Engang ledede jeg retræte i en katolsk menighed i provinssen. Det var heldags og hen på eftermiddagen mindede jeg diskret præsten om at jeg gerne ville have mine rejseudgifter dækket. Han så forbavset på mig: "Jamen er du ikke lønnet af bispedømmet? " Nej, jeg har aldrig fået løn, siden jeg forlod skolen i 1972. Han lod så en tallerken gå rundt, og jeg kunne hælde alle småmønterne ned i min taske. Hjemkommen talte jeg dem op, og de dækkede akkurat rejsen.
Det siger noget om katolikkers forhold til at betale!
Men hvilken frihed der ligger i ikke at være på en lønningsliste!
Jamen noget må jeg jo have levet af! Jo, i slutningen af min tid som lærer fik jeg svære problemer med min stemme. Jeg gik til stemmetræning på Taleinstitutet, masser af undersøgelser og behandlinger som ikke hjalp. En dag sagde halsspecialiten til mig: "Dette er en kronisk allergi på stemmebåndene. Du skal pensioneres". Chok - og befrielse. Jeg fik så, hvad man dengang kaldte en deltidspension, dvs. jeg kunne undervise nogle timer, men ikke heltids.
Denne lille pension har jeg så levet af i de år jeg har ledet retræter. Guds førelse!
Men i den ledelse er man aldrig pensioneret.
Det e r svært at blive gammel! Nok især når man er en handlingsperson. Nu fylder jeg 86 - og noget i mig siger: Nej, det er løgn! Jeg er jo ikke 86 indeni. Men jeg mærker jo at kræfterne ikke er, hvad de var engang. At slidgigt har tæret mine knæ ... jeg ved at der kun er er kort antal år tilbage. Altså: Se at få så meget lavet som muligt, udnyt tiden godt.
Og døden! JO, den rykker nærmere. Tænker på den hver dag. Og det er en modningsproces.
Mere om den senere. Og hvis nogle yngre følger denne blog, skal de ikke tænke: Dér står jeg af, det vedkommer ikke mig. Jo, vel gør det, så hæng bare på.
Selvfoelgelig vedkommer temaet "doeden" os alle. Lige fra den dag, vi bliver foedt, taeller vi ned eller hen imod doeden. Det er noget af det eneste vi kan vaere sikre paa, her i livet: foer eller siden kommer den.
SvarSletNogle mennesker foretraekker at lade som om det ikke kommer dem ved, men ingen kan i virkeligheden sige fra. Det er saa rigtigt, at man indeni foeler sig som en aarsunge, selvom man naermer sig de 69 (som jeg). Nok er man bevidst om, at man rent fysisk ikke kan udrette det samme, som for fyrre aar siden, men ens intellekt er ikke bare det samme, det har vokset sig gennem livserfaringer, forhaabentligt i retningen af stoerre forstaaelse og taalmodighed, hvis man selv vil. Det er saa rigtigt, hvad Kirkegaard sagde: Livet leves forfra men forstaas bagfra. Dette kan vaere en troest ogsaa hvad angaar en selv, saa man bedre forstaar hvorfor man tog sine beslutninger og kan vaere aarsag til en stoerre refleksion om baade en selv og om ens medmennesker.