mandag den 25. februar 2013

En gammel mands iagttagelser

En gammal mans iakttagelser

Kära bröder och systrar,
jag är verkligen glad över att få vara med er i denna Sant’Egidio-gemenskapens ”familjehem” för äldre. Jag tackar professor Marco Impagliazzo, er ordförande, för hans vänliga ord. Tillsammans med honom hälsar jag professor Andrea Riccardi, gemenskapens grundare. Jag tackar biskop Matteo Zuppi, assistent vid Historiska centret och ärkebiskop Vincenzo Paglia, ordförande för Påvliga rådet för familjen och alla Sant’Egidio-gemenskapens vänner för att ni har kommit hit.
Jag kommer till er som biskop av Rom, men också som en gammal man som besöker sina jämlikar. Det skulle vara överflödigt att säga att jag är väl förtrogen med denna ålders svårigheter, problem och begränsningar, och jag medveten om att för många är dessa problem akuta på grund av den ekonomiska krisen. Ibland kan vi i en viss ålder nostalgiskt se tillbaka på vår ungdomstid, när vi var friska och planerade för framtiden. Därför skyms ibland vår blick av sorgsenhet genom att vi betraktar den nuvarande fasen i vårt liv som en skymningstid. Denna morgon, när jag vänder mig till alla som är äldre i anden, trots att jag är medveten om svårigheterna som er ålder rymmer, så skulle jag vilja säga till er med stark övertygelse: det är storartat att vara gammal! I varje skede i livet är det nödvändigt att kunna upptäcka Herrens närvaro och välsignelse och de rikedomar som dessa för med sig. Vi får aldrig låta oss bli inspärrade av sorg! Vi har fått gåvan av ett långt liv. Att leva är storartat även i vår ålder, trots visa ”krämpor” och några få begränsningar. Må våra ansikten återspegla glädjen av känna sig älskad av Gud, inte sorgsenhet.
I Bibeln betraktas långt liv som en välsignelse från Gud; i dag är denna välsignelse utbredd och måste betraktas som en gåva att uppskatta och att göra det bästa av. Och ändå accepterar inte samhället, som är så dominerat av effektivitetens logik, detta som det är – tvärtom, avfärdar man detta genom att betrakta de äldre som icke-produktiva och oanvändbara. Alltför ofta får vi höra talas om lidandet hos dem är marginaliserade, som lever långt hemifrån eller i ensamhet. Jag tycker att det borde finnas ett större engagemang, till att börja med i familjen och inom de offentliga institutionerna, för att se till att de äldre får bo kvar hemma. Livsvisdomen, som vi alla är bärare av, är en stor tillgång. Ett samhälles kvalitet, och då jag menar en civilisations, avgörs också av hur den behandlar gamla människor och vilken plats som den tilldelar dem i det samhällslivet. De som ger utrymme för de äldre ger utrymme för liv! De som tar emot de äldre tar emot liv!
Sant’Egidio-gemenskapen har redan från början stött många äldre människor på deras väg, genom att hjälpa dem att stanna kvar i deras egna livsmiljöer och genom att öppna olika ”familjehem” i Rom och i över hela världen. Genom solidaritet mellan unga och gamla har Sant’Egidio fått människor att förstå att kyrkan i praktiken består av alla generationer, där varje person måste känna sig ”hemma”, och där inte vinstens och ägandets logik dominerar utan det frivilliga givandets och kärlekens. När livet blir bräckligt i hög ålder, förlorar det aldrig sitt egenvärde och sin värdighet: var och en av oss, oavsett skede i livet, är önskad och älskad av Gud, var och en är viktig och nödvändig (jfr ”Homily for the beginning of the Petrine Ministry”, 24 April 2005).
Dagens besök passar in i Europaåret för aktivt åldrande och solidaritet mellan generationerna. Och just i detta sammanhang skulle jag på nytt vilja bekräfta att de äldre är en tillgång för samhället, i synnerhet för de unga. Det finns ingen äkta mänsklig mognad och bildning utan fruktbar kontakt med de äldre, eftersom deras liv är som en öppen bok i vilken den unga generationen kan finna värdefull vägledning för sin resa genom livet.
Kära vänner, i vår ålder får vi ofta uppleva behovet av hjälp från andra: och det gäller även påven. I evangeliet läser vi att Jesus sade till aposteln Petrus: ”Sannerligen, jag säger dig: när du var ung spände du själv bältet om dig och gick vart du ville. Men när du blir gammal skall du sträcka ut dina armar och någon annan skall spänna bältet om dig och föra dig dit du inte vill” (Joh 21:18). Herren syftade på det sätt på vilket aposteln skulle vittna om sin tro genom martyriet, men denna mening får oss också att betänka det faktum att behovet av hjälp är ett av ålderdomens villkor. Jag skulle vilja be er att ni även i detta söker efter en gåva från Herren, därför att bli försörjd och ledsagad av andra och att få känna andras tillgivenhet är en nåd! Detta är viktigt i varje skede av livet: ingen kan leva ensam utan hjälp; människan är relationell. Och i det här fallet inser jag, med glädje, att alla de som hjälper och alla de som blir hjälpta bildar en familj, vars livsnerv är kärlek.
Kära äldre bröder och systrar, dagarna kan tyckas långa och innehållslösa, med svårigheter och få engagemang och få möten; låt er inte nedslås: ni är en tillgång för samhället, även i lidande och i sjukdom. Också detta skede i livet är en gåva för att fördjupa förhållandet till Gud. Den salige påven Johannes Paulus II:s exempel var och är fortfarande belysande för var och en. Glöm inte att en av de värdefulla förmågor som ni har är den oumbärliga: att be. Bli förebedjare hos Gud, genom att be troget och uthålligt. Be för kyrkan, och be för mig, för världens behov och för de fattiga, så att våldet i världen tar slut. De äldres böner kan skydda världen, hjälpa den, kanske mer än vad kollektiv fruktan kan. I dag skulle jag vilja anförtro kyrkan och världsfreden åt era förböner. Påven älskar er och litar på var och en av er! Må ni känna er älskade av Gud och få veta hur ni ska kunna låta en stråle av Guds kärlek lysa in i vårt samhälle, som så ofta är inriktat på individen och effektiviteten. Och Gud kommer alltid att vara med er och med alla dem som stöder er med sin tillgivenhet och med sin hjälp.
Jag anförtror er alla åt jungfru Marias moderliga förbön, hon som alltid följer oss på vår resa med sin moderskärlek och jag välsignar med glädje var och en av er. Jag tackar er alla!
Påven Benedictus XVI

torsdag den 21. februar 2013

provisorisk helbredelse

   Provisorisk helbredelse
- i venten på det perfekte legeme

"Det er lidt foruroligende og ophidsende pludseligt at være helbredt," siger han, "ligesom  genopstanden."
                      Torgny Lindgren

Det skete netop da jeg skulle til at forlade biografen hvor jeg havde set "The passion of the Christ". I timevis var Jesus blevet slået sønder og sammen, og Hans legeme var fuldstændigt dækket af de sår, der siges at helbrede os. Måske var det den tanke der motiverede den unge mand fra Asien, der kom hen til mig og på engelsk spurgte om han måtte bede for mig. Gennem min handikaphjælper svarede jeg at det var i orden, og dermed mente jeg at jeg godt ville tage imod forbøn. Den unge mand opfattede det imidlertid som om jeg prøvede at slippe udenom, og med et varmt "God bless you," gik han hensynsfuldt sin vej.
                      Jeg kunne have ladet det blive ved det, men filmen havde berørt mig, og jeg ville ikke lade en simpel misforståelse stå i vejen for nogen der havde delt den samme stærke oplevelse og havde tro på en berøring hinsides filmens fiktion. Der kræves gode grunde for mig til at sige nej tak til forbøn, selv om jeg har oplevet en del ubehagelige situationer, hvor jeg hellere ville have været i fred. Dette tilfælde skulle imidlertid vise sig at være mere kompliceret end jeg først regnede med.
                      Ude i foyeren fik vi atter øje på den unge mand, der var fra Korea. Han fortalte at det ikke var ham selv der skulle bede for mig, men en præst fra en lokal menighed som han var på besøg hos og som plejede at dele Bibler og flyveblade ud til folk hver gang Mel Gibsons film var blevet vist. Præsten ventede på mig uden for biografen - en høj amerikaner med store ord på gebrokkent svensk. Han sagde at den Jesus vi havde set helbrede soldatens øre og opstå fra de døde på filmen, var helt den samme og lige så mægtig her og nu. Jeg skulle se på præsten som om det var Jesus fra Nazaret der stod foran mig.
                      Til start var jeg tilbøjelig til at tro ham. Han optrådte med et skær af autoritet og genkendte min sygdom: muskeldystrofi. Så sagde han noget der satte min tillid på en hård prøve. Bag den slags sygdom, hævdede præsten, var der en åndemagt. Hvad nu? Vovede han at påstå at jeg var besat? Hvis han ville bede for mig med det som udgangspunkt ville jeg hellere have at han lod være. Duchennes muskeldystrofi skyldes et defekt gen der ikke formår at producere det stof, dystrofin, der holder sammen på muskelfibrene. Sygdommen skrider fremad på det grundlag, og har næppe brug for nogle dæmoner til at trække i trådene.
                      Et øjeblik overvejer jeg at flygte så hurtigt som muligt fra denne fanatiske karismatiker der krænker mig med sine overåndelige fantasier. Men så tænker jeg pludseligt: Hvis denne mand i Jesu navn beder om at sygdommen skal forlade mig, hvis jeg er åben for at bønnen vil blive besvaret, spiller det så nogen rolle at han forestiller sig en åndelig virkelighed bag den videnskabelige forklaring jeg finder fuldt tilstrækkelig? Jeg kan have tusind vægtige indvendinger mod hans teologi, men kan jeg sætte mig til doms over hans tro på Jesus?
                      Jeg falder ned igen og lader forbønnen finde sted. Midt på gaden, blandt biler og fodgængere, lagde præsten sine hænder på mig. Det ville snart virke, forsikrede han mig. Han var overbevist. Jeg var fortumlet og - til min egen forundring - fuld af forhåbning.
                      ***
To år senere sidder jeg stadig i min kørestol. Hvis der er sket nogen forandring, er det snarere en forværring i overensstemmelse med muskeldystrofiens natur. Men selv om der - jeg fristes til at skrive "naturligvis" - ikke skete noget i min krop, blev hændelsen foran biografen en positiv erfaring. Jeg gav slip på min skepsis og kan faktisk se en praktisk mulighed i det mirakel det ville være hvis sygdommen forlod mig.
                      Teoretisk er det let at tro på helbredelse. Jeg har aldrig set det sådan at Gud ikke skulle kunne gøre det - er  Jesus Herren er der ingen sygdom der ikke er underlagt Ham - men da helbredelsen er udeblevet indtil nu, har jeg haft grund til at tvivle på om det er Hans vilje med mig.
                      At Gud altid vil helbrede, er noget af et aksiom for mange helbredelsesprædikanter. I evighedens perspektiv er det en selvindlysende sandhed - Gud har til hensigt at give os intet mindre end perfekte legemer, immune mod al slags forfald. Sladderpressen kan tale om den perfekte fysiognomi hos en Jennifer Lopez eller en Arnold Schwarzenegger, men i længden er deres beståen lige så dødsdømt som de fanger guvernøren nægter at benåde. Når det nu ikke engang er muligt at opnå kosmetisk perfektion her på jorden, forstår vi at al tale om "fuldkommen helbredelse" er lige så illusorisk. Selvfølgelig kan en cancer fjernes, men selv det sundeste legeme vil før eller senere udvikle dødbringende svulster, hvis ikke der er andet der tager livet af det først.
                      På samme måde er Duchennes muskeldystrofi bare en accelereret form for fysisk forfald, en skæbne der venter os alle. Men hvor svag og dødsmærket min krop end er, står den alligevel i forbindelse med opstandelseslegemet. Derfor er det ikke illusorisk at forestille sig at den førstnævnte af og til kan låne træk fra sidstnævnte, at dette til og med i en vis grad er til at forvente. Måske er den grad af sundhed, jeg besidder i dag - og som faktisk ikke er ringe, min alder og diagnose taget i betragtning - en sådan forsmag på den kommende herlighed? Og hvis det er sådan, hvorfor så udelukke en fuldkommen helbredelse, der ganske vist ikke råder bod på legemets grundlæggende forgængelighed, men som beviser at Guds rige begynder her og nu - og at det er et anliggende for legemet lige vel som for sjælen? Er det ikke Guds vilje med enhver af os?
                      "Jesus helbredte jo alle dem der kom til Ham," lyder et andet almindeligt argument fra helbredelsesprædikanterne der kritiserer "klimaet" for helbredelse i dagens Sverige. Man henviser gerne til Afrika, hvor mennesker antages at leve nærmere det overnaturlige og hvor helbredelsen ikke hindres af vesterlandsk rationalisme. Men Evangelierne fortæller ikke om de syge der aldrig kom i nærheden af Jesus, som måske til og med troede på Hans kraft, men forspildte den gunstige lejlighed. Og hvem kan tælle alle de inderligt troende afrikanere der dør af AIDS med desperate bønner på læberne? Her findes ingen lighed - al tale om "retten" til helbredelse klinger hult overfor lidelsens daglige triumf.
                      Guds retfærdighed er heldigvis ikke underkastet det timelige og den lidelse der trods alt ikke tynger så svært. Den indebærer ikke absolut lige behandling. Vejen til den arv, Kristus har vundet for os, varierer for hver arving. Nogle får mange velsignelser her og nu, medens andre forbliver fattige, enten åndeligt eller materielt. I Bjergprædikenen antyder Jesus at det er den anden gruppe der egentlig er mest velsignet. Hvis man ser det på den måde, kan selve mangelen blive et håbets tegn og Himlen så meget mere "worth waiting for". Vi skal humpe ud af ørkenen, slå os ned ved baren og slukke vor tørst i et eneste langt drag.
                      Jeg vil ikke romantisere. Det ville være løgn at påstå at jeg er tilfreds med hvordan min krop fungerer i dag. Den fysiske anstrengelse ved at skrive denne artikel overstiger langt det intellektuelle arbejde. Afstanden mellem hvad jeg vil og hvad jeg kan gøre, bliver større og større for hvert år. Naturligvis ønsker jeg at det ikke var sådan. Gud kender mit ønske og har magt til at opfylde det. Der findes en bemærkelsesværdig dynamik i fællesskabet med Gud og forbløffende nok en gensidig påvirkning. Ting som tro og forventning kan virkelig fungere som katalysatorer for Guds værk i vort liv.
                      Men vi skal ikke bilde os ind at vi på nogen måde styrer disse processer. Gud beholder sin suverænitet i alle situationer. At en helbredelse udebliver på trods af at vi har troet, bedt og salvet med olie, er altså ingen teologisk anomalitet. Den indsigt har hjulpet mig til at acceptere at det måske ikke er Guds vilje at helbrede mig her i tiden, i den begrænsede betydning man nu kan tale om helbredelse af et legeme der forbliver forgængeligt. Jeg kender ikke grunden - og Gud skylder mig altså ikke en forklaring - men en omstændighed der taler for at Han har valgt at lade mig vente, er min sygdoms natur. Hvis Gud havde haft til hensigt at helbrede mig, burde Han nok have slået til dengang jeg var en tilsyneladende rask treårig.
                      Den genetiske skade i sig selv er isoleret og begrænset, men dens virkninger over tid har enorm betydning for kroppens udvikling. Min krop som voksen har ingen "normaltilstand" som Gud ville kunne genoprette. For at helbrede mig helt skulle Han nyskabe muskulatur over hele kroppen, rette min S-formede rygrad og de utallige misdannelser i arme og ben, lægge 10-20 cm til min højde, skrumpe min for store tunge og meget mere. Resultatet ville være svært at relatere til billedet af mig efter godt tredive års sygdom.
                      Spørgsmålet er ikke om Gud kunne klare denne forvandling, men om jeg kunne. Her rører vi ved den nok dybeste grund til at jeg har svært ved at se miraklet for mig. Hvem er jeg og hvad gør jeg, med en fremmed krop der oven i købet adlyder mig?
                      ***
Torgny Lindgren fortæller i sin roman "Pölsan" (Samleren 2003) om hvordan tuberkulosen holder hans hjemby i et jerngreb. Smitten beskrives som så udbredt at det syge var næsten som det raske, den forventede norm for såvel dem der var blevet syge, som for dem der endnu var forskånede. Tydeligst bliver dette for læreren Lars Högström, der er vokset op på sanatoriet og ikke tror sine egne ører da overlægen erklærer ham "fuldstændig og endegyldigt rask!"
                      Det forstår jeg ikke, sagde Lars Högström. Det er ikke muligt …
                      Sænkningen er væk,  sagde overlægen. Pladerne viser den mest fuldkomne heling. Raskere kan et menneske ikke blive. Deres blod kunne forhandles som  styrkende middel.
                      Jeg synes sommetider jeg har en smule feber, sagde Lars Högström.
                      Indbildning, sagde overlægen. Ikke andet end indbildning.
                      Er der ingen mulighed for at jeg kan  syg på ny? Et hjælpemiddel?
                      Det er et stort privilegium at kunne mennesker for raske, sagde overlægen. Den helbredte har gennemgået en svær prøve. Og bestået med udmærkelse.
                      Jeg har haft det godt her, sagde Lars Högström. Og om nogle måneder er elven isfri igen.
                      Hr. Högström, sagde overlægen, når Faxelven bryder op, er De langt væk herfra. Så er De for alvor gået i gang med selve livet.

                      Lidt sådan forestiller jeg mig at det ville være en dag at stå der med en velfungerende krop. Jeg ville nok ikke bede om at måtte vende tilbage til mit gamle liv, men det at tilpasse mig til et nyt, helbredt liv, ville nok være en ny stor udfordring for mig. Hvordan skulle jeg tage ansvaret for en krop der er befriet for sine lænker og kan gå hvorhen den vil? Hvad vil være dens rette brug blandt alle de muligheder der åbner sig? Hvordan finder jeg min plads i tilværelsen når mine forudsætninger er så totalt forandrede?
                      De der bliver helbredte i Evangelierne, synes ikke at kæmpe med sådanne overvejelser. Måske var deres gamle liv sådan indrettet efter hvad de manglede at det bare var at gå ind i de opgaver de altid havde villet opfylde. "Selve livet" var i sig selv så mangelfuldt at det aldrig kunne blive for godt, hvilket synes at være problemet for Lars Högström der trivedes med sin sygdom. Han får at vide at han er helt immun mod tuberkulosen. Denne oplysning kommer til at styre hans måde at indrette sit liv på, og til sidst leder det ham vild. For som vi ved findes der ingen helbredelse for forgængeligheden, ikke engang for den først så modvillige Högström.
                      Derfor tager jeg måske fejl ved at forestille mig min helbredelse så definitiv og forvandlende at jeg ikke ville kunne håndtere den. Det er at glemme det foreløbige i alt der sker med kroppen her på jorden. Der opstandne Jesus er den eneste der har levet med et herliggjort legeme, og til og med det var midlertidigt ! Det perfekte har ikke sin plads i tiden. Kun i den ånd kan vi tage imod den midlertidige helbredelse der alligevel er stor nok til at kaldes et mirakel.
                      Jeg kan ikke selv præstere troen på det ufattelige og evnen til at give det dets rette dimensioner, så jeg kan leve det ud med ydmyghed og ansvarlighed. Men det kan skænkes mig. Måske var det det der skete udenfor biografen, med god hjælp fra Mel Gibson, den unge koreaner og amerikaneren der ville gøre ligesom Jesus. De svage tjenere pegede alle på Ham der tog al svaghed på sig, og i nogle timer så jeg kun mulighederne i Hans navn.

Mattias Agnesund er omtalt i artiklen "dø- før døden". Han var . litteraturvidenskabsmand og forfatter, han boede i Göteborg. Døde for et par år siden. Hans blog findes som minde om ham.

http://agnesund.blogspot.com

onsdag den 20. februar 2013

at dø - f'ør døden

At dø – før døden.
86 år i dag!  Nej, om jeg forstår det! Jeg er jo ung indeni!  Tror jeg da! Andre mener måske noget andet, men dem om det.
Men hver dag tænker jeg på døden. Hver aften lægger jeg mit tøj pænt sammen, for hvis nu jeg ikke vågner mere, så … og jeg rydder ud, så det kan være lettere at rydde op efter mig.
Nå spøg til side, det er mere alvorligt end som så.
Der er to personer jeg i den forbindelse gerne vil præsentere:
Mattias Agnesund, född 1973, död 27 december 2010, var filosofie magister i datalingvistik, litteraturvetare och skribent.
Agnesund föddes med sjukdomen Duchennes muskeldystrofi. Dokumentärfilmaren Tom Alandh spelade 2006 in filmen Blott en afton bor jag här om Mattias Agnesund.

Mattias arbejdede på sin doktordisputats, da han døde. Han levede længere end de fleste med den sygdom. Den bevirker at al muskelkraft smuldrer væk. I mange år var han i respirator og helt afhængig af personlige assistenter. Han gik lidenskabeligt op i fodbold, tog til koncerter.  Han deltog i diskussioner om abort – for i dag ville hans mor være blevet rådet til abort. Om dødshjælp, for er livet værd at leve i den tilstand? 
Men hvad var verden ikke gået glip af, hvis han var blevet en abort? Og hvilken hyldest til livet var ikke hans svage liv?  Jeg så for år tilbage en film om ham. Ville gerne gense den. Jeg fik ham til at skrive en artikel til Levende Vand. Hvis jeg finder den, vil jeg lægge den ind her.
Martin Lönnebo, född 27 februari 1930 i Storkågeträsk i nuvarande Skellefteå kommun, är en svensk kyrkoman och författare; han är biskop emeritus i Linköpings stift.
Lönnebo blev fil. kand. 1955 och teol. kand. 1957 vid Uppsala universitet. År 1964 disputerade han på doktorsavhandlingen Albert Schweitzers etisk-religiösa ideal och blev docent i religionsfilosofi. Han var präst i Uppsala stift från 1959 och blev stiftsadjunkt där samma år. Han valdes till biskop i Linköpings stift 1980 och blev emeritus 1995. Under sin tid i Uppsala var Lönnebo i många år lärare i homiletik (predikokonst) vid den praktisk-teologiska övningskursen för blivande präster. Ett resultat av detta är hans inflytelserika böcker Homiletik och Religionens fem språk. År 1995 blev han filosofie hedersdoktor vid Linköpings universitet
Martin Lönnebo är också skaparen av den så kallade "Frälsarkransen", ett radband av olika pärlor som var och en representerar olika aspekter inom kristendomen.
Hans voksne liv blev præget af en søn, Jonas, der fik en fødselsskade, som gjorde ham mentalhandicappet.
Man siger at det ikke er populært hvis man ringer til ham, når der er en fod- eller håndboldkamp i tv. Han har været ivrig skisportsmand.

De, som har haft glæden at møde Martin, har mødt et glimt af hellighed. Den stråler ud af hans milde blik.
De to mødtes ved et vintermøde i Bjärka-Saby i 2003.
Martin Lönnebo holdt da en meditation, som Mattias beskriver. Den var en øvelse i mors mystica ”den mystiske død” , den som Paulus beskriver: ”Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig”.
Deltagerne skulle lukke øjnene og rette sit indre blik fremad, mod den fysiske død. Biskop Martin malede med sin udtryksfulde stemme scenariet. Afsked med familie og venner, de sidste minutter, hvor omgivelserne forsvinder, til sidste nedtælling af de sidste åndedræt, og så er det nu.
Mattias beskriver hvordan denne meditation ikke medførte stress, men en følelse af tidløshed, og i nogle sekunder var han væk, faldet i søvn. Og da han igen kom til bevidsthed, oplevede han, at frygten for døden var væk.
Biskop Martin talte nu om evigheden, om det uskabte lys, som venter på den anden side dødens mørke. Han beskrev mødet med Kristus, der spørger: Hvem er du? Forvandlingen er sket, for svaret er: ”Jeg er Du”. Det egoistiske jeg er dødt, kun Kristus lever.
Denne død før døden, er vores allesammens mål, unge som gamle. Men det skal da indrømmes at når man er 86, får man travl: Nu må man se at dø fra sig selv!!!
Men stresse er ikke en Åndens gave. En af de gamle ørkenfædre lå på sit dødsleje. Han sagde: ”Nu først skal jeg begynde at omvende mig”. Ja nu – og så igen: Nu.
Fortsættelse følger!





tirsdag den 19. februar 2013

mine ansigter

Indvendig bærer jeg mine tidligere
ansigter, som et træ har sine årringe.
Det er summen af dem der er mig.
Spejlet ser kun mit nyeste ansigt,
jeg kan mærke alle de tidligere.

Tomas Tranströmmer: Minderne ser mig.

mandag den 18. februar 2013

ingen pensionering!

Engang ledede jeg retræte i en katolsk menighed i provinssen. Det var heldags og hen på eftermiddagen  mindede jeg diskret præsten om at jeg gerne ville have mine rejseudgifter dækket. Han så forbavset på mig: "Jamen er du ikke lønnet af bispedømmet? "  Nej, jeg har aldrig fået løn, siden jeg forlod skolen i 1972. Han lod så en tallerken gå rundt, og jeg kunne hælde alle småmønterne ned i min taske. Hjemkommen talte jeg dem op, og de dækkede akkurat rejsen.
Det siger noget om katolikkers forhold til at betale!
Men hvilken frihed der ligger i ikke at være på en lønningsliste!
Jamen noget må jeg jo have levet af! Jo, i slutningen af min tid som lærer fik jeg svære problemer med min stemme. Jeg gik til stemmetræning på Taleinstitutet, masser af  undersøgelser og behandlinger som ikke hjalp. En dag sagde halsspecialiten til mig: "Dette er en kronisk allergi på stemmebåndene. Du skal pensioneres". Chok - og befrielse. Jeg fik så, hvad man dengang kaldte en deltidspension, dvs. jeg kunne undervise nogle timer, men ikke heltids.
Denne lille pension har jeg så levet af i de år jeg har ledet retræter.  Guds førelse!
Men i den ledelse er man aldrig pensioneret.
Det  e r  svært at  blive gammel!  Nok især når man er en handlingsperson. Nu fylder jeg 86 - og noget i mig siger:  Nej, det er løgn!  Jeg er jo ikke 86 indeni. Men jeg mærker jo at kræfterne ikke er, hvad de var engang. At slidgigt har tæret mine knæ ... jeg ved at der kun er er kort antal år tilbage. Altså: Se at få så meget lavet som muligt, udnyt tiden godt.
Og døden!  JO, den rykker nærmere. Tænker på den hver dag.  Og det er en modningsproces.
Mere om den senere. Og hvis nogle yngre følger denne blog, skal de ikke tænke: Dér står jeg af, det vedkommer ikke mig.  Jo, vel gør det, så hæng bare på.

fredag den 15. februar 2013

paven går foran

Tilsyneladende trækker paven sig tilbage. Men i virkeligheden går han foran. I et samfund hvor det som tæller, er fart, teknik, "først med det sidste", altid være på, for alt i verden ikke miste nogen nyhed - nej, jeg ironiserer ikke over andre, også over mig selv  - trækker han sig for at skjule sig for verden og leve i bøn. "Der er også en styrke i tilbagetrukkethed" siger han.
Dermed følger han en del fædre, som uvilligt blev biskopper, og som trak sig tilbage for at leve i bøn.
Han demonsterer for verden, at kontemplation, eftertanke, stille bøn er af højst værdi.
I en verden, hvor ungdom tæller, hvor vi har ministre, som ikke har færdiggjort uddannelse, umodne unge med stærke meninger, vover han at trække sig: Nu er det nok!
En norsk kv. debattør, husker ikke hendes navn, vovede at påsta at et samfund, hvor det er 40-årige som beslutter, er et uciviliseret samfund. Tyg lige lidt på den!

Nå, jeg skal lige drøfte med et par børnebørn, hvilken tablet jeg skal købe: Den skal være kombatibel med min PC.
Hvorfor bruge penge på sådan en? Jeg har jo min gode gamle computer. JO, hvis jeg skal have mit knæ opereret, vil jeg da ikke være uden kontakt ...   gad vidst om ikke også paven har en i-pad med ind i Vatikanklostret.

torsdag den 14. februar 2013

en skade i vores kultur

The Editor of "La Stampa"'s editorial on Joseph Ratzinger's revolutionary step back

MARIO CALABRESI
Having had a couple of days to digest the shocking news of Benedict XVI’s resignation, the events surrounding the Pope’s decision are emblematic of the times we live in: they reflect the difficulty of reaching a certain age in a society that revolves around technology and information.


A society in which speed and the ability to adapt and react in real time are fundamental. Faced with this dominant scenario, the Pope admitted his weakness with a disarming awareness and clarity of expression: “In today’s world, subject to so many rapid changes and shaken by questions of deep relevance for the life of faith, in order to govern the barque of Saint Peter and proclaim the Gospel, both strength of mind and body are necessary.” “Strength which in the last few months, has deteriorated in me to the extent that…”.
 

The Pope’s gesture was almost an act of surrender before the world which is changing at a rhythm which a man born in 1927 could never have imagined. It is not just the means and timings of communication that are changing. Today’s world requires that every single detail be communicated and at once. Just as he was considering stepping down from the papacy, the 86-year-old Pope made an attempt to get in step with the bewildering pace of modern communication, launching a Twitter account. He bowed down to the need to the need to communicate in brief and syncopated 140-character messages. He tried to stick to the global agenda and the deadlines dictated by the media which transmit information around the clock. This was by no means easy for him, particularly in light of people’s hurtful and agonising misunderstandings. An agenda which pushes the limits of ethics and social conventions on a daily basis. A nerve-wracking and unnatural race against time for a man who has been used to a life of study, reflection and silent meditation. In his words and decision to resign one is able to discern a kind of short circuit between his in-depth study of Jesus’ life and the need to constantly be on the ready to fight back, a vicious cycle that was difficult to get out of. The spread of scandals, controversies and news leaks on a global scale suggest that only the younger generations are able to keep ahead of the game: “I have come to the certainty that my strengths, due to an advanced age, are no longer suited to an adequate exercise of the Petrine ministry.”
 
 
But it was not always like this. We need only cast our minds back to the pace at which Paul VI ran the Vatican during his papacy, or to Pius X’s month-long visit to the papal Legations in 1854, reaching the Italian region of Emilia Romagna without making one single speech, bust just giving out blessings. The world had to wait for the Sunday Angelus of the Wednesday General Audience to hear the Pope’s answer on a given issue. Then, when Wojtyla became Pope, papal visits skyrocketed and the pace of his ministry caused the number of events and speeches to multiply.
 
 
But is this a train that has no other choice but to accelerate? The Church exists in today’s world and cannot but adapt to this world if it wants to have an influence and make itself heard. And yet great strength is also to be found in holding back, keeping a low profile and avoiding always following the trends. There is also great strength in absence. Take today’s politicians who are forced to make dozens of statements a day, their credibility and length having been carefully examined and compare them to figures such as Alcide De Gasperi, Aldo Moro and Enrico Barlinguer, who were interviewed but a few times a year, not a day.
 
 
One could reply back saying that the time frames within which the thousand-year-old Church (and slow politics) operated were possible when information did not travel through walls, when cell phones had not yet become an extension of the human body, when butlers could not make photocopies or send faxes and e-mails and when the Vatican Walls were able to keep a secret.
 

But, by surrendering to one’s age, by recognising the central and almost determining importance of youth, energy and speed, what room is there for contemplated knowledge, wisdom and experience and what is their value? With his decision to go back to being Joseph Ratzinger, Benedict XVI has already given us his answer to this key and as yet unresolved question. The answer will mould our society, it will decide whether we can accept living in the midst of fragmentation, our memories lightened and relieved of long-term projects.

tirsdag den 12. februar 2013

hvor jeg forstår paven!

jeg har ofte tænkt på, at den mand må have overnaturlige kræfter: Lange rejser hvor han er på hvert øjeblik, skal svare klogt på alt, holde taler, være social - hvad nok ikke er hans største lyst.
To gange bad han paven om at blive pensioneret fra sit embede som leder af Troskongregationen, men fik nej -  i stedet for at kunne hellige sig   studier og skriveri blev han pave - hvor han i ferier har skrevet sine bøger.
Mon ikke han glæder sig til i foråret at kunne gå ture, sidde og læse i en skøn have med tid til bøn og skrivning. Vi har nok ikke fået den sidste bog fra ham.

tirsdag den 5. februar 2013

verdens smukkeste hjem

I tv søger man verdens smukkeste hjem. Præmie kr. 100.000,- 

Jamen det må da være mit! 

Jo, badeværelser tæller meget for tiden, og mit er jo kun et gammeldags wc, hvor der er sat en bruser op, så man kan sidde på toilettet og tage brusebad. Men det fungerer.

Og køkkenet er ikke et fint samtalekøkken!  Det er lille, jeg forestiller mig, at en gammel munkebroder for over 100 år siden har snedkret det sammen. Skufferne smuldrer. Jeg forsøge at lappe hullerne med plastisk træ, men det faldt ud. Skabene? Nok bedst ikke at snakke om dem. Loftet har lidt vandskade - og det har lofterne i de andre rum også, men der er så højt til loftet, at man ikke ser det.  Men mit køkken er hyggeligt - langt mere end de kolde sterile køkkener som folk betaler så meget for.

Mit arbejdsværelse, hvor jeg nu sidder? Jamen det er da så hyggeligt som noget kan være - og hvilken udsigt!

Og min stue oser af hygge. Der er bare så rart.

Og gulvene er noget for sig: Brede flotte træplanker med gylden glans.

Jeg er sikker på, at når - hvis - jeg engang i tv ser alle de flotte hjem der er anmeldt, så vil jeg sige: Jamen mit er da smukkere, hyggeligere .... altså skulle kr. 100.000 være hjemme.

Men jeg ville da aldrig udstille mit dejlige hjem på tv som konkurrenceemne.