bare træt.

Jeg har opdaget flere former for træthed: Den normale jeg har kendt hele livet. Træt men kan lidt mere. Og så  den træthed som nu er blevet hverdag: Udmattelse, kan bare ikke mere. 

Den møder mig om morgenen.   

Hjertesygdommen i februar har ændret mit liv.
Min søn på besøg - heldigvis, for ellers sad jeg ikke her. Han fik mig med hylende ambulance på hjerteafdeling. En måned indlagt - incl. Tranehaven. Efter hjemkomst var tandbørstning en opgave. Senere brusebad. Stort fremskridt for i morges nød jeg bruseren.

Før denne omgang tænkte jeg ikke så meget på min alder. NU!

Hvorfor skrive her?  For at nedbryde kløfter. 

Ved kirkekaffen sidder vi gamle koner for os selv - og de yngre for sig. Er vi da ikke én menighed? 

Jeg bor her i en bebyggelse for ældre. JO, jeg nyder min skønne lejlighed, men ... man vil da gøre noget for os, for vi er så ensomme. Så bankospil - hovedgevinst en kasse øl. 

Jeg startede denne blog i harme over udtrykket "aldersbyrde_" - ville vise, at vi ældre også er en gave - at vi har noget at give.

Så løb jeg tør. Der blev pauce. Jeg arbejdede med min bog. 

Nu skriver jeg ud fra et behov. For at have et helle hvor jeg kan udtrykke mig uden at nogen skal redigere i det - eller kassere det.
Her kan jeg udtrykke mig - som mig. 

Her kan jeg ældes sådan som jeg nu engang ældes.  

Hyggeligt hvis nogen vil følge mig. 

d. 14.7.2018

Finn fylder 65.  Min yngste søn.

Er nu begyndt igen. Hvad skal denne blog blive til?  Overvejelser over det at blive gammel - over at døden nærmer sig.


Hvem skriver jeg for?  Dem der gider læse det -som gerne vil følge mig. Som måske vil kommentere.

Et billede faldt mig ind. Et æble modnes og al sødmen samles i smagen. Er det sådan at blive gammel: At modnes.

Men man kan også føle sig kasseret. Netop det vil jeg filosofere lidt over. 

d. 9.4.

Gik udenfor - i forårssolen - men koldt.

Fremmede fly drønede henover markerne. Det regnede med flyveblade. Min første reaktion. De kan ikke stave, altså ikke nogen at tage alvorligt.
Gik i skole. Engelsklæreren snøftede. Hendes mand var gået under jorden. Tæt på skolen rullede camouflerede tog forbi.
De fem år var begyndt. MIne teenageår.
Men dem jeg delte disse år med, er døde.

ny begyndelse april 2018

Søndag d. 8.april 2018 -  2. søndag i påsken.

Vil jeg virkelig skrive igen?  Er mit liv ikke så ensformigt, at der ikke er noget at skrive om? Og hvem vil læse det?

I gamle dage ville jeg sådan en  søndag have travet  rundt i skoven, gået på kunstudstillinger ... og nu sidder jeg her, kan intet af det som dengang gav liv. 

Alene hele dagen. Som alle dage. 

Sådan er det at blive - være gammel. 

At føle sig glemt - at være i venteværelset - på døden. 

I dødsannoncer ser jeg dem før mig, der nu går ind  bag det tæppe vi ikke kender.

Er jeg deprimeret?  Min natlampe har været tændt hele dagen. Jeg har ikke orket at gå hen og slukke den. 

Min energidrik - min frokost  - står der. Nu må den ned.

Det var så det.