provisorisk helbredelse

   Provisorisk helbredelse

- i venten på det perfekte legeme

"Det er lidt foruroligende og ophidsende pludseligt at være helbredt," siger han, "ligesom  genopstanden."

                      Torgny Lindgren

Det skete netop da jeg skulle til at forlade biografen hvor jeg havde set "The passion of the Christ". I timevis var Jesus blevet slået sønder og sammen, og Hans legeme var fuldstændigt dækket af de sår, der siges at helbrede os. Måske var det den tanke der motiverede den unge mand fra Asien, der kom hen til mig og på engelsk spurgte om han måtte bede for mig. Gennem min handikaphjælper svarede jeg at det var i orden, og dermed mente jeg at jeg godt ville tage imod forbøn. Den unge mand opfattede det imidlertid som om jeg prøvede at slippe udenom, og med et varmt "God bless you," gik han hensynsfuldt sin vej.

                      Jeg kunne have ladet det blive ved det, men filmen havde berørt mig, og jeg ville ikke lade en simpel misforståelse stå i vejen for nogen der havde delt den samme stærke oplevelse og havde tro på en berøring hinsides filmens fiktion. Der kræves gode grunde for mig til at sige nej tak til forbøn, selv om jeg har oplevet en del ubehagelige situationer, hvor jeg hellere ville have været i fred. Dette tilfælde skulle imidlertid vise sig at være mere kompliceret end jeg først regnede med.

                      Ude i foyeren fik vi atter øje på den unge mand, der var fra Korea. Han fortalte at det ikke var ham selv der skulle bede for mig, men en præst fra en lokal menighed som han var på besøg hos og som plejede at dele Bibler og flyveblade ud til folk hver gang Mel Gibsons film var blevet vist. Præsten ventede på mig uden for biografen - en høj amerikaner med store ord på gebrokkent svensk. Han sagde at den Jesus vi havde set helbrede soldatens øre og opstå fra de døde på filmen, var helt den samme og lige så mægtig her og nu. Jeg skulle se på præsten som om det var Jesus fra Nazaret der stod foran mig.

                      Til start var jeg tilbøjelig til at tro ham. Han optrådte med et skær af autoritet og genkendte min sygdom: muskeldystrofi. Så sagde han noget der satte min tillid på en hård prøve. Bag den slags sygdom, hævdede præsten, var der en åndemagt. Hvad nu? Vovede han at påstå at jeg var besat? Hvis han ville bede for mig med det som udgangspunkt ville jeg hellere have at han lod være. Duchennes muskeldystrofi skyldes et defekt gen der ikke formår at producere det stof, dystrofin, der holder sammen på muskelfibrene. Sygdommen skrider fremad på det grundlag, og har næppe brug for nogle dæmoner til at trække i trådene.

                      Et øjeblik overvejer jeg at flygte så hurtigt som muligt fra denne fanatiske karismatiker der krænker mig med sine overåndelige fantasier. Men så tænker jeg pludseligt: Hvis denne mand i Jesu navn beder om at sygdommen skal forlade mig, hvis jeg er åben for at bønnen vil blive besvaret, spiller det så nogen rolle at han forestiller sig en åndelig virkelighed bag den videnskabelige forklaring jeg finder fuldt tilstrækkelig? Jeg kan have tusind vægtige indvendinger mod hans teologi, men kan jeg sætte mig til doms over hans tro på Jesus?

                      Jeg falder ned igen og lader forbønnen finde sted. Midt på gaden, blandt biler og fodgængere, lagde præsten sine hænder på mig. Det ville snart virke, forsikrede han mig. Han var overbevist. Jeg var fortumlet og - til min egen forundring - fuld af forhåbning.

                      ***

To år senere sidder jeg stadig i min kørestol. Hvis der er sket nogen forandring, er det snarere en forværring i overensstemmelse med muskeldystrofiens natur. Men selv om der - jeg fristes til at skrive "naturligvis" - ikke skete noget i min krop, blev hændelsen foran biografen en positiv erfaring. Jeg gav slip på min skepsis og kan faktisk se en praktisk mulighed i det mirakel det ville være hvis sygdommen forlod mig.

                      Teoretisk er det let at tro på helbredelse. Jeg har aldrig set det sådan at Gud ikke skulle kunne gøre det - er  Jesus Herren er der ingen sygdom der ikke er underlagt Ham - men da helbredelsen er udeblevet indtil nu, har jeg haft grund til at tvivle på om det er Hans vilje med mig.

                      At Gud altid vil helbrede, er noget af et aksiom for mange helbredelsesprædikanter. I evighedens perspektiv er det en selvindlysende sandhed - Gud har til hensigt at give os intet mindre end perfekte legemer, immune mod al slags forfald. Sladderpressen kan tale om den perfekte fysiognomi hos en Jennifer Lopez eller en Arnold Schwarzenegger, men i længden er deres beståen lige så dødsdømt som de fanger guvernøren nægter at benåde. Når det nu ikke engang er muligt at opnå kosmetisk perfektion her på jorden, forstår vi at al tale om "fuldkommen helbredelse" er lige så illusorisk. Selvfølgelig kan en cancer fjernes, men selv det sundeste legeme vil før eller senere udvikle dødbringende svulster, hvis ikke der er andet der tager livet af det først.

                      På samme måde er Duchennes muskeldystrofi bare en accelereret form for fysisk forfald, en skæbne der venter os alle. Men hvor svag og dødsmærket min krop end er, står den alligevel i forbindelse med opstandelseslegemet. Derfor er det ikke illusorisk at forestille sig at den førstnævnte af og til kan låne træk fra sidstnævnte, at dette til og med i en vis grad er til at forvente. Måske er den grad af sundhed, jeg besidder i dag - og som faktisk ikke er ringe, min alder og diagnose taget i betragtning - en sådan forsmag på den kommende herlighed? Og hvis det er sådan, hvorfor så udelukke en fuldkommen helbredelse, der ganske vist ikke råder bod på legemets grundlæggende forgængelighed, men som beviser at Guds rige begynder her og nu - og at det er et anliggende for legemet lige vel som for sjælen? Er det ikke Guds vilje med enhver af os?

                      "Jesus helbredte jo alle dem der kom til Ham," lyder et andet almindeligt argument fra helbredelsesprædikanterne der kritiserer "klimaet" for helbredelse i dagens Sverige. Man henviser gerne til Afrika, hvor mennesker antages at leve nærmere det overnaturlige og hvor helbredelsen ikke hindres af vesterlandsk rationalisme. Men Evangelierne fortæller ikke om de syge der aldrig kom i nærheden af Jesus, som måske til og med troede på Hans kraft, men forspildte den gunstige lejlighed. Og hvem kan tælle alle de inderligt troende afrikanere der dør af AIDS med desperate bønner på læberne? Her findes ingen lighed - al tale om "retten" til helbredelse klinger hult overfor lidelsens daglige triumf.

                      Guds retfærdighed er heldigvis ikke underkastet det timelige og den lidelse der trods alt ikke tynger så svært. Den indebærer ikke absolut lige behandling. Vejen til den arv, Kristus har vundet for os, varierer for hver arving. Nogle får mange velsignelser her og nu, medens andre forbliver fattige, enten åndeligt eller materielt. I Bjergprædikenen antyder Jesus at det er den anden gruppe der egentlig er mest velsignet. Hvis man ser det på den måde, kan selve mangelen blive et håbets tegn og Himlen så meget mere "worth waiting for". Vi skal humpe ud af ørkenen, slå os ned ved baren og slukke vor tørst i et eneste langt drag.

                      Jeg vil ikke romantisere. Det ville være løgn at påstå at jeg er tilfreds med hvordan min krop fungerer i dag. Den fysiske anstrengelse ved at skrive denne artikel overstiger langt det intellektuelle arbejde. Afstanden mellem hvad jeg vil og hvad jeg kan gøre, bliver større og større for hvert år. Naturligvis ønsker jeg at det ikke var sådan. Gud kender mit ønske og har magt til at opfylde det. Der findes en bemærkelsesværdig dynamik i fællesskabet med Gud og forbløffende nok en gensidig påvirkning. Ting som tro og forventning kan virkelig fungere som katalysatorer for Guds værk i vort liv.

                      Men vi skal ikke bilde os ind at vi på nogen måde styrer disse processer. Gud beholder sin suverænitet i alle situationer. At en helbredelse udebliver på trods af at vi har troet, bedt og salvet med olie, er altså ingen teologisk anomalitet. Den indsigt har hjulpet mig til at acceptere at det måske ikke er Guds vilje at helbrede mig her i tiden, i den begrænsede betydning man nu kan tale om helbredelse af et legeme der forbliver forgængeligt. Jeg kender ikke grunden - og Gud skylder mig altså ikke en forklaring - men en omstændighed der taler for at Han har valgt at lade mig vente, er min sygdoms natur. Hvis Gud havde haft til hensigt at helbrede mig, burde Han nok have slået til dengang jeg var en tilsyneladende rask treårig.

                      Den genetiske skade i sig selv er isoleret og begrænset, men dens virkninger over tid har enorm betydning for kroppens udvikling. Min krop som voksen har ingen "normaltilstand" som Gud ville kunne genoprette. For at helbrede mig helt skulle Han nyskabe muskulatur over hele kroppen, rette min S-formede rygrad og de utallige misdannelser i arme og ben, lægge 10-20 cm til min højde, skrumpe min for store tunge og meget mere. Resultatet ville være svært at relatere til billedet af mig efter godt tredive års sygdom.

                      Spørgsmålet er ikke om Gud kunne klare denne forvandling, men om jeg kunne. Her rører vi ved den nok dybeste grund til at jeg har svært ved at se miraklet for mig. Hvem er jeg og hvad gør jeg, med en fremmed krop der oven i købet adlyder mig?

                      ***

Torgny Lindgren fortæller i sin roman "Pölsan" (Samleren 2003) om hvordan tuberkulosen holder hans hjemby i et jerngreb. Smitten beskrives som så udbredt at det syge var næsten som det raske, den forventede norm for såvel dem der var blevet syge, som for dem der endnu var forskånede. Tydeligst bliver dette for læreren Lars Högström, der er vokset op på sanatoriet og ikke tror sine egne ører da overlægen erklærer ham "fuldstændig og endegyldigt rask!"

                      Det forstår jeg ikke, sagde Lars Högström. Det er ikke muligt …

                      Sænkningen er væk,  sagde overlægen. Pladerne viser den mest fuldkomne heling. Raskere kan et menneske ikke blive. Deres blod kunne forhandles som  styrkende middel.

                      Jeg synes sommetider jeg har en smule feber, sagde Lars Högström.

                      Indbildning, sagde overlægen. Ikke andet end indbildning.

                      Er der ingen mulighed for at jeg kan  syg på ny? Et hjælpemiddel?

                      Det er et stort privilegium at kunne mennesker for raske, sagde overlægen. Den helbredte har gennemgået en svær prøve. Og bestået med udmærkelse.

                      Jeg har haft det godt her, sagde Lars Högström. Og om nogle måneder er elven isfri igen.

                      Hr. Högström, sagde overlægen, når Faxelven bryder op, er De langt væk herfra. Så er De for alvor gået i gang med selve livet.

                      Lidt sådan forestiller jeg mig at det ville være en dag at stå der med en velfungerende krop. Jeg ville nok ikke bede om at måtte vende tilbage til mit gamle liv, men det at tilpasse mig til et nyt, helbredt liv, ville nok være en ny stor udfordring for mig. Hvordan skulle jeg tage ansvaret for en krop der er befriet for sine lænker og kan gå hvorhen den vil? Hvad vil være dens rette brug blandt alle de muligheder der åbner sig? Hvordan finder jeg min plads i tilværelsen når mine forudsætninger er så totalt forandrede?

                      De der bliver helbredte i Evangelierne, synes ikke at kæmpe med sådanne overvejelser. Måske var deres gamle liv sådan indrettet efter hvad de manglede at det bare var at gå ind i de opgaver de altid havde villet opfylde. "Selve livet" var i sig selv så mangelfuldt at det aldrig kunne blive for godt, hvilket synes at være problemet for Lars Högström der trivedes med sin sygdom. Han får at vide at han er helt immun mod tuberkulosen. Denne oplysning kommer til at styre hans måde at indrette sit liv på, og til sidst leder det ham vild. For som vi ved findes der ingen helbredelse for forgængeligheden, ikke engang for den først så modvillige Högström.

                      Derfor tager jeg måske fejl ved at forestille mig min helbredelse så definitiv og forvandlende at jeg ikke ville kunne håndtere den. Det er at glemme det foreløbige i alt der sker med kroppen her på jorden. Der opstandne Jesus er den eneste der har levet med et herliggjort legeme, og til og med det var midlertidigt ! Det perfekte har ikke sin plads i tiden. Kun i den ånd kan vi tage imod den midlertidige helbredelse der alligevel er stor nok til at kaldes et mirakel.

                      Jeg kan ikke selv præstere troen på det ufattelige og evnen til at give det dets rette dimensioner, så jeg kan leve det ud med ydmyghed og ansvarlighed. Men det kan skænkes mig. Måske var det det der skete udenfor biografen, med god hjælp fra Mel Gibson, den unge koreaner og amerikaneren der ville gøre ligesom Jesus. De svage tjenere pegede alle på Ham der tog al svaghed på sig, og i nogle timer så jeg kun mulighederne i Hans navn.

Mattias Agnesund er omtalt i artiklen "dø- før døden". Han var . litteraturvidenskabsmand og forfatter, han boede i Göteborg. Døde for et par år siden. Hans blog findes som minde om ham.

http://agnesund.blogspot.com