Jeg har ikke skrevet meget på denne blog. Slet ikke som jeg havde tænkt. Hvorfor? Travlhed? Lyst til at skrive om andet? I aftes, da jeg var kommet i seng, begyndte min hjerne at køre racerløb. Både med en artikel, som jeg er i gang med. Den bare rullede sig op for mig. Tekster til L.V. og så noget til denne blog. Jeg kunne ikke standse hjernevindingerne. Skulle jeg stå op og skrive? Nej, så ville søndagen være ødelagt.
Nu er teksterne til L.V. skrevet. Den ene skal lægges ud d. 1.4. og den anden lige før påske.
Artiklen må vente til i morgen.
Og så her? Mine betænkeligheder er gået på: Skal man være helt åben om sine tanker, følelser ang. at ældes? Kan det gavne nogen???
Hvis ikke jeg havde et ødelagt knæ, ville jeg ikke have mange begrænsninger. Men det er også nok! Jeg læser om spændende rejser, men nej, der skal man kunne gå meget ... værst i det daglige er, at jeg ikke kan trave lange ture i skoven. Disse vandringer har været mine åndehuller, mine inspirationskilder. Ofte har jeg sat mig ved skrivebordet og ikke kunne få et ord frem. Men på en lang skovtur - alene - har jeg så fået et helt foredrag.
Wilfrid Stinissens død har påvirket mig meget. Jeg fik brevkontakt med ham i 1968, mødte ham året efter, og i 1970 var jeg første gang i Norraby. Der har været perioder, hvor vort venskab har været lidt på stand by.Vi har et par gange haft ret forskellige meninger om teologiske spørgsmål.Men det er altid klaret op. Da vi fyldte 80 - med en måneds mellemrum - spiste vi god middag sammen. Og i de sidste år har vi haft ret nær mail- og telefonkontakt.At han fik et så kort sygdomsforløb og døde - ja, det var et chok. Hvor har jeg savnet ham. Gang på gang har jeg taget mig i at tænke: Det skal jeg fortælle ... og så: Åh nej!
Men så det forunderlige: ""tæppet"" mellem tid og evighed er blevet tyndere. Ofte har jeg følt ham ganske nær og vidst, at han beder for mig.
Den erfaring at evigheden er i tiden har jeg haft fra jeg konverterede - med mellemrum naturligvis. Og den er blevet tydeligere.
Og det er dette, hvor jeg spørger: Hvor meget af sådant skal man fortælle?
Det vil jeg tænke videre på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar