mandag den 24. december 2012

juleaftensdag

Sikke mange "jul" jeg har i mig!  Min barndomsjul på landet, delvis under krigen. Lillejuleaften var der i radioen de forskelige avisers julekoncert, hvor der blev sunget julesange. Det så jeg hen til!  Vi havde vore traditioner. Midt på dagen fik vi noget enkelt. Om aftenen skulle vi vente på, at staldarbejdet var slut. Dyrene skulle også have det godt.  Og så endelig:  risengrød med mandel, flæskesteg og så en vidunderlig frugtdessert. Opvasken var uendelig. Og  så blev træet tændt, juleevangeliet læst, salmer sunget og endelig kunne man pakke op. Jeg var altid spændt på, om der var bøger.

Og så alle julefejringer i min egen familie.  Først på Gustav Wieds vej i det søde lille dukkehus. Dér fejrede vi Inges dåb en anden juledag. Så ét år i Den store "kasse" i Risskov. Tre juleaftener blev det til på Dæmningen i Hvidovre.
Vore forældre kom på besøg. De kom om formiddagen og ventede den store frokost: Hjemmelavet sylte, rullepølse, leverpostej osv. Masser af hjemmebag. Jeg håbede altid på frostvejr, så maden kunne holde sig. Køleskab havde vi ikke. Efterhånden fik vi et isskab, som var isoleret så den købte is kunne holde sig.

Et år kom det ene hold forældre i julen, så en kort pause til at lave ny forsyning, og så kom det andet hold, hvorefter jeg gik helt ned. Jeg mindes med lidt rædsel disse julefejringer, hvor det lille hus var stopfyldt. Besluttede da, at jeg aldrig ville lave sådanne besøg hos mine egne børn.

Og så endelig de sidste år jul hos Inge - og nu jul hos børnebørn. Og det er oldebørnene der venter på at træet tændes og der bliver adgang til pakkerne.




1 kommentar:

  1. Sikke en udvikling! - Fra isskab til egen blog på internettet. Jeg er stolt af at have en mormor, der følger med tiden og udviklingen.
    KH Maria

    SvarSlet