hvad er mystik - for mig?

Hvad er mystik for dig?

Den kristne mystik er et kærlighedseventyr: Guds søgen efter sit elskede menneske møder min dybeste længsel, der strækker sig mod Ham. For mig er mystik Jesus, Han er centrum i mit liv. Han er det store nærvær, som jeg lever i.
Ordet "mystik" findes ikke i Bibelen. "Mysterium" derimod er, især i Det nye Testamente, et centralt begreb. Til dansk er det oversat med ”hemmelighed”, et ord der kan give forkerte associationer. ”Guds hemmelighed – mysterium – er Kristus”(Kol 2,2 ). Og evangeliet om Ham skal ikke holdes skjult, men forkyndes. ”Mysterium” betegner, at her er noget, som ikke er tilgængeligt for vores forstand, men kalder på vores tro og tilbedelse. Mystikkens dybe indhold er, at Gud blev menneske for at vi skal få del i guddommelig natur (2. Pet 2).
Det er først ret sent, især i 1500-tallet, at ordene "mystik" og "mystisk" begynder at blive anvendt for at betegne selve den subjektive erfaring. Der sker således en forskydning fra det objektive til det subjektive.
Til en vis grad berettiget. Mysteriet er én gang for alle åbenbaret i Kristus. Dog må det åbenbares på ny for hvert enkelt menneske, hvilket er Helligåndens værk. Uden Helligånden ingen kristen mystik. For enhver findes der et "før" og et "efter". Denne personlige åbenbaring slutter aldrig. Hele livet, ja hele evigheden, går med at udforske, "hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse" (Ef. 3,18-19).
Men alt bliver forkert, når forbindelsen mellem mysteriet og "mystikken" forsvinder, og den mystiske erfaring begynder at leve sit eget liv. Det ser vi i dag, hvor det i mange, selv kristne inspirerede meditationscentre, er selve oplevelserne, som synes at udgøre det væsentlige. Man vil opleve for oplevelsens, ikke for indholdets skyld. Hvor anderledes er det hos Paulus! Han tragter efter "at kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham" (Fil. 3,10). Kristen mystik er at trænge ind i og blive et med den kristne objektivitet. Det objektive mysterium har altid fortrin frem for den subjektive oplevelse.
I sakramenterne – som man i Oldkirken kaldte ”mysterierne” - får vi del i Kristusmysteriet: I dåben, hvor vi ”indpodes i Ham”; i nadveren, hvor Han konkret forener sig med os ved at give os sit eget Legeme og Blod; i Guds Ord, Skriftens sakramente. I salvelse med håndspålæggelse, hvor vi modtager Helligånden.
I Kirkens mystiske tradition står ”lectio divina” centralt. Den langsomme, gentagende læsning af bibelske tekster. Augustin brugte udtrykket ”at tygge drøv på ordet”. Skriften giver os næring. Jeg læser ikke for at have læst, for at vide mere, men for at møde Jesus som jo sagde: ”Skrifterne taler om mig”. Den opmærksomme lytten til Jesu stemme i evangelierne er centrum i al kristen spiritualitet. I klostrene bestod bibelmeditationen ikke bare i at læse, men også i at afskrive de bibelske tekster. Vi kan takke disse munke for, at de i deres skriftlige meditation har bragt Bibelen ned gennem århundreder til os.
I Kristen mystik står Kristus i centrum. Målet er, at ”ikke længere jeg lever, men Kristus i mig” (Gal 2,20).
Dette er målet for min trospraksis.
Ovenstående er for mig det kriterium, som jeg bedømmer andre traditioners trospraksis ud fra. Dette modsiger ikke, at disse også kan rumme glimt af sandhed. I 70-erne var jeg ret optaget af zenmeditation. Jeg rejste til kurser i Tyskland hos den store mester Dürckheim, til Meditationsgården på Berget i Sverige, hvor man dengang dyrkede zen. Men på et kursus i Sigtuna i Sverige viste Gud mig tydeligt, at dette ikke er min vej.
Vi har i vores kristne tradition midler, som kan føre os ind i et tættere forhold til Kristus: bl.a. den gentagende bøn, der ikke må forveksles med et mantra. Jesusbønnen er den mest udbredte:” Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”. I første del bekender jeg, at Jesus er min Herre. I anden del mit behov for frelse. Denne bøn kan bedes overalt, kan blive en livsstil. Med den bliver ventetider – for rødt lys, i venteværelset – ikke spildtid, men bønstid, der bringer mig nærmere Jesus.
Hvad med mirakler og andet, man i daglig tale kalder mystik? Jo, dette ekstraordinære kunne der skrives mange sider om, men det må altid være bivirkninger. Hovedsagen er den dybe erfaring af Jesus Kristus.
Har været bragt i religion.dk

spis rugbrød!

Vi lever af rugbrød
Kage smager godt, kan forstærke feststemning. Men vi lever af det grove brød.
”Oplevelser er som champagneskum” siger den kendte svenske katolik Gunnel Vallquist. Den kan give stemning, men den er hurtigt væk.
Dér hvor vi er, har vi jo alt. Vi kan bede tidebønner, måske ikke alle, men dog én daglig. I denne bøn forenes vi med Jesus. Det er hans ”jeg” vi forener os med, for Han bad disse salmer, som var Israels salmer, og som nu er vore. Vi forenes med verdenskirken. Når jeg beder laudes, har andre før mig bedt den, og andre følger efter.
Bibelen kan ligge på vores bord, frit tilgængelig, hvad den langtfra er for alle kristne. Det er i den daglige ”lectio divina”, den langsomme ”tyggende” læsning, at vi møder Jesus. ”Skriften taler om mig” sagde Han jo.
Når denne daglige rigdom bliver virkelig for os, vil vi helt naturligt udstyre vores andagtsplads med en smuk ikon, lys - den bliver vores yndlingsplads.
Da jeg konverterede, var der mange skriftefædre. Man kunne tage klokkerne på rad, og altid kom der én. I dag kan det for nogle være lidt mere kompliceret at komme til skrifte, men præsternes vigtigste opgave er at udøve ”forsoningens tjeneste”. Vi lægfolk må holde dem fast i denne tjeneste ved at vi bruger dem til det, de primært er kaldet til.
Og vi har eukaristien! Når præsten siger: ”Opløft jeres hjerter”, indbydes vi til at går ind i det fællesskab, som omfatter himmel og jord. Vi opstiger i troen til himmelen. Vi skal sammen med engle og ærkeengle og alle helgen lovprise Gud. Leve det, som Grundtvig sang om: ”Helgen her og helgen hisset, er i samme menighed”. Jesu opstandelse har tilintetgjort døden. I brød og vin modtager vi Jesus selv – ”opstandelsens næring” som kirkefædre sagde.
Over for denne virkelighed er det så meningsløst at kritisere præsten, liturgien, dér bør vi kun takke og beundre.
Dagen igennem kan vi bede. ”Skudbønner” som Augustin sagde, bønner som vi ligesom affyrer mod Gud. Vi kan også tilegne os Jesusbønnen, den bøn som har næret utallige martyrer i Østlande: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig/ os”. Den kan blive en vedvarende bøn i os. Så er ingen tid spildtid. Vi kan bede for rødt lys, opdager at ventetid ved kassen er en god bedetid.
Vi har en uendelig rigdom, vi har alt. Vi skal bare bede Helligånden om at oplyse os og gøre alt dette levende for os.
Man kan af og til – om ikke altid –spore en nederlagsstemning blandt os katolikker, mig selv incl.. men hvis vi virkelig lever hvad vi har, vil dette vende.
Pilgrimsrejser kan have værdi, men hvis de er ægte, henviser de til alt det, vi har. Hvis vi tror at Gud findes andre steder end dér vi er, går vi en lang omvej.