I de første århundreder blev ørkenerne i Nærorienten invaderet af et mærkeligt folkefærd. Ørkenfædrene kalder vi dem, som om de var en homogen flok, hvad de langtfra var. Der var også ørkenmødre mellem, hvad ofte er blevet glemt. En af disse måtte da også forklæde sig som mand for at kunne leve dér, og først da man skulle forberede hende til graven, blev hun afsløret. ”De var som skibbrudne der flygtede fra det synkende skib” skrev Thomas Merton. Altså verdensflugt? Angst for at engagere sig i verdens problemer? Næsten det værste man kan tænke sig i dag.
Men verden kom til dem. Folk strømmede ud i ørkenen for at få del i deres visdom – nogle nok også af nysgerrighed. Og de flygtende søgte bare længere ind i ørkenen, nogle så langt at de ikke blev fundet.
De behøvede ikke at lokke med spændende gudstjenester og så glæde sig når da bare kirkerummet blev brugt. Som en sognepræst der viste mig rundt og fortalte hvor mange tusinder der kom i kirken. Jo tak, hvad kom de til: en masse kurser, nogle koncerter og sågar yoga, men søndagens gudstjeneste var ringe besøgt.
Der blev ikke skrevet bøger i ørkenen, nogle talte kun få ord til de besøgende. Men ord, der havde en sådan vægt, at de har talt gennem århundrederne. Vi har dem i forskellige samlinger, og i dag oversættes de flittigt. Ørkenfædrene var forløbere for klosterbevægelsen. I klostrene har deres ord hørt til den daglige læsning, og da klostrene har været det stærkeste kulturskabende element i Europa, har disse enkle ord indirekte været med til at forme os.
De holdt ikke lange prædikener for dem, der lykkedes at finde dem. ”Giv mig et ord” var den bøn som besøgeren kom med. Et af de ord, som går ingen er: ”Flygt” – ja igen: Verdensflugt!
Vi læser og tænker ørkenens visdom ud fra vores egen kontekst. Der er ord, begreber som vi er nødt til at tænke om - oversætte – for måske havde de en helt anden betydning i deres verden end i vores.
Vi taler om at finde os selv, ja at realisere os selv. Nogle forstår dette som at eksponere sig selv – på facebook evt.
De som ville gå i lære hos ørkenfædre og – mødre talte også om sig selv. Om de tanker der gang på gang dukker op, om fantasier, om alt hvad der rumsterer i sindet. De blev ikke mødt med det vi ville kalde sjælesorg eller psykoterapi. De spillede bold op ad noget som var større end det enkelte menneskes erfaring. De gjorde sig sårbare, de indså hvor komplekse de var. De gik ind i den forvandling, som Henri de Lubac ikke var så sikker på at vi ønskede.
Johannes ’Dværgen udtale: ”Vi har skilt os af med den lette byrde, som hedder selvransagelse og påtaget os den tungere: Selvretfærdiggørelsen”.
Tolderen havde ransaget sig selv og erkendte, at han var en synder. Han bekendte det og gik glad og fri hjem. Farisæeren sammenlignede sig selv med andre og så at han var dem overlegen: altså ikke noget at komme efter her. Og han slæbte videre på den byrde det er altid at skulle retfærdiggøre sig selv.
Hvor jeg genkender mig selv i ham! Jeg fortæller noget negativt om en anden. Det kan være sandt, men den skjulte intention er at hævde mig selv. Sådanne tanker kan findes i mange variationer. Jamen er det da ikke tungt og trist at se dette og endnu mere at fortælle det til en anden?
Nej, for Gud ved det jo allerede. Han står klart il at tilgive og rense – så vi kan gå frie og glade hjem. Først når vi til bunden ser vore skjulte fejl, kan Jesus virelig blive frelseren for os.
Det er centralt i ørkenens visdom.
Johannes Dværgen sagde: ”Intet glæder fjenden mere end de som ikke udtrykker deres tanker”.
(fortsættelse følger)
