at dø - f'ør døden

At dø – før døden.

86 år i dag!  Nej, om jeg forstår det! Jeg er jo ung indeni!  Tror jeg da! Andre mener måske noget andet, men dem om det.

Men hver dag tænker jeg på døden. Hver aften lægger jeg mit tøj pænt sammen, for hvis nu jeg ikke vågner mere, så … og jeg rydder ud, så det kan være lettere at rydde op efter mig.

Nå spøg til side, det er mere alvorligt end som så.

Der er to personer jeg i den forbindelse gerne vil præsentere:

Mattias Agnesund, född 1973, död 27 december 2010, var filosofie magister i datalingvistik, litteraturvetare och skribent.
Agnesund föddes med sjukdomen Duchennes muskeldystrofi. Dokumentärfilmaren Tom Alandh spelade 2006 in filmen Blott en afton bor jag här om Mattias Agnesund.
…
Mattias arbejdede på sin doktordisputats, da han døde. Han levede længere end de fleste med den sygdom. Den bevirker at al muskelkraft smuldrer væk. I mange år var han i respirator og helt afhængig af personlige assistenter. Han gik lidenskabeligt op i fodbold, tog til koncerter.  Han deltog i diskussioner om abort – for i dag ville hans mor være blevet rådet til abort. Om dødshjælp, for er livet værd at leve i den tilstand? 
Men hvad var verden ikke gået glip af, hvis han var blevet en abort? Og hvilken hyldest til livet var ikke hans svage liv?  Jeg så for år tilbage en film om ham. Ville gerne gense den. Jeg fik ham til at skrive en artikel til Levende Vand. Hvis jeg finder den, vil jeg lægge den ind her.
Martin Lönnebo, född 27 februari 1930 i Storkågeträsk i nuvarande Skellefteå kommun, är en svensk kyrkoman och författare; han är biskop emeritus i Linköpings stift.
Lönnebo blev fil. kand. 1955 och teol. kand. 1957 vid Uppsala universitet. År 1964 disputerade han på doktorsavhandlingen Albert Schweitzers etisk-religiösa ideal och blev docent i religionsfilosofi. Han var präst i Uppsala stift från 1959 och blev stiftsadjunkt där samma år. Han valdes till biskop i Linköpings stift 1980 och blev emeritus 1995. Under sin tid i Uppsala var Lönnebo i många år lärare i homiletik (predikokonst) vid den praktisk-teologiska övningskursen för blivande präster. Ett resultat av detta är hans inflytelserika böcker Homiletik och Religionens fem språk. År 1995 blev han filosofie hedersdoktor vid Linköpings universitet
Martin Lönnebo är också skaparen av den så kallade "Frälsarkransen", ett radband av olika pärlor som var och en representerar olika aspekter inom kristendomen.
Hans voksne liv blev præget af en søn, Jonas, der fik en fødselsskade, som gjorde ham mentalhandicappet.
Man siger at det ikke er populært hvis man ringer til ham, når der er en fod- eller håndboldkamp i tv. Han har været ivrig skisportsmand.
…
De, som har haft glæden at møde Martin, har mødt et glimt af hellighed. Den stråler ud af hans milde blik.
De to mødtes ved et vintermøde i Bjärka-Saby i 2003.
Martin Lönnebo holdt da en meditation, som Mattias beskriver. Den var en øvelse i mors mystica ”den mystiske død” , den som Paulus beskriver: ”Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig”.
Deltagerne skulle lukke øjnene og rette sit indre blik fremad, mod den fysiske død. Biskop Martin malede med sin udtryksfulde stemme scenariet. Afsked med familie og venner, de sidste minutter, hvor omgivelserne forsvinder, til sidste nedtælling af de sidste åndedræt, og så er det nu.
Mattias beskriver hvordan denne meditation ikke medførte stress, men en følelse af tidløshed, og i nogle sekunder var han væk, faldet i søvn. Og da han igen kom til bevidsthed, oplevede han, at frygten for døden var væk.
Biskop Martin talte nu om evigheden, om det uskabte lys, som venter på den anden side dødens mørke. Han beskrev mødet med Kristus, der spørger: Hvem er du? Forvandlingen er sket, for svaret er: ”Jeg er Du”. Det egoistiske jeg er dødt, kun Kristus lever.
Denne død før døden, er vores allesammens mål, unge som gamle. Men det skal da indrømmes at når man er 86, får man travl: Nu må man se at dø fra sig selv!!!
Men stresse er ikke en Åndens gave. En af de gamle ørkenfædre lå på sit dødsleje. Han sagde: ”Nu først skal jeg begynde at omvende mig”. Ja nu – og så igen: Nu.
Fortsættelse følger!