bare træt.

Jeg har opdaget flere former for træthed: Den normale jeg har kendt hele livet. Træt men kan lidt mere. Og så  den træthed som nu er blevet hverdag: Udmattelse, kan bare ikke mere. 

Den møder mig om morgenen.   

Hjertesygdommen i februar har ændret mit liv.
Min søn på besøg - heldigvis, for ellers sad jeg ikke her. Han fik mig med hylende ambulance på hjerteafdeling. En måned indlagt - incl. Tranehaven. Efter hjemkomst var tandbørstning en opgave. Senere brusebad. Stort fremskridt for i morges nød jeg bruseren.

Før denne omgang tænkte jeg ikke så meget på min alder. NU!

Hvorfor skrive her?  For at nedbryde kløfter. 

Ved kirkekaffen sidder vi gamle koner for os selv - og de yngre for sig. Er vi da ikke én menighed? 

Jeg bor her i en bebyggelse for ældre. JO, jeg nyder min skønne lejlighed, men ... man vil da gøre noget for os, for vi er så ensomme. Så bankospil - hovedgevinst en kasse øl. 

Jeg startede denne blog i harme over udtrykket "aldersbyrde_" - ville vise, at vi ældre også er en gave - at vi har noget at give.

Så løb jeg tør. Der blev pauce. Jeg arbejdede med min bog. 

Nu skriver jeg ud fra et behov. For at have et helle hvor jeg kan udtrykke mig uden at nogen skal redigere i det - eller kassere det.
Her kan jeg udtrykke mig - som mig. 

Her kan jeg ældes sådan som jeg nu engang ældes.  

Hyggeligt hvis nogen vil følge mig. 

d. 14.7.2018

Finn fylder 65.  Min yngste søn.

Er nu begyndt igen. Hvad skal denne blog blive til?  Overvejelser over det at blive gammel - over at døden nærmer sig.


Hvem skriver jeg for?  Dem der gider læse det -som gerne vil følge mig. Som måske vil kommentere.

Et billede faldt mig ind. Et æble modnes og al sødmen samles i smagen. Er det sådan at blive gammel: At modnes.

Men man kan også føle sig kasseret. Netop det vil jeg filosofere lidt over. 

d. 9.4.

Gik udenfor - i forårssolen - men koldt.

Fremmede fly drønede henover markerne. Det regnede med flyveblade. Min første reaktion. De kan ikke stave, altså ikke nogen at tage alvorligt.
Gik i skole. Engelsklæreren snøftede. Hendes mand var gået under jorden. Tæt på skolen rullede camouflerede tog forbi.
De fem år var begyndt. MIne teenageår.
Men dem jeg delte disse år med, er døde.

ny begyndelse april 2018

Søndag d. 8.april 2018 -  2. søndag i påsken.

Vil jeg virkelig skrive igen?  Er mit liv ikke så ensformigt, at der ikke er noget at skrive om? Og hvem vil læse det?

I gamle dage ville jeg sådan en  søndag have travet  rundt i skoven, gået på kunstudstillinger ... og nu sidder jeg her, kan intet af det som dengang gav liv. 

Alene hele dagen. Som alle dage. 

Sådan er det at blive - være gammel. 

At føle sig glemt - at være i venteværelset - på døden. 

I dødsannoncer ser jeg dem før mig, der nu går ind  bag det tæppe vi ikke kender.

Er jeg deprimeret?  Min natlampe har været tændt hele dagen. Jeg har ikke orket at gå hen og slukke den. 

Min energidrik - min frokost  - står der. Nu må den ned.

Det var så det. 

på den igen!

Tænk det er snart to år siden jeg lukkede min blog. Forsøger nu at genoplive den.

Måske nogle tanker omkring det at fylde 90 næste gang.

At have tre børn der alle er på pension!!! Nej, det er uudholdeligt!

At ens ældste banebarn er 44 år og det ældste oldebarn 14.

Og jeg selv en gammel stammor til en stor flok.

Når jeg er sammen med dem, føler jeg mig gammel - fordi de nok opfatter mig sådan.

Når jeg sidder ved min pc og skriver artikler, føler jeg mig ung og aktiv.

Har opdaget noget der hedder "energidrik". Nej, hvor det virker! Men er dyrt.

Jeg sagde engang til br. Wilfrid, at jeg læste dødsannoncer. For at se aldre. Hvor længe havde jeg endnu .

Han rødmede klædeligt og sagde at det gjorde han også.

så er det slut!

Denne blog ligger kun som min dårlige samvittighed. Jeg startede den i oprør mod udtrykket "aldersbyrde" og ville skive om en spiritualitet for at ældes.

Men den titel blokerer mig.

Så nu er det slut!

Hvilken lettelse!!!

Måske starter jeg en ny blog - men den skal så hedde: Aktuelt! Eller: Være aktuel.

Vi får se!

Alle vil gerne blive gamle, men ingen vil være det.

Jeg har ikke skrevet meget på denne blog. Slet ikke som jeg havde tænkt. Hvorfor? Travlhed? Lyst til at skrive om andet? I aftes, da jeg var kommet i seng, begyndte min hjerne at køre racerløb. Både med en artikel, som jeg er i gang med. Den bare rullede sig op for mig. Tekster til L.V. og så noget til denne blog. Jeg kunne ikke standse hjernevindingerne. Skulle jeg stå op og skrive? Nej, så ville søndagen være ødelagt.

Nu er teksterne til L.V. skrevet. Den ene skal lægges ud d. 1.4. og den anden lige før påske.

Artiklen må vente til i morgen.

Og så her? Mine betænkeligheder er gået på: Skal man være helt åben om sine tanker, følelser ang. at ældes? Kan det gavne nogen???

Hvis ikke jeg havde et ødelagt knæ, ville jeg ikke have mange begrænsninger. Men det er også nok! Jeg læser om spændende rejser, men nej, der skal man kunne gå meget ... værst i det daglige er, at jeg ikke kan trave lange ture i skoven. Disse vandringer har været mine åndehuller, mine inspirationskilder. Ofte har jeg sat mig ved skrivebordet og ikke kunne få et ord frem. Men på en lang skovtur - alene - har jeg så fået et helt foredrag.

Wilfrid Stinissens død har påvirket mig meget. Jeg fik brevkontakt med ham i 1968, mødte ham året efter, og i 1970 var jeg første gang i Norraby. Der har været perioder, hvor vort venskab har været lidt på stand by.Vi har et par gange haft ret forskellige meninger om teologiske spørgsmål.Men det er altid klaret op. Da vi fyldte 80 - med en måneds mellemrum - spiste vi god middag sammen. Og i de sidste år har vi haft ret nær mail- og telefonkontakt.At han fik et så kort sygdomsforløb og døde - ja, det var et chok. Hvor har jeg savnet ham. Gang på gang har jeg taget mig i at tænke: Det skal jeg fortælle ... og så: Åh nej!

Men så det forunderlige: ""tæppet"" mellem tid og evighed er blevet tyndere. Ofte har jeg følt ham ganske nær og vidst, at han beder for mig.

Den erfaring at evigheden er i tiden har jeg haft fra jeg konverterede - med mellemrum naturligvis. Og den er blevet tydeligere.

Og det er dette, hvor jeg spørger: Hvor meget af sådant skal man fortælle?

Det vil jeg tænke videre på!