ensomhed

I går en fin dag med Samuel Rubenson. Han talte om helgenerne som vore vejledere. Givende, og han er inspirerende.
Men - som hver gang efter et seminar - gik jeg op til mig selv med følelsen af at fale ned i et stort hul. Vel, træthed gør sit. I går mange smerter så jeg havde taget en del smertestillende for at klare det. Dårlig samvittighed: Der var den og den, jeg skulle have talt med ... Savnede nogen at dela dagen med. altså: Ensomhed.
Kastede mig over regnskabet. Det gik op!
Kom efterhånden op af det sorte hul. Som i nogen grad er selvmedlidenhedens hul!!! Andre har en familie at dele med, men stakkels jeg er så alene! Og så ved jeg dog udmærket godt, at den største ensomhed kan findes i en familie- jeg har dog lyttet til så mange gifte kvinder i min tid som retræteleder.
Og i grunden er jeg så lykkelig for mit liv, som det er. Og jeg v e d , at kun Gud kan fylde det sorte hul.
Så: Alt er godt.

abort

jeg har været tæt på abort! Da jeg ventede mit yngste barn, posede min mave ud hvor den ikke skulle: brok! Min læge bandede, som han nu kunne. Dette skulle oprereres, men for farligt nu. For en sikkerheds skyld ringede han til en specialist, der beordrede omgående operation, senere var alt for farligt. Altså: Farligt! Jeg kom ind på Sankt Josefs Hospital, der var ledet af nonner, men hørte under Kommunehospitalet. Kirurgen spurgte mig, om jeg ønskede det barn, for det var lettere og mindre farligt at operere, hvis de måtte fjerne det. Jeg var chokeret: Det var dog et katolsk hospital. Den ledende søster var en gjæv kvinde. Jeg lå på en 10-sengs stue, og en del af de andre var piger fra NØrrebro, som havde "et eller andet med underlivet". Deres mænd eller kærester fik af og til en kontant afregning af denne søster. Jeg betroede mig til hende: Jeg ville ikke opereres, for jeg kunne abortere under operationen, og så var det min skyld. Hun svarede med megen autoritet, at det var min pligt at blive opereret, for uden operation var både barnet og jeg i livsfare. Da jeg var ved at vågne efter narkosen, var mit første spørgsmål, om barnet var dér. Det var han, og det næste: Jeg er så sulten. En sød søster kom med højtbelagt smørrebrød - og jeg kastede op ved synet. Men hvor var de søstre søde! Det var min første kontakt med "det katolske" - og det var ikke så ringe endda! 7 måneder efter fik jeg så Finn. Og det var arret, der gjorde mest ondt ved den fødsel - og det fortsatte i en del år med at kunne give nogle stærke jag. Men hvor taknemmelig over at jeg ikke sagde ja til at de måtte fjerne barnet.