Juleaften var vi fire generationer ved juletræet - og jeg var den ældste. Så får man denne rullende fornemmelse: "Slægt skal følge slægters gang". Nu er jeg den ældste. Snart ruller jeg af, og så er min datter den ældste ... og vil de yngste kunne huske mig?
Lyder det ikke ynkeligt ?
En af mine søde svigerdøtre sagde til mig, at hvis ikke jeg skrev om "forfædre og - mødre" så ville de blive glemt. Så det har jeg brugt nogen tid på her i julen.
Da gik det op for mig, hvor meget krigen spillede ind i familierelationerne. Min fars familie boede i Vendsyssel. Rejsen der op kunne ikke gøres på én dag, vi måtte overnatte i Ålborg. I lang tid var man slet ikke glad for at rejse p.gr. af sabotagen. Så det blev kun få gange jeg så familien deroppe. Jeg har ingen familie på min egen alder. Og det savner jeg faktisk.
Men hvilke prægtige forfædre og -mødre jeg har! Det var opmuntrende at skrive om dem. Og mine oldeforældre er mine oldebørns tip-tip-tip oldeforældre.
Jo slægt skal følge slægters gang. "Gennem de fagre riger på jorden, går vi til Paradis med sang".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar