Nej, det kan jo ikke!

Så længe siden jeg har skrevet. Hvorfor? Nok fordi min intention med denne  blog var at fortælle om, hvor  meget der er at forundres - positivt - over, når man ældes.

Og så i en periode har alt det negative fyldt meget. Hver dag dette: jeg ville gerne det - men nej, det kan jeg ikke.

En kontakt med en ungdomsveninde, som fortalte om at en af vore fælles venner var død, og så "Nu er vi to de eneste som er tilbage fra dengang" . JO "dengang" er længe siden. Da vi trillede barnevogne! 

Vore veje er forlængst skiltes.  Jeg blev katolik - de andre undredes. Siden mødtes vore veje sporadisk, men vi holdt fast ved julebrevene. Hver for sig fik vi nye venner, nye netværk.

Men alligevel!

I går talte jeg med en ven som er en måned ældre end mig. Jo, vi talte om væsentlige emner, som ikke lader sig referere nu, men det blev også om angst for at falde, om afhængighed af stok ... Men så sandelig også om at vi begge er aktive på hver sin måde.

Og nu i fremtiden: Ikke begrænse mig selv ved kun at skrive om det positive. Det er så sandelig ikke nogen dans på roser at blive gammel!

Det er konstant at møde grænser. 

Men så sandelig også at opdage nye vidder.

Og lige nu kan jeg se, hvordan det store gamle bøgetræ i haven er ved at springe ud. Bladene på de grene som er vendt mod solen, blev først svumlende, og nu er det grønne ved at titte frem.    Nyt liv, ny opstandelse - altid nyt liv af død.

Gå nu ut och hela Kristi Krop

Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

Johannesevangeliet kapitel 17 vers 22 - 23

Verset fra Johannesevangeliet har fulgt Grethe Livbjerg i ti år.  Den 86-årige forfatter og blogger fra Ordrup deltog i 2004 i  et møde i det nordlige Sverige, som samlede  ca. 8-900 kristne fra forskellige kirkesamfund. Inden deltagerne skiltes var der en afskedsgudstjeneste, hvor den svenske biskop Martin Lönnebo, efter at have lyst velsignelsen stod stille lidt og så sendte deltagerne ud med ordene: ”Gå nu ut och hela Kristi Krop”.

 ”Straks vidste jeg, at det var dette, jeg skulle bruge resten af mit liv på.  Jesu sidste bøn om enhed blev meget aktuel for mig. Vi skylder verden enhed. Ikke fordi det er dejligt at mødes på tværs af kirkeskel, men fordi verdens frelse afhænger af de kristnes enhed.  Enhed – ikke enshed.  Ligesom Tre-enigheden er en enhed, hvor Fader, Søn og Helligånd er forenet i kærlighed trods forskellighed," siger Grethe Livbjerg.

Hun voksede op i et folkekirkeligt hjem, men konverterede midt i livet til den katolske kirke og har i en årrække været optaget af økumeniske spørgsmål. Som redaktør af  tidsskriftet "Levende vand" har hun fulgt den økumeniske samtale, som på mere overordnede niveauer føres mellem kirkesamfund. Men den enhed Grethe Livbjerg ville arbejde for, inspireret af Jesu sidste bøn, skulle foregå på græsrodsplan. Også pave Benedikt inspirerede Grethe Livbjerg til at tage initiativer på græsrodsniveau.

"I sin første tale til kardinalerne i 2005 understregede pave Benedikt behovet for at arbejde for enhed. Han sagde, at når vi står for den almægtiges domstol vil hver enkelt af os blive spurgt, hvad vi har gjort og ikke gjort for de kristnes enhed," siger hun.

Ud fra et ønske om at arbejde for enheden mellem kristne inviterede hun en gruppe mennesker fra alle kirkesamfund til et forum, som eksisterer den dag i dag. Her mødes baptister, metodister, lutheranere, pinsefolk, ortodokse og katolikker og taler om tro og liv. Ved hver samling deler en af deltagerne sin troshistorie.

"Vi lærer hinanden at kende og erfarer Helligåndens nærvær og virke mellem os. Nogle har sagt, at enhed skabes gennem personlige venskaber. Jeg tror det er rigtigt. Fra at være et forsøgt fællesskab er vi blevet hinandens venner. Vi ved godt, at vi ser forskelligt på mangt og meget, men vi drøfter ikke vore forskelligheder.  Som den ortodokse teolog Olivier Clément (1921 - 2009) har sagt det, må enhver økumenisk samtale begynde med, at vi sammen søger tilbage til vore fælles rødder før alle splittelser. Netop dette sker i dag på forskellige niveauer ".

"Pave Johannes  Paul II (1920 - 2005) sagde engang, at vel er de kristnes splittelse en katastrofe, men Gud kan også bruge katastrofer. Ved at vi har været adskilte, har Helligånden virket forskelligt i forskellige kirker. Når vi så mødes, er vi rigere, fordi vi har hver vores værdier at komme med. Sådan oplever jeg det selv. Jeg er stadig katolik, men jeg er langt rigere end før, fordi venskabet med andre kristne har beriget mig ubeskriveligt meget," siger hun.