Jeg er altid gået ind for en vis disciplin i bønslivet - som i alting, der skal være stabilt og vokse.
I tre år (1973-76) levede jeg et nærmest klosterliv. Tidebønner og indre bøn på faste tidspunkter. Og jeg tog denne rytme med mig "ud i verden". Ret tidligt op, gik i kirken, som jeg bor lige ved, tidebøn og indre bøn, og så messen kl.8. Om aftenen mindre stabilt, for man råder ikke altid over denne tid, men dog: Vesper og bøn.
Og nu! Slidgigten har ændret mit liv. Alderen vel også. Smerter kan forstyrre søvnen, så jeg må sove længere. Det praktiske arbejde må afbrydes - som nu - fordi det bare gør for ondt. Altså tager det længere tid.
Min så faste disciplin er smuldret. Det har forvirret mig. Er jeg blevet sløv, doven, har mistet gnisten?
Jo, jeg holder fast ved laudes. Men ellers?
Jeg er kommet til at bønslivet er levende, og alt liv forandres. Der er forskel på, om man bare forandrer i et væk, uden ydre grund - og så at livet selv skaber ændringer, som man ikke er herre over.
Jeg har erfaret, at hvor jeg før brugte det meste af en time på morgenbønnen, må jeg nu nøjes med langt mindre. Og da kommer Jesusbønnen mig til hjælp - ja, den er vel blevet min bøn.
Og jeg har fået fred i forandringen!
mere om den senere!
Hvis noget er levende, vil det forandres. Hele tiden. Liv kan ikke stå stille. Det vil enten udvikles eller visne hen.
SvarSletJeg tror bare det er vigtigt at skabe sig nye ritualer (finde ny rytme), som giver mening i nye livsbetingelser.
Ritualer er vist vigtigere end disciplin.
jeg mener noget fast, som holder mig fast. Ikke hælene sammen og 1,2,3. Kunne lige så godt have skrevet ritualer. Jeg ser hvor meget tidebøn betyder for mange. Præstepar der står op før børnene og beder laudes! En præstekone fortalte mig forleden hvor meget det betød for dem. Vender tilbage til Jesusbønnen.
SletEn ung svensker,dr. theol. Joel Hallorf, skriver "Att jag går ut och samlar brödet beror inte på min egen kadaverdisciplin, utan på att jag tillhör en gemenskap som delar denna vana. Det handlar alltså inte så mycket om personliga beslut som om att socialiseras in i en gemenskap som är bärare av frälsande vanor. Vi går till kyrkan på söndagar, vi fastar innan påsk, vi ger bort våra pengar."
SvarSlet