. De bedste samtaler har vi nok haft på lange traveture eller i GLumslöv. Samtalerummet i Norraby har altid gjort mig nervøs. I de sidste år har kontakten været pr. telefon og mail.
Nu er det snart hans fødselsdag,og en måned efter min. Hvor vil jeg savne hans fødselsdagshilsen, hvor han altid skrev: Så er vi igen lige gamle ...
Vi var ikke altid enige. Uden iøvrigt at sammenligne, så var Teresa og Johannes af Korset det heller ikke. Mam nævner altid de to i et åndedræt, som var de altid enhed - langtfra! men trods forskelle tjente de begge Karmel.
Jeg føler stadig en tomhed, efter at br. Wilfrid er gået ind til livet. Og samtidig et dybere nærvær.
Det var rygtedes at br. W. var dødssyg, og jeg blev bedt om at skrive mindeord. At skrive dette, mens han endnu levede ... det er det sværeste jeg har skrevet. Jeg lægger det ind her.
Vi mødtes første gang i påsken 1970 - efter at have udvekslet nogle breve. Wilfrid har i mange år været min skriftefar og åndelige vejleder. De bedste samtaler har vi nok haft på lange traveture eller i GLumslöv. Samtalerummet i Norraby har altid gjort mig nervøs. I de sidste år har kontakten været pr. telefon og mail.
Nu er det snart hans fødselsdag,og en måned efter min. Hvor vil jeg savne hans fødselsdagshilsen, hvor han altid skrev: Så er vi igen lige gamle ...
Vi var ikke altid enige. Uden iøvrigt at sammenligne, så var Teresa og Johannes af Korset det heller ikke. Mam nævner altid de to i et åndedræt, som var de altid enhed - langtfra! men trods forskelle tjente de begge Karmel.
Jeg føler stadig en tomhed, efter at br. Wilfrid er gået ind til livet. Og samtidig et dybere nærvær.
Abonner på:
Opslag (Atom)